Selv om mange filmfans nok forbinder Another World Entertainment med deres linje af gyser- og diverse B-film, udsender de også en lang række dokumentarfilm, og klassiske ofte ganske sjældne film fra fordums tid. Blandt italiensk neorealisme og Hitchcocks mindre kendte værker, finder vi også den ganske klassiske noir-film, Detour fra 1945.

Filmen har stort set alle de elementer, man forbinder med genren. For det første møder vi en hovedperson, der i starten af filmen er ovenud lykkelig sammen med sine kæreste, der synger på en natklub. Hun vil til L.A. for at prøve lykken i Hollywood, og han beslutter sig for at tage efter hende, så snart han har penge nok. Han får et lift af en rig mand, han møder ved et tilfælde, men inden længe går alt galt og vor hovedperson beslutter sig for, i ren desperation, at påtage sig millionærens identitet.

Det skulle han dog ikke have gjort, for skæbnen spiller naturligvis ind og sender vore protagonist lige i armene på en kvinde, der tilfældigvis kendte føromtalte rigmand. Hun afslører hurtigt forsøget på at udgive sig for en anden og derfor får hun hurtigt krammet på vores uheldige hovedperson. Hun er en vaskeægte femme fatale, idet mødet med hende naturligvis fører både en masse ulykke og død med sig. Filmet i sort/hvid, komplet med regnvejr, øde landstrækninger og tilsat et stænk af dystre storbymiljøer, udfolder filmen sin forholdsvis enkle skæbnefortælling på lidt over en times tid.

Den lettere begrænsede længde bør ikke afholde interesserede i at se Detour, for fortællingen er intens nok til at give seeren præcis det, man forventer af en klassisk noirfilm. Det ville være unfair at sammenligne Detour med både de seneste års neo-noirs eller for den sags skyld klassiske noirs fra perioden, som f.eks. Double Indemnity eller The Maltese Falcoln, for det er helt klart at se, at Detour har haft langt mindre budget og sikkert af sin samtid ville blive beskrevet som en B-film. Den hurtigt producerede film, der blev vist umiddelbart før aftenens hovedfilm.

Ovenstående skal dog ikke udelukkende opfattes negativt, for filmen leverer både qua sit emnevalg, sit forholdsvis ukendte cast og ikke mindst gennem dens handling og dialog, en kompakt lille fortælling, der besidder en B-filmscharme og intensitet, som mange af de mere strømlinede produktioner fra samtiden indimellem mangler.

Det er dog ærgerligt, at den DVD som AWE har udsendt til det skandinaviske marked ikke er blevet pudset bedre op. Det kan godt være, at der ikke eksisterer så mange fysiske eksemplarer af pågældende film, men det ville virkelig have pyntet på udgivelsen, hvis man havde sendt en remastereret region 2-udgave på gaden. Det er heller ikke fordi en restaureret version af filmen ikke eksisterer, for man har blot nødig at søge på nettet og vupti så melder den amerikanske version af Amazon, at de har en sådan til salg.

Det er ikke fordi at tilskueren har svært ved at se, hvad der sker på billederne, endsige at høre dialogen og vores hovedpersons fortællerstemme, men indimellem martres det visuelle udtryk af slitage, af ridser og frames som ikke står helt så roligt som de burde. Det er forstyrrende, for selv om man holder af gamle film, så vil man jo helst opleve disse, som havde man taget sit bedste jakkesæt på og var begivet sig til gallapremieren.

Detour er altså en seværdig, lille kriminalfilm, der desværre mangler den tekniske overhaling, den ellers ville have fortjent. En film der bestemt skal stå på hylden, hvis man i forvejen holder af noir-film eller B-film fra perioden.