Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Martian (141 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 4/11 2015, 16:34 af Torben Rølmer Bille

Robinsonade i rummet


Robinsonade i rummet

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ganske sjældent, at en såkaldt ”hård” sci-fi roman (de der fokuserer mest på ”science” altså videnskabsaspektet i genrebetegnelsen) bliver omsat til en tæskedyr mainstreamfilm. Heldigvis er Ridley Scott ovenud lykkedes at realisere dette mål med filmatiseringen af Andy Wiers bestsellerroman The Martian. Ikke alene får man en ganske medrivende fortælling garneret med – som altid i Ridley Scotts film –ustyrligt flotte billeder, man får også en ganske realistisk fortælling om en rummission, der går frygteligt galt.

Selv om der altid vil være videnskabsfolk og diverse artikler, der selvsagt giver sig til at anfægte troværdigheden ved de videnskabelige elementer i historier som disse, er det denne gang realismen der er sat i højsædet og ikke aliens, selv om titlen måske godt kunne få enkelte biografgængere til at tro dette.

Rammehistorien er hurtigt præsenteret. En gruppe astronauter fra NASA er taget til Mars på en treugers mission for at tage jordbundsprøver og studere planeten, da en voldsom storm pludselig rammer deres base så de i al hast blive nødt til at evakuere. En af dem, astronauten Mark Watney (Matt Damon), bliver undervejs mod deres fartøj ramt af et metalspyd, der har revet sig løs i stormen og ud over at skade Mark bliver computeren i hans rumdragt også beskadiget, så de øvrige mister radiokontakten.

Hvad værre er; de antager at Mark er død, idet hans dragt ikke længere sender livstegn fra ham til de øvrige. Så imens de er på vej væk fra Mars i en raket, vågner Mark omtumlet op kun for at indse at han er ladt alene tilbage, i omgivelser med meget begrænsede ressourcer. Basen var tænkt som en midlertidig en af slagsen, der er godt nok forsyninger – men langt fra nok til at han vil kunne klare sig indtil NASA får stablet en redningsaktion på benene. Det er dog usandsynligt at de gør det, da han ikke har nogen som helst mulighed for at kommunikere med hverken hans astronautkollegaer på deres rumskib eller NASAs hovedkvarter på jorden.

Filmen veksler så mellem at vise os hvordan Mark forsøger at finde en løsning på disse mange udfordringer, og mellem NASAs ansatte, der først erklærer Mark død og afholder en heltebegravelse for ham, men snart herefter opdager, via de satellitter de har i kredsløb om den røde planet, at der er aktivitet i nærheden af den ”forladte” base. De vurderer at Mark stadig er i live og forsøger derfor fra deres ende at finde en løsning på denne umulige situation.

På den vis minder filmen en anelse om Spielbergs Saving Privat Ryan, for det virker umiddelbart som lidt ulogisk, at man sætter så meget i værk, for at redde et enkelt menneske, men køber man denne præmis, så fungerer filmen fremragende.

Foruden glimrende skuespil fra både hovedrolleindehaver Matt Damon og en masse virkeligt gode bifigurer, fortæller filmen en både dramatisk, voldsom og overraskende morsom historie om den menneskelige vilje og ikke mindst om individets ukuelige selvopretholdelsesdrift, selv i situationer der mildest talt virker alt andet end overkommelige.

Det som dog er og bliver filmens mest tiltalende egenskab er at den langt hen af vejen sørger for at give gode, videnskabelige forklaringer på hvordan de forskellige elementer i den dramatiske redningsaktion foregår. Det strækker sig fra Mark, der benytter raketbrandstof til at fremstille drikkevand, astronauterne der udnytter planeters tyngdefelt til at få deres rumskib til at bevæge sig hurtigere og meget, meget andet. Det gør derfor at det er oplagt at slæbe end lidt ældre børn med ind i biografmørket, så de selv kan få syn for sagen.

Selv om filmen ret beset udelukkende er en slags moderne Robinson Crusoe-historie, så er præmissen stadig virkelig god. Det skal også slås fast, at ikke alene appellerer til fysiknørder eller astronomiinteresserede, men til folk, der har en bred interesse for naturvidenskab eller som bare har lyst til at se en spændende historie om overlevelse.

The Martian ”sælger” sit naturvidenskabelige budskab, i lige så lækker en indpakning som Top Gun i sin tid solgte ideen om at få sig et job i det amerikanske flyvevåben. Nærværende anmelder kan i al fald kun håbe at The Martian bliver lige så succesfuld, i forhold til at få lokket unge mennesker i gang med et ingeniørstudie, som Top Gun i midtfirserne hvervede nye rekrutter. Mindre kan naturligvis også gøre det, for filmen viser jo bare, at man i teorien vil være i stand til at klare sig i selv de mest fjendske omgivelser, hvis man bare lader være med at gå i panik men i stedet bruger sin snusfornuft og ikke mindst nogle af alle de informationer, som man gerne skulle have lært i naturfag.

Så de der frygtede at Ridley Scott havde mistet evnen til at lave en ordentlig science-fiction film efter den Alien-revisionistiske rædsel Prometheus, kan ånde lettet op. The Martian er en god, gennemarbejdet, flot og virkelig medrivende spillefilm.


Forrige anmeldelse
« Sciario «
Nste anmeldelse
» Amy »


Filmanmeldelser