Måske er det et kontroversielt syn, men kan man ikke hævde, at noget af det eneste gode der kommer ud af krigshandlinger, er den kunst som følger i kølvandet på krigshandlingerne? Hvis man blot ser isoleret på 2. verdenskrig, der forekommer som en af de mest benyttede baggrunde for eksempelvis filmdrama, vil man hurtigt opleve mangfoldigheden: hvad enten det handler om at lave gammeldaws spændingsfilm som Ørneborgen, gribende dramaer som Forfalskerne, Gå og se eller Sophie’s Choice til de helt mere kulørte, historieforvanskende udgaver, som eksempelvis Inglorious Basterds er 2. verdenskrig et oplagt sted.

Selv om undertegnede ikke har noget empirisk belæg for følgende udsagn, virker det dog som om langt de fleste film om krigen bedst kan beskrives som antikrigsfilm, altså film, hvis primære mål er at vise tilskueren meningsløsheden ved at sende sunde, unge mennesker i kamp for hvad magthaverne mener er en større sag. Der er samtidig masser af dramatik gemt i situationer, hvor liv og død går så tæt hånd i hånd og det er den tråd som den nye amerikanske film Fury forsøger at tage op.

Fury er navnet på den kampvogn som er helt central i filmen. Tilskueren ankommer lidt før filmens egentlige hovedperson til denne amerikanske tank der befinder sig på en slagmark i Nordfrankrig og vi møder dens besætning. Disse består af en broget flok, kamptrætte og barkede mænd, der har kæmpet både i Nordafrika og som nu er på vej mod Berlin i krigens sidste dage. En tid hvor Hitler har erklæret ”total krig”, og hvor grænserne mellem civile og kombattanter er stort set ikke-eksisterende. Kampvognen ledes af den stålsatte og kyniske Don Collier (Brad Pitt), der dog er menneskelig bag sit hårde ydre, hvilket vises ved at han bryder hulkende sammen, når hans mænd ikke kan se eller høre ham.

Da en af gruppens garvede maskingeværskytter har fået skrællet ansigtet af i deres seneste konfrontation med fjenden, får mændene i Fury tildelt en alt for grøn rekrut i dennes sted. Norman, som knægten hedder, har udelukkende siddet bag et skrivebord, men efter 10 dages kamptræning har den amerikanske hær besluttet for at sende ham til fronten.

Store dele af filmen fortælles i øjenhøjde med Norman og det er et fortællemæssigt smart kneb, for bare i løbet af filmens første halve time, får vi selv blik for hvad det er krigen nødvendigvis tvinger mennesker til at gøre ved hinanden. Eksempelvis må Collier fysisk tvinge Norman til at skyde en tysk soldat i hovedet på klods hold, da han ellers ikke kan fungere som en del af holdet.

I filmens fortekster får vi også at vide at de amerikanske Sherman-kampvogne var de tyske Tiger-tanks klart underlegne (en information som alle raske drenge allerede godt vidste det) og dette kommer også til at spille en rolle i en scene i filmen, hvor man oplever dette ved selvsyn. Kampvognen bliver også en slags rullende kulisse for dette drama, for ikke alene bringer det gruppen af mænd fra sted til sted, men samtidig bliver den et hjem for soldaterne og en frygtelig ødelæggende kraft for omgivelserne.

Blev man, som nærværende anmelder, grusomt irriteret over den hjælpeløshed som instruktør David Ayers sidste film Sabotage snublede gennem sit plot på, vil man til gengæld blive ganske begejstret over, at han har genfundet sin gode form med Fury. For selv om filmen på ingen vis tilføjer noget skelsættende nyt i forhold til den måde andre, lignende film, romaner eller for den sags skyld videospil har gengivet krigens gru på, så er Fury en film, der såvel i dens mere afdæmpede scener og ikke mindst i dens gengivelse af hvordan det føles, at være en del af en kampvogns besætning under kraftig beskydning, lykkes. I filmens mest intense kampsekvenser bliver klaustrofobien og dødsangsten ganske nærværende og det er lige før man kan lugte blod, mudder og krudtrøg i biografen.

Misforstå det endelig ikke – Fury er på ingen måder en rar film, der ensidigt skildrer heroiske amerikanske troppers fremfærd mod aksemagterne. Selvsagt bliver selv de mest afstumpede besætningsmedlemmer i kampvognen også skildret i et positivt lys, for det er jo dem man bliver nødt til at holde med, men skildringen er heldigvis ikke så patriotisk og klæbrig, som man ellers har set det fremført mange andre steder.

Skal man kritisere Fury for noget, så må det være for dens meget stereotype skildring af mandskabet i kampvognen. Selv om filmen hævder at være baseret på virkelige hændelser, så præsenteres vi for den nye, grønne rekrut, den stærke, følsomme leder, den meget troende kanoner, den store, lettere retarderede skytte osv., men figurerne bliver, til trods for deres noget generiske forskelle, portrætteret virkeligt fint, for skuespillet og personinstruktionen er nemlig god. Sidst, men ikke mindst, giver filmen giver sig god tid til at opbygge sit drama og så er kamphandlingerne skildret så tilpas intenst og voldsomt, at Fury bliver en af den slags film, der bestemt ikke er velegnet for de tilskuere, der let føler ubehag ved at se blod, hjernemasse og indvolde.

Fury er på den vis en god antikrigsfilm, der ikke udelukkende sætter sig ned og tuder over krigens gru, men som også giver de seere, der gerne vil se noget action noget for pengene. Mærkværdigt nok formår David Ayer at få denne balance mellem patos og udpenslet vold til at fungere virkeligt fint, for én ting er sikkert, det er dejligt at se at denne lovende instruktør for alvor være kommet ind i kampen igen!