Efter at have set First Knight var der en af mine nære venner, der klassificerede filmen som ”myteforfalskning”. Ikke alene var der mange rent historiske facts, som var helt malplacerede, men karaktererne opførte sig også helt anderledes, end de burde i forhold til de myter, som er skrevet om Kong Arthur.

Helt så galt står det heldigvis ikke til med The Last Legion, for den følger - ligesom Antoine Fuquas King Arthur - ideen om, at Arthur ikke var barnefødt i England, men faktisk var en tilrejsende romer, der på sigt fik samlet England til en nation. Selv om en del af de faktuelle begivenheder omkring romerrigets fald er nogenlunde fornuftigt skildret, så er koblingen til England og Arthur altså helt ude i skoven, men det gør ikke så meget, så længe det hele serveres med stil. Selvom der er en del fællestræk med førnævnte King Arthur, så er den væsentligste forskel, at The Last Legion tager sit udgangspunkt i Arthurs tidlige barndom som barnekejser i Rom.

Som de fleste ved, var det ikke synderligt nemt eller populært at være kejser i Rom. Den unge Cæsar Romulus Augustus (ganske fint spillet af den unge Thomas Sangster) når at være kejser en enkelt dag, før fjendtlige gotiske styrker - godt hjulpet på vej af folk fra Roms egne rækker - overtager byen, brutalt dræber Romulus’ familie og sætter sig solidt på tronen.

Godt hjulpet på vej af sin kloge, humanistiske læremester Amborsinus, der kommer til at opfylde den evige mentorrolle, drager knægten og en håndfuld Cæsar-loyale mænd mod England for at finde resterne af den 11. legion, som under den forrige Cæsar blev udstationeret dér. De håber på at kunne kommandere folkene tilbage til Rom for atter at befri byen og få genindsat unge Romulus på tronen.

Undervejs fanges og fængsles den lille gruppe rejsende på Capri, og her genfinder vor unge protagonist - nærmest ved et tilfælde - sine forfædres legendariske sværd, som goterne vil gøre alt for at besidde. Kort fortalt er der lagt op til letbenet eventyrunderholdning, komplet med sværddueller, skæggede mænd med økser og en hel del katapultaction. Ligesom traileren lover.

Man kunne måske frygte, at filmen var endnu en af disse utallige halvtriste Hallmark-produktioner, men når man har navne som ”De Laurentiis” og ”Weinstein” på producerlisten, ved man, at der næppe er sparet på ret meget. Effekterne fungerer for det meste, kostumerne er både farvestrålende og detaljerede, og med en spilletid på halvanden time er The Last Legion helt perfekt til en god gang sværd-og-sandal-drengerøvshygge.

Ud over at filmen er underholdende og visuelt laber at fordøje, kan den sagtens ses af store børn. Ulig mange af de langt mere blodige konkurrerende titler, har denne en aldersgrænse på 11 år, hvilket sikkert vil tiltale en lang række fædre, som godt kunne tænke sig at sætte sig godt til rette foran flimmeren med ungerne.

The Last Legion er ikke en storfilm i stil med Gladiator eller Ben Hur, men mindre episk gå vel også an. Det er en både morsom, voldsom og ganske spændende film, der hverken byder på de store overraskelser eller skuespilspræstationer. Til gengæld har den heldigvis nedtonet de romantiske elementer til fordel for ren action og en dynamisk fremadskridende handling - og derfor giver den os lige præcis det, som vi havde håbet på.