Hører man til de gyserfans, der blev bare en lille smule skuffet over The Purge, da den kom i 2013, er der rigtigt gode nyheder. For selv om det bestemt hører til sjældenheder, så er toeren The Purge: Anarchy langt bedre og faktisk mere i tråd med det, man havde forventet fra den første film.

Konceptet er ganske simpelt. I en ikke så fjern fremtid, nærmere bestemt i 2023, har de nye magthavere i USA besluttet, at det én gang om året (nærmere bestemt natten mellem den 22 og 23. marts) er tilladt for alle i befolkningen at bryde alle eksisterende love og regler. Denne nat kaldes ”The Purge” - udrensningen - og takket være den, er der stort set ingen arbejdsløshed, samfundsøkonomien blomstrer, og kriminalitet er stort set ikkeeksisterende.

De velhavende beskytter sig, som man så det i den første film, i deres palæagtige huse med højteknologiske alarmsystemer og sikkerhedsforanstaltninger, der kan aktiveres, når aftenen nærmer sig. Metalskodder ryger for vinduerne og husets døre afskærmes på samme måde. Ingen ud, ingen ind.

Den første film havde samme præmis, men endte med at være endnu en home invasion-film blandt rigtigt mange, idet vi fulgte en familie, der blev fanget i deres eget hus, mens truslen bogstaveligt voksede både udenfor og inde i deres hjem. Den første film viste os derfor kun et lille udsnit af, hvilke konsekvenser der kunne opstå for den enkelte som et resultat af denne bizarre lovgivning, men i den nye film kommer tilskueren med rundt i langt flere afkroge af dette imaginære USA.

Den del af befolkningen, der ikke har lige så mange midler som middel- eller overklassen har, har ikke råd til disse dyre sikkerhedssystemer, må i stedet ty til at barrikadere sig med forhåndenværende materialer eller en ekstra lås på deres dør. I forstæderne og den indre by har byens fattige derfor ikke ret mange andre muligheder end at bede til, at deres hjem og deres familie ikke bliver offer for de mange psykopater, der denne nat kryber frem i gader og stræder.

I The Purge: Anarchy følger vi en række meget forskellige figurer, der alle har det til fælles, at de ikke nåede at komme i sikkerhed, før sirenerne lyder og blodtørstige bander, voldtægtsmænd og stjernepsykopater begynder at hærge rundt i gaderne. Der er eksempelvis det unge par, hvis bil bryder sammen; moderen og datteren, der må flygte fra deres lejlighedskompleks, da en gruppe mystiske, sortklædte, militærlignende tropper pludselig dukker op og systematisk begynder at sparke døre ind. Endelig præsenteres vi også for en fåmælt, handlekraftig figur, der tilsyneladende frivilligt har begivet sig ud i natten med at stålsat blik i øjnene.

Filmen formår indledningstvist at skabe meget ubehagelig stemning, som gradvist tiltager i trit med, at tiden går. Helt i starten er tilskueren vidne til, hvordan de mange skæve og blodtørstige folk i samfundet langsomt kommer frem, i trit med at udrensningsnatten trænger sig på. Nogle af disse bærer, ligesom i den første film, ganske skræmmende masker og fremstår som dedikerede morder- og voldsbander, der sender tankerne i retning af klassiske voldsfilm som The Warriors eller Flugtaktion New York.

Der er faktisk en ganske fed, John-Carpenter-agtig stemning, som gennemsyrer hele filmen, hvilket ikke kun kan ses men også høres i det ganske minimalistiske og synth-tunge soundtrack af Nathan Withehead. Filmens handlekraftige helt, som hedder Leo, synes da også at have mange fællestræk med figurer fra de bedste firserfilm, navnlig de der blev spillet af Kurt Russel, måske mest åbenlyst Snake Plissken. Leo er klædt i sort læder, kører rundt i en armeret sportsvogn og faktisk mangler han kun klappen for øjet og flere memorable one-liners.

Det lykkes dog The Purge: Anarchy at skabe sin helt egen undergangsstemning i stedet for at plagiere de føromtalte film. Sammenligningen med Carpenter viser sig heller ikke at være helt tilfældig, for via et par simple kliks på IMDB blev undertegnede opmærksom på, at filmens instruktør og idémand faktisk også var manuskriptforfatter på den nye version af Sidste nat på station 13 fra 2005. Noget tyder derfor på, at den unge instruktør er lige så stor fan af den gamle gysermester som alle os andre.

Selv om filmen fremstår som en glimrende, ultravoldelig thriller tilsat stænk af gyserfilmens groteskerier, så fungerer filmen også som en slet skjult kritik af det eksisterende amerikanske samfund. Som litteraturteoretikeren Patrick Parrinder engang skrev, så er science fiction altid en ”ekstrapolering af eksisterende tilstande”, hvad enten dette er ideologisk, sociopolitisk, teknologisk eller noget helt fjerde. Så selv om The Purge-serien udelukkende er science fiction i kraft af sin noget alternative samfundsskildring og de årstal, den arbejder med, så er det desværre ikke særligt svært at forestille sig at USA rent faktisk udvikle sig i den retning, som filmen udstikker.

Med frygt for at levere spoilers, så giver filmen os et skræmmebillede af, hvad der mon kan ske, hvis de amerikanske magthavere fortsætter deres hårde linje mod samfundets svageste, hvis politiet får udvidet deres i forvejen meget brede beføjelser, og ikke mindst viser filmen, hvordan overklassen, nærmest bogstaveligt, bliver urørlige i deres udnyttelse af de, der lever på samfundet bund. Den neofascistiske politistat lurer lige om hjørnet, en stat hvor det udadtil virker som om alt er idyl, men hvor realiteten er, at samfundet er bundråddent rent etisk og humant. Et samfund, hvor oprøret mod denne overfladiske og menneskefjendske stat nødvendigvis må komme nedefra, fra græsrødderne i slummen.

Så The Purge: Anarchy fungerer på overfladen som en fed, voldsom, angstprovokerende thriller, der effektiv smider tilskueren ud i den statsautoriserede rædselsnat sammen med filmens hovedpersoner, men samtidig planter den en desværre alt for troværdig, fiktiv knytnæve lige midt i synet på den amerikanske selvforståelse. Filmen har måske ikke fået en topscore på IMDB, det kan skyldes så meget, men her i kapellet gætter vi på, at det måske kan skyldes, at filmens unheimliche skildring af Amerika forekommer en anelse for realistisk og virkelighedsnær.