Season of the Witch har trukket ualmindeligt mange ualmindeligt dårlige anmeldelser hjem i både hjemlandet USA og her i Dannevang. Og lad mig bare afsløre med det samme, at jeg vist ikke kan fremtrylle mere begejstring. Der er virkelig tale om en triviel, uvedkommende og bizart nok temmelig fantasiløs fantasy film.

Filmen er hensat til det 14. århundrede, hvor vi følger de to barske, ædle og samvittighedsfulde korsriddere Behmen og Felson. De to bryder med kirken af moralske årsager, og forlader kampene, de har deltaget heltemodigt i i adskillige år. De vender hjemad – kun for at finde, at pesten har hærget henover landet med et spor af død efter sig. En lokal kvinde menes ifølge en gruppe højtstående gejstlige at være en heks og egenhændigt at bære skylden for den såkaldte sorte død. Behmen og Felson indvilger i at føre kvinden til et fjerntliggende kloster, hvor hun skal gennemgå et rensende ritual forestået af munke. De begiver sig ud på den farlige rejse og lykkes trods forhindringer undervejs på rejsen med at bringe hende frem til klosteret. Det står dog klart, at der er noget særdeles mystisk ved kvinden, og ved ankomsten blotlægges hendes sande natur – som ikke skal afsløres her – sig på mest dramatiske vis.

Filmen er en genrefilm, når den slags er allerværst. Action-eventyr, Fantasy pulp, adventurefilm, eventyrgyser etc. Kært barn har mange navne, og genren har mange fortræffelige repræsentanter som fx Harry Potter-filmene og Lord of the Rings-trilogien for nu at nævne et par af de mest berømte. Desværre når Season of the Witch ikke disse til sokkeholderne.

Først og fremmest er handlingen simpelthen for tynd, arbitrær og aldeles uvedkommende. Hvor slutningen måske med held kunne have været anvendt til at samle trådene, der lægges ud i især starten af filmen, på en bare nogenlunde meningsfuld måde, så tager det hele en mildest talt besynderlig drejning til slut. Filmen starter simpelthen i øst og slutter i vest uden nogen som helst logisk motivation af trinene derimellem. Handlingsmæssigt er der også længere passager, der virker påklistrede og direkte kedelige i forhold til fremdriften i filmen.

Endvidere er det en stor skam, at hele middelalderuniverset er fremstillet så anakronistisk, at det virker særdeles urealistisk, og som en konstant reminder om filmens (dårlige) konstruktion. Make-uppen er centimetertyk og flere af replikkerne helt ude af kontekst for et middelaldersetting.

Skal jeg fremtvinge blot en smule positivt om en af de hidtil ringeste film, jeg har set, så må det være, at der er mange virkelig smukke landskabsbilleder, som det er en nydelse at se på. Det gælder både Behmen og Felsons hjemrejse og rejsen mod klosteret.

Fantasy og eventyr skal naturligvis ikke være realistisk og vedkommende i den gængse forstand, men det skal være realistisk indenfor filmens eget særlige fiktive univers. Og god fantasy giver trods denne distance til den ekstra-tekstlige virkelighed alligevel mening i forhold til denne – også. Gode eventyrfilm har noget at bidrage med i en bredere kontekst også. Det kan desværre slet, slet ikke siges om Season of the Witch.