Det er ikke hverdagskost, at der dukker iranske film op til anmeldelse her under kapellets hvælvinger og da slet ikke en ustyrligt lækker, stemningsfuld feminist-vampyrfilm i sort/hvid. Det er ikke desto mindre hvad A Girl Walks Home Alone at Night er.

Rent fortællemæssigt går det meget langsomt, for i stedet for at fokusere på fremdrift fokuseres der på at skabe en række forskellige stemninger, fra det forførende til det farlige. Derfor kan det virke ganske nærliggende at sammenligne filmen med f.eks. Jim Jarmuschs tidlige film (og selvsagt også Only Lovers Left Alive). Denne sammenligning sker ikke kun på grund af tempoet og de smukt komponerede, sort/hvide billeder, men også fordi filmen benytter en samling meget interessante stykker musik som et så bærende element, at filmen til tider opleves som en stilsikker musikvideo i spillefilmslængde.

I denne forbindelse bør det nævnes, at netop soundtracket fortjener en plads i enhver filmentusiasts musikbibliotek, for det består af et fantastisk miks af traditionel, mellemøstlig populærmusik, Aphex Twin-lignende electronica og noget der lyder som klassisk, svulstig, amerikansk populærmusik fra perioden umiddelbart før Elvis tilsat iranske tekster. Denne blanding lyder måske umiddelbart ikke så indbydende, men denne anmelder har i skrivende stund i al fald bestilt skiven.

A Girl Walks Home Alone at Night er naturligvis en vampyrfilm, men en vampyrfilm, der bruger sin vampyrfigur til meget andet end en ensidig skildring af et monster. Dels er filmens vampyr en kvinde, endda en kvinde, der bevidst benytter sit køn og sin seksualitet for at lokke sine kommende ofre i hendes honningfælde, dels en kvinde der bevidst synes at angribe mænd, der undertrykker eller mishandler kvinder, eller for den sags skyld andre kvinder, der moralsk set er langt ude. På den vis bliver den hijabklædte vampyrpige en, der både repræsenterer frisind og hendes personlige moralkodeks.

Vampyrfiguren hér er ikke brugt – som man måske kunne forvente fra en iransk film – for at dæmonisere kvinden, men snarere som en slags metafor for hvor megen magt kvinder i virkeligheden har, hvis de blot tager den. Idet filmen er skrevet og instrueret af en kvinde, kunne man da også godt tolke figuren som et slags direkte oprør mod det ellers så patriarkalske samfund, hun selv er en del af.

Selv om filmen er optaget i Mellemøsten, er det ikke til at mærke, foruden det faktum at vore hovedperson bærer hovedtørklæde og en lang kjortel over hendes stribede, stramtsiddende trøje. Filmen foregår i en by, der udelukkende kaldes ”Bad City”, og som virker som en smags 50’er rock’n’roll noir-version af en forstad til en større mellemøstlig by.

Selv om skuespillerne, locations og instruktøren er iranske, så er en del af filmens medarbejdere hentet ind udefra, eksempelvis skal filmens fotograf Lyle Vincent nævnes, for billedsiden er fantastisk flot og stemningsfuld. Selv om det kan virke plat på skrift, så er det en fryd at opleve de scener, der er næsten helt sorte, hvor vi oplever filmens centrale, sortklædte figur glide ud af gadelyset og ned at en trappeopgang, der ikke er oplyst, men hvor man netop kan ane omridset af vor unavngivne vampyrheltinde.

I samme ånd bør klipper Alex O’Finn have et rosende ord med på vejen, for filmens hypnotiske tempo og stil afhænger i høj grad af klipningen. Endelig kan det som et kuriosum nævnes, at Elijah ”Frodo” Wood optræder som en af de mange excecutive producers. Der er b.la. hans produktionsselskab Spectrevision der har sørget for at filmen har fundet vej til Sundance og senere hen til de distributører, der har sørget for at sende filmen ud i vores del af verden.

A Girl Walks Home Alone at Night er en film, der sætter stemningsopbygning i højsædet, men uden dog at dette på noget tidspunkt bliver uinteressant. Filmen føles som en vaskeægte kunstfilm, der heldigvis er så klar sit filmsprog og symbolik, at man ikke keder sig. Personligt kunne undertegnede godt have undværet scenen omtrent midt i filmen, hvor en mand i fuld make-up danser vals med en sort ballon, for selv om symbolikken er tydelig, så bliver lige denne scene noget lang og kikset.

A Girl Walks Home Alone at Night er både en film, man skal se, hvis man holder af vampyrer, af indiefilm og ikke mindst af musikvideoer. Stemningen er så tyk, at den nærmest driver ud af billederne. Lyset er så flot sat, at hver ny indstilling er en oplevelse i sig selv, og så spiller filmens kvindelige hovedrolle (Sheila Vand) med sådan en intensitet, at hendes vampyrfigur bliver ganske troværdig.

Midt i al feminismen, musikken og de smukke billeder er også en helt klassisk kærlighedsfortælling, der bærer filmen frem, uden at den bliver Twilight-klæg eller alt for søgt. Det er en film, som af de, der ikke er cineaster, kan virke unødvendigt ambitiøs, kunstfærdig eller intellektuel, men som reelt blot er et forsøg på at lave en vampyrfortælling, der blander americana med iransk kultur på en måde, som er helt unik. En lille film, der garanterer alle de, som elsker bevægelige billeder en virkelig stor oplevelse.