Sædvanen tro ledsages Quentin Tarantinos nye film af debat og kontrovers. Det er ikke første gang, der er delte meninger om Tarantinos brug af vold som filmisk effekt (noget Tarantino har sammenlignet med sang og dans i en musical). Men denne gang er også en heftig debat omkring filmens forhold til de historiske omstændigheder, den skildrer. Kan man bare behandle så alvorlige emner som 2. verdenskrig, nazisme og jødeudryddelse efter behag og omskrive historien, så udfaldet bliver et helt andet?

Inglourious Basterds starter i Frankring i 1941. SS-officeren Hans Landa (Christoph Waltz) ankommer til en lille bondegård for at afhøre bonden LaPardite om en jødisk familie, der er forsvundet. Landa er en charmerende, høflig og vittig mand, der beklager meget at formalia må overholdes. Men bedst som forhøret synes overstået og alt at være i orden, skifter Landa karakter og bonden bryder samen. Han tilstår, at den jødiske familie er gemt i kælderen. De bliver resolut likvideret, men det lykkes dog datteren Shoshana Dreyfus (Mélanie Laurent) at undslippe.

Handlingen springer til 1943. En specialgruppe bestående af amerikanske jøder er indsat bag fjendens linjer, hvor formålet er at dræbe så mange tyske soldater som muligt så bestialsk som muligt for derved at skabe skræk. Gruppen ledes af Aldo Raine (Brad Pitt), der forlanger at hver soldat skal samle 100 tyske skalpe. Det skal tages helt bogstaveligt. "The Basterds" - som de bliver kendt som - skalperer de tyske soldater, de finder. Dog har Donny "The Bear Jew" Donowitz (Eli Roth) en specialitet med et baseball-bat.

Juni 1944. Shoshana Dreyfus lever i Paris under navnet Emmanuelle Mimieux. Hun ejer en biograf, hvor hun bliver opsøgt af en tysk soldat og filmentusiast, Fredrick Zoller (Daniel Brühl). Han er krigshelt, og spiller selv hovedrollen i den film om hans bedrifter, Joseph Goebbels (Sylvester Groth) har produceret. Zoller overtaler Goebbels til at lade filmen, "Stolz der Nation", få premiere i Mimieuxs lille biograf. Da en lang række af de højest rangerende nazister vil komme til premieren, beslutter Shoshana sig for at hævne sin familie ved at brænde biografen ned under forestillingen. Biografen rummer en samling af 350 meget brandfarlige nitratfilm, så hun forventer at ingen vil overleve. Samtidigt har den engelske efterretningstjeneste en plan om at anbringe bomber i biografen. General Ed Fenech (Mike Myers) sender Archie Hicox (Michael Fassbender), løjtnant og filmkritiker, til Frankrig, hvor han sammen med The Basterds og den tyske filmstjerne og dobbeltagent Brigitte von Hammersmark (Diane Kruger), skal udføre attentatet. Men Hans Landa gør sit for at forhindre det, ikke mindst fordi Hitler har besluttet også at være tilstede ved premieren.

Man lades ikke i tvivl om, at Inglourious Basterds er en Tarantino film. Som så ofte før er den inddelt i kapitler, men denne gang kommer de i kronologisk orden. 1. kapitel har titlen "Once Upon a Time... in Nazi-Occupied France". Det er naturligvis en let gennemskuelig reference til Sergio Leone, og filmen starter da også som en Leone-pastiche (komplet med Morricone-musik). Det er en meget lang scene, der hovedsaglig består af dialog, før det hele kulminerer med likvideringen af den jødiske familie. Det er den typiske Tarantino-formular: masser af snak afvekslende med korte, intensive sekvenser med vold.

Så allerede fra start er det understreget, at det handler om film. Understøttet af musikken er det landskab, der åbner filmen, ikke et fransk landskab, men et filmlandskab som vi kender det fra fx Sergio Leone. Vi er i en film, og det der sker, følger filmens love og regler, ikke historiens. Derfor er kritikken af Tarantinos kontrafaktiske omgang med historien også underlig malplaceret. Man er aldrig i tvivl om, at det her handler om film. Ikke nok med at der alluderes til andre film - klassikere såvel som obskure b-film - sådan som det altid er tilfældet hos Tarantino. Selve plottets kerne er centreret i en biograf, en lang række af karaktererne har et direkte forhold til film, og film - og muligheden for at manipulere med og på film - er selve klimakset i Inglourious Basterds. Og så er der naturligