Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Forfalskerne (98 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 23/6 2008, 11:57 af Kim Toft Hansen

Katastrofens gunst


Katastrofens gunst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om, at den anden verdenskrig er en god forretning. På den måde er det en interessant – og forkastelig, vil nogen sige – måde at tjene sine penge på, men man kan med sikkerhed sige, at katastrofen siden har været underholdningsbranchen særdeles gunstig. Men holder tyske film om anden verdenskrig sin høje standard, gør det måske heller ikke noget. Nu har vi fået endnu en, nemlig Forfalskerne.

2. verdenskrig på film
Det gælder for så vidt flere store katastrofer, at de bliver penge værd. Man kan jo bare tage de klassiske eksempler, såsom Titanic, Viet Nam-krigen eller senest angrebet på World Trade Center. Men den anden verdenskrig har, som det sidste store sammenstød mellem ideologier (i hvert fald indtil post-WTC), i højere grad end nogen anden katastrofe haft en gennemslagskraft og en folkelig appel, der hidtil ikke er overgået. Den positive vinkel på dette ville være, at det er seerens eller læserens søgen efter en vis grad af forståelse for det uforståelige, mens den negative vinkel ville påpege, at underholdningsværdien altid allerede er serveret, bare man kobler en fortælling i denne store katastrofe. Fortællinger – i de fleste populære gestaltninger – handler om konflikter og konfliktløsninger, og etablerer man et drama under anden verdenskrig, kan det nærmest ikke gå galt. Dramaet er medfødt.

Derfor udtalte Peter Ålbæk Jensen sig også delvist kritisk i forbindelse med diskussionen om ophavsrettighederne til Blekingegade-sagen, som forfatter Peter Øvig Knudsen hævdede at have i kraft af sine to bøger herom. Med andre ord skulle Knudsen have ophavsrettighed til en historisk beretning. Da udtalte Jensen, at han da gerne ville have taget patent på fortællinger om anden verdenskrig. I så fald ville han have en gunstig periode netop nu, for det vælter ud med fortællinger om krigen.

Her hjemme har vi senest fået Flammen og Citronen, men i høj grad har verden fået øjnene op for tyske film om krigen – selvfølgelig grundigt sparket i gang af Der Untergang. I kølvandet herpå er flere tv-serier blevet produceret, fx docudramaet Speer und er eller den amerikanske (historisk problematiske) Hitler: the Rise of Evil. Der er en central forskel internt i denne udvikling, som tyder på, at den amerikanske forståelse af krigen ikke har udviklet sig, hvor vi er trådt ind i den tredje generation efter krigen. Den nævnte Hitler: the Rise of Evil er – som vi kender det fra de karikerede 60’er-dramaer om krigen – i særdeleshed forudindtaget i sin mening; se bare titlen. Men det er netop her flere af de tyske adskiller sig fra mængden, ved at de ’tør’ skildre begivenhederne relativt upartisk, med et objektivt øje og i høj grad mindre karikeret – det gælder i øvrigt også Flammen og Citronen.

Derfor er standarden fra flere af de europæiske film om krigen ofte højere end de amerikanske (man kan kun gætte på, hvorfor de stædigt hænger fast i et sort / hvidt udenrigspolitisk synspunkt – men svaret er måske ikke så langt væk). Men film som den tyske Der Untergang, den danske Flammen og Citronen, den polske The Pianist eller den italienske Livet er smukt er i vid udstrækning bedre film, fordi de opretholder en ret til at fortælle om de grusomme begivenheder uden at tage ”vinderens” briller på. Men i slipstrømmen på denne succesfulde senmoderne filmtradition fra vort naboland, opstår der et andet – måske mere signifikant – problem: Er det virkeligt nødvendigt, at der skal stå ”2. verdenskrig” på forsiden, for at vi i Danmark gider se tyske film? For der udkommer gode film i Tyskland, men de danske distributører er tilsyneladende bange for at tage dem til landet, og det kan man kun undre sig over. Denne bølge om krigen må da bevise, at vi roligt at præmiere det danske publikum med et bredere udvalgt af film fra Tyskland.

