Slaget ved Stalingrad har været behandlet på film mange gange. Lige fra Vladimir Petrovs nationalistiske The Battle of Stalingrad (1949) til Joseph Vilsmaiers isnende Stalingrad (1993). Slaget er blevet mytologisk, fordi det var dette slag, der endte med at være et vendepunkt for krigen. Et vendepunkt, hvor tyskernes europæiske magtovertag tippede i vinterkulden. Men det er også centralt, fordi der er så mange små historier at behandle i denne store historie. Seneste bud er den russisk producerede Stalingrad (2013), der er den russiske instruktør Fedor Bondarchuks store internationale gennembrud. Filmen er netop udkommet – i denne anmelders tilfælde som 2DBD.

Filmen finder sted i den tidlige del af slaget, hvor en gruppe rekognosceringssoldater sendes ind i byen, der er under tysk belejring, for at destruere tyskernes minering af kysten fra Volga, så russerne kan træde i land. Missionen mislykkes, og hundredevis af russerne bliver sprængt i luften, og den lille gruppe forskanser sig i en bygning lige over for den tyske kommandocentral. Tyskerne ved reelt ikke, hvor mange de er, og derfor har russerne mulighed for at manøvrere lidt friere og heroisk i kampen mod overherredømmet. Men til deres overraskelse må de flytte ind i en lejlighed, hvor en 19-årige kvinde stadig bor, fordi hun har nægtet at flygte fra det, der er hendes.

Stalingrad er den helt store russiske satsning i IMAX-filmens store format. IMAX er en nyere teknologi, der hidtil ikke har været benyttet uden for USA. Den fungerer på en måde, der gør, at det enkelte billede i filmen kan fylde meget mere end ellers. Dette er en teknologi, der hyppigt anvendes til 3D-film, fordi dybdevirkningen i det større billede bliver bedre. Stalingrad var også en storslået 3D-film i de russiske biografer, hvor den var et stort hit – og den blev tilmed sendt til Akademiet i LA, hvor den dog ikke nåede med blandt de endelige Oscar-nomineringer. Den danske distributør har valgt både at udsende filmen i traditionelt 2D-format og 3D-format.

Betyder det så noget for vores oplevelse af filmen, at den oprindeligt er indspillet i IMAX-format, eller kommer den i 2D til at ligne så mange andre krigsfilm? Både og. Filmen udnyttede oprindeligt formatet til en stor mængde af slow motion-sekvenser, der må fremstå enormt spektakulære i 3D-formatet. I 2D-købefilmen er den i stedet præget af langsomme krigssekvenser, hvor detaljer – der ville være 3D-fremhævet – i stedet bliver fremhævede og stærkt æsteticerede. Det minder i princippet om den måde, som kampsportsfilm ofte er optaget, hvor kamphandlinger køres ned i slow motion-tempo for at fremhæve de detaljer, som vi ellers ikke ville få fat i.

Derfor kommer Stalingrad også i 2D-filmen til at virke ret overvældende i kamphandlingerne. Enkelte passager kommer desværre til at se vældigt animerede ud, hvilket sikkert er et resultat af, at den her er kørt ned i 2D-format. Det er bagsiden ved dette udgivelsesvalg. Men langt de fleste scener med kamphandlinger er fantastisk flot koreograferede og visualiserede. På den måde kommer filmen til at adskille sig fra den krigsdokumentariske stil, som vi kender fra bl.a. Saving Private Ryan (1998), hvor vi lever os ind i soldaternes forvirring via hektiske kamerabevægelser. I denne er vi stadig med helt ind tæt på de blodige kampe, men vi kan samtidig nyde de elegante, næsten balletagtige slomo-passager.

Det er klart, at filmen selv lægger op til at blive sammenlignet med Vilsmaiers Stalingrad (1993), når den anvender samme titel. Det er dog grundlæggende to meget forskellige film. Hvor Vilsmaier skildrer krigens groteske lidelser via nærgående og rystende billeder, så er Bondarchuks film i stedet en anelse distancerende ift. begivenhederne, primært pga. stilen. Men Bondarchuk kommenterer også indirekte på sammenligning ved at caste Thomas Kretchsmann, der også spillede med i Vilsmaiers film, i den bærende rolle som tysk officer. Filmen ønsker med andre ord at sammenligne sig med nyklassikeren, men netop derved bliver det også tydeligt, hvordan den i højere grad adskiller sig.

Akilleshælen – eller det aspekt, der måske kræver et bestemt temperament hos seeren – er filmens wrap around story. Umiddelbart er jeg ikke overbevist af, at filmen skal pakkes ind i en fortælling om en begravet kvinde under et nutidigt jordskælv. Selvfølgelig paralleliserer det lidelsen som noget universelt, men selve parallellen jordskælv-krig er ikke så oplagt. Men det tilfører en interessant vinkling af filmens handling, fordi den er fortalt gennem den under krigen ufødte søn til den kvinde, der boede i lejligheden, som russerne indlogeres i (ja, der er en lille indbygget kærlighedsfortælling, der i den russiske krigskynisme heldigvis ikke kommer til at fylde for meget). Denne lidt skæve og distancerede voice over fra sønnen er med til at substantiere og retfærdiggøre den stilistiske distance, der allerede er i billedrytmen.

Stalingrad er samlet set en ret overbevisende film, hvor det heldigvis lykkes at adskille sig tilpas meget fra de øvrige film om slaget til at kunne måle sig med dem.