Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Boyhood (165 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 20/3 2015, 22:43 af Kim Toft Hansen

Linklaters lagringer


Linklaters lagringer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Film tager tid. Gode film tager god tid. Det ved mange filminstruktører, men at bruge 12 år på at lave en film er ganske uhørt i filmhistorien. Richard Linklaters seneste magnum opus Boyhood handler om en knægt, der vokser op. I stedet for at caste og sminke alderen gradvist højere, lod Linklater sine skuespillere selv blive ældre undervejs. Derfor har filmen taget 12 år at lave – 12 år, hvor hovedpersonen Mason også er blevet ældre undervejs. Linklater har med andre ord taget genren coming-of-age-film ganske alvorligt ved, at alle personerne, der medvirkede blive ældre, mens filmen ganske langsomt blev til. Resultatet Boyhood, der netop er udkommet som købefilm, er en usandsynlig god og tankevækkende film.

Vi begynder ved ca. 6-års alderen. Mason bor hos sin mor (Patricia Arquette) med sin storesøster, mens faren (Ethan Hawke) er ’langdistancefar’. Herfra skildres tiden over næsten tre timer til 12 år senere, hvor Mason er blevet en ung mand med de følelser, konflikter og livsbaner, det måtte indebære. Filmen er befriende fri for et centralt projekt, et plot, en kernesag. I stedet skildres livet, som det for mange vestlige knægte nok i virkeligheden er: en ganske langsom overgang fra afhængelighed til uafhængighed i en tid præget af symptomatiske skuffelser, nederlag, glæder, opsving og tærskelpunkter. Langt de fleste knægte og mænd (og måske endda også piger og kvinder) vil kunne genkende sig selv i den udvikling, som Mason går igennem. Filmen er lang, men følelsen til slut er konkret. Filmen er godt selskab og samtidig en iøjnefaldende og træffende skildring af livet in actu.

Temarammen coming-of-age tog Linklater så seriøst, at han fra projektets begyndelse kun havde de helt basale udviklingslinjer på plads. Han skrev løbende de enkelte års passager, hvilket gav ham en fantastisk frihed til også at inkludere nogle spontane udsving og detaljer. Han brugte dog aldrig hovedpersonens virkelige person som sådan, men fastholdt fokus hele vejen igennem. Netop via anvendelsen af de samme personer, der rykvist bliver ældre, formår Linklater at skabe en elementær skuespillerbiografisk autenticitet via en troværdig ydre karakter. Linklater kunne ikke tegne kontrakt med skuespillerne, fordi en særlig amerikansk lovgivning forbyder kontrakter over syv år. Derfor måtte han lægge an på den gode vilje og interesse hos de medvirkende, mens han fik Ethan Hawke til at love at færdiggøre filmen, hvis han selv skulle blive forhindret.

Fra dansk film kender vi lignende projekter. Nils Malmros gjorde noget lignende med Kærestesorger (2009), der blev til over tre år. Den stramme styring af projektet har Malmros og Linklater også tilfælles, mens den efterstræbte tidstypiske ramme også kendetegner begge produktioner. Linklater er hele tiden undervejs i produktion bevidst om indirekte – og ikke ekspliciteret – at signalere tidens gang. Det gør han især igennem to ting: For det første er soundtracket markeret af en lang række tidstypiske pop- og rocksange, der bruges dobbelt til både at skildre tiden, men også enkelte sceners emotionelle impact. For det andet – og fordi det jo er en film – er der hele tiden tidssymptomatiske indstillinger på teknologi og især tv’et. Gennem billeder af den anvendte teknologi fortæller filmen også noget om teknologiens udvikling, mens filmen selv også bliver indrammet i den tid, optagelserne foregik.

Boyhood er en eksistentielt orienteret filmproduktion. Ikke nok med, at den bliver til i takt med, at hovedpersonen vokser op. Den styrer også fri af de skarpeste og tydeligste plotpoints, der inden for et værk kan skabe en genrebaseret forudsigelighed. I stedet går tiden bare relativt fladt og uden de store bølgedale og -toppe. Dog skildres moderens to skilsmisser som store udfordringer, men forholdet til faren, der så forudsigeligt godt kunne have været brugt til at introducere unødvendige konflikter, forbliver et fint og kun meget sparsommeligt udfordret forhold.

Der er mange scener, der ville kunne læses som klassiske set-ups, men de efterfølgende pay-offs udebliver heldigvis. Det er næsten som om, at Linklater bevidst installerer set-ups for ikke at give et pay-off. Kun én enkelt gang styrer Linklater ikke uden om den basale/banale set-up-pay-off-mekanisme (og af hensyn til nye seere afslører jeg ikke hvilken).

Stilmæssigt er filmen holdt i rolige og godt planlagte kameragange, mens klipningen med vilje ikke gør meget væsen af sig selv. Det er nemlig ikke pointen i denne film. Hensigten er i stedet at fastholde et præcist og nuanceret fokus på en drengs opvækst på en måde, der tager hånd om de fleste ikoniske faser i enhver drengs udvikling. Dialogen er helstøbt, differentieret og så sandelig da velspillet. Castet, der kunne uden kontrakt være med hele vejen, er et scoop af dimensioner. Især er filmen en understregning af Patricia Arquettes fænomenale comeback som dygtig kvindelig skuespiller, mens Ethan Hawke – i rollen som Masons far, og med mange ufravigelige ligheder med karakteren Jesse fra Linklaters Before-trilogi (1995-2013) – understreger hans fine karakterfornemmelse i samarbejdet med Linklater.

Filmen samlet set en kærlighedserklæring til livet og filmens evne til at indfange og fæstne dets flygtighed. Det kan faktisk siges meget simpelt: den, der ikke elsker Boyhood, har endnu ikke lært at elske.


Forrige anmeldelse
« Sons of Anarchy – The Complet... «
Næste anmeldelse
» Fury »


Filmanmeldelser