De falske penges dilemma
Forfalskerne adskiller sig også fra mængden af film om den anden verdenskrig – og på ganske befriende måde. Den handler om den jødiske møntfalskner Sorowitsch, der fældes for sine forfalskninger under krigen og sendes først i arbejdslejr, dernæst i kz-lejren Sachsenhausen. Men det er ikke en placering, som man kunne vente, sammen med de andre forpinte jøder, kommunister og andet ’pak’. I stedet installeres han i en arbejdslejr med bedre kår, hvor han skal lede det nazistiske forsøg på at producere falske pund- og dollarsedler. Dermed præsenteres Sorowitsch – og de øvrige eksperter på dette område – med et slet dilemma, idet de kan rede deres eget liv ved at hjælpe værnemagten med at få råd til at føre deres krig.

Men der, hvor Forfalskerne adskiller sig fra mængden af film om kz-lejrernes grusomheder, er i sin skildring af lejren. Sachsenhausen var ikke blandt de skønneste steder at være, ca. halvdelen af alle fangerne her blev myrdet, inden russerne befriede den efter indtagelsen af Berlin. Men ved netop at placere handlingen i den ’bedre’ afdeling lejren, formår filmen at distancere sig fra myrderierne. Vi ved alle, hvor grusomme og blodige de tyske udryddelseslejre var, og vi har fået det skildret mangen en gang igennem de mange film om samme. Derfor har det haft en slags Afrika-effekt på mange, at vi har fået udpenslet myrderierne i en så detaljeret grad: Det virker som ”en gammel nyhed” på os. Vi krummer derfor stadig tær, når Forfalskerne i stedet enten blot tyr til en antydende lydbillede eller mundtlige beskrivelser af det grusomme – det kommer næsten til at virke bedre.

Dette skal også ses i en kobling til musikken i filmen, der oftest er diegetisk musik, som dermed også sætter grundtonen. I denne del af lejren spiller nazisterne operetter og folkeligt musik, både for at overdøve den anden del af lejren, men også for at installere en bedre stemning i den skildrede del – selvfølgelig for at få dem til at arbejde bedre og mere gavnligt. På den får skuddene i det fjerne og de voldsomme støvletramt (fra fanger, der sættes til at gå sig selv ihjel) en langt voldsommere virkning. Distancen skaber plads til fantasiens forestillinger om det grusomme, hvilket ofte overstiger det reelle, hvilket også har en central indvirkning på alle karaktererne i filmen. De lever under et konstant psykisk pres, der også overføres til seeren. På den måde kommer Forfalskerne til mere at ligne Benignis Livet er smukt, der også – gennem barnets horisont – holder det hele en smule på afstand, hvor igennem katastrofen bliver des mere voldsom.

Kan de tyske film om anden verdenskrig blive ved med at holde den høje standard, som i særdeleshed også er at finde i Forfalskerne, gør det ikke noget, at de bliver produceret en masse – og videredistribueret. Tværtimod er der de seneste år, gennem den tredje generations historikere, sat gang i en yderst vigtig europæisk (ikke kun tysk!) selvransagelse af krigen. Og her spiller filmen og litteraturen selvfølgelig også ind, hvorved vi i får en bedre – og bredere – forståelse for krigen gru og alvor. Måske får vi endda fravristet os vores højtidelige og forfængelige selvforståelse om vores egen rolle i en tid, der til stadighed ikke er helt forstået. Forfalskerne dykker ind i dette kompleks, og giver et glimrende og nuanceret billede af dette, trods visse eksempler på karikaturtegninger af tyske nazister – var de virkelig så arrigt ariske?


Forrige anmeldelse
« Speed Racer «
Næste anmeldelse
» Ghosts of Cité Soleil »


Filmanmeldelser