Nikolas Winding Refns debutfilm Pusher fra 1992 har ikke alene affødt et engelsk remake, men også været en inspirationskilde til mange andre film om stofmiljøet. Dette gælder også den nye franske film Dealer, der mest af alt ligner en moderne palimpsest over Refns original.

Dette betyder dog ikke, at filmen ikke er værd at se, for det lykkes fint for de franske filmmagere at få bygget lige så trykket og desperat en stemning op som hos Refn. Til gengæld emmer manuskriptet ikke af originalitet, for selv om der selvsagt er afvigelser i forhold til Pusher så er grundelementerne helt de samme.

Filmens primære dope dealer hedder Dan og har været pusher så længe han kan huske. Da vi møder ham første gang, ridser han en række grundregler op for seeren, der har været med til at holde ham ude af fængslet (for det meste) og uden for politiets søgelys. Han har kone og barn, men er samtidig alfons for hans unge elskerinde som han har installeret i den lejlighed som også fungerer som central for hans stofhandel.

Dan har specialiseret sig i pot og hash, idet en af reglerne han har er aldrig at handle med kokain. Det er dog en regel der brydes inden for filmens første ti minutter. En af Dans gode kunder fortæller nemlig, at han skal bruge et kilo kokain inden dagen er omme, for hans faste leverandør er blevet taget. Først nægter Dan, men lader sig dog friste, da han hører hvor mange penge han kan tjene på leverancen. Derfor tager Dan, sammen med sin kammerat Salem, hen til de skumle, afrikanske bagmænd, der styrer kokainhandelen i Paris.

Filmen er lige som sin danske pendant filmet en en kvasidokumentaristisk stil, der indebærer nærmest konsekvent brug af et meget rystet, håndholdt, kinetisk kamera, tilsat et højt klippetempo og diverse digitale effekter, som man også så hos Refn. Eksempelvis fryser Herbulot også billedet og skriver figurenes fornavne (der i øvrigt er identiske med skuespillernes fornavne – muligvis for at tilføje filmen en ekstra dimension af noget ”realisme”) på skærmen.

Før man kan nå at sige: ”hey, det minder lidt om Pusher” er stofferne naturligvis forsvundet fra lejligheden. Tilbage står nu Dan, der ikke alene skylder afrikanerne en masse penge, men også bliver nødt til at skuffe hans kunde grelt. I trit med at desperationen tager til, presses Dan også fra alle sider til at presse sin omgangskreds, begå tilfældige kriminelle handlinger og ikke mindst opleve de afrikanske gangsteres meget hårdhændede metoder.

Indledningsvist præsenterer filmen os ellers for en hovedperson, de forsøger, som så mange af sine både fiktionelle og reelle kolleager, at komme ud af den lyssky branche han er en del af. Han drømmer reelt om at forlade Paris, tage konen og datteren under armen og stikke af mod Australien, men om dette er en drøm han bliver nødt til at opgive og om han finder frem til hvem af hans venner der har stjålet coken, skal selvsagt ikke afsløres her.

Filmen er helt klart en film, der lige som Refns, er blevet lavet på et ganske magert budget, men det lykkes filmmagerne at fortælle en medrivende historie alligevel. Selv om hovedfiguren er kriminel, så er det stadigt ganske nemt at føle sympati for ham. Ikke alene fordi filmen indledningsvist skildrer ham sympatisk til trods for hans lemfældige omgang med eksisterende lov.

Den er hovedsagelig fint klippet, selv om de mange håndholdte kamerabevægelser og hurtige klipning godt kan blive lidt for meget af det gode. De der bliver søsyge af Dogmefilm, bør under alle omstændigheder undgå denne film. Nærværende anmelder opdagede under fremvisningen, at der mod filmens slutning pludselig var en enkelt frame fra en tidligere scene, der har sneget sig ind. Om dette er en fejl der skal findes hos klipperen, eller hos de der har trykt DVD’en skal lade være usagt – og eftersom det kun var en enkelt frame (1/24 del sekund) så var det på ingen måder forstyrrende. Blot mystisk at det ikke er blevet rettet.

Filmen bæres langt hen af vejen af godt skuespil og en fortælling, der selvom den har lidt for mange lighedspunkter med Pusher også formår at være andet end blot en 1:1 kopi af Refns film. Der er rigtigt mange lighedspunkter, hvilket også synes antydet af titlen, men Dealer er på udsatte steder langt mere visuelt brutal end Refns film. Så for alle der holdt af Pusher, prøv at se Dealer.