Nu er det godt og vel et årti siden, at instruktør/manuskriptforfatter Paul Haggis vandt den helt store pris ved Oscar-festen med sit racedrama Crash, og det er stadig en af de mest uforudsete film, der har vundet statuetten for bedste film. Kritikere har været hurtige ude med riven for at pointere filmens fejl og mangler, især historiens krasse manipulation, endimensionelle karakterer, og en generel klumset føring af racepolitik og øjerullende sentimentalitet, men i forhold til Third Person er det slet ikke noget. Haggis’ tilbagevenden til drama med mange skuespillere får Crash til at ligne et underspillet, subtilt kunstværk. Third Person er en katastrofal og lattervækkende indsats, hvor intet virker, som det skal. Denne klichéfyldte, letkøbte og utrolig kedelige film forveksler drama og sæbeopera med hinanden.

Haggis spreder denne gang sit hold af skuespillere tværs over kloden og fokuserer på tre par. I New York City har vi Rick (James Franco), en maler som bruger sine hænder til at male med i stedet for en pensel. Han forsøger at holde sin søn væk fra sin ekskone, Julia (Mila Kunis), som måske, måske ikke, har forsøgt at kvæle sønnen. På samme tid i Rom har vi Sean (Adrien Brody), som kommer på afveje, mens han er på forretningsrejse. Han hjælper nemlig Monika (Moran Atias) med at redde hendes datter fra menneskesmuglere. Til sidst i Paris har vi Michael (Liam Neeson), en berømt forfatter, som har et hedt forhold til sin protege, en ung forfatter ved navn Anna (Olivia Wilde). Hvad er tråden, der binder dem alle sammen? De klassiske problemer: tillid og bedrag. Filmen er over to timer lang og i al den tid trækker Haggis tiden ud så meget som muligt for at undgå at afsløre, hvem der lyver overfor hvem. Har Monika virkelig en datter, som er blevet kidnappet? Er Michael virkelig en undskyldende romantiker? Er Anna utro mod ham? Men disse lange, forfærdelig sentimentale historier er ikke kun forudsigelige og kedelige, men også ganske problematiske.

”Kvinder har en evne til at fornægte enhver form for realitet,” siger en bifigur i filmen, og det virker, som om det er en pointe, Haggis meget gerne vil have trumfet igennem. Alle de kvindelige karakterer i filmen undgår at se deres egen fortid i øjnene. Julia nægter at indse, at hun kunne have dræbt sin søn; Anna er ligeglad med sine egne fejl og svagheder, mens hun snor Michael om sin finger; mens Monikas motiver har en tendens til at blænde hende, så hun ikke kan se vejen til et bedre liv. Hvorom alting er, så har Haggis heller ikke særlig stor tiltro til sine mandlige karakterer, som alle er hjemsøgte og såret af fortidens handlinger, idet de også bedrager de personer, de møder i deres liv for egen vindings skyld.

I bund og grund så er alle i filmen onde og beskadigede personligheder, som benytter informationer her og der til at påføre hinanden følelsesmæssig smerte. Selvom der kan opstå en helt separat diskussion om, hvorvidt Haggis kommer med en eller anden form for filmisk udtalelse, der stammer fra hans brud med Scientology, som jo har en tendens til at benytte informationer fra sessioner mod deres egne medlemmer, munder det hele ud i, at det narrative i Third Person bare ikke fungerer. Scener som virker til at være meget vigtige – som f.eks. hvor Rick får et glas mælk af sin søn, som en slags kodet tematisk besked, eller hvor Kunis smadrer metaforiske glasvaser fyldt med hvide blomster – føles så umodne, amatøragtige og tonedøve, at du sidder med åben mund og polypper og undrer dig over, hvordan det hele være så forfejlet.

Det virker heller ikke, som om Haggis ved, hvornår han skal stoppe. Lige fra allerførste scene er det klart, at disse tre par og en håndfuld af biroller vil blive forbundet på en eller anden måde. Men Haggis binder dem ikke sammen, før han er ved at løbe tør for tid. Idet de sidste femten til tyve minutter af filmens overspillede og møjsommelige spilletid udfolder sig, afslører han endelig, hvordan alle karaktererne hører til hinanden og hvorfor. Afsløringen går blot ikke op i en højere enhed eller tilføjer noget specielt til det, vi allerede har set. Ja, de er forbundet – og hvad så? Når Haggis ikke giver os unødvendige forbindelser, forråder han sit publikum i de sidste par minutter i stedet for at oplyse eller underholde os yderligere. Hvis filminstruktøren er filmens utroværdige fortæller, så har man noget af et problem.

Third Person er sådan en uduelig og forkludret katastrofe af en film, at det næsten føles for hårdt at behandle den som en boksebold. Til gengæld er det i sandhed chokerende at se, hvor meget Haggis rammer ved siden af. Filmen er en dristig fejltagelse, som ikke engang den store, velkendte besætning af stjerneskuespillere kan redde. Med et banalt manuskript, og en endnu mere voldsom understrøm af hule temaer, er Third Person ikke andet end pinligt at se på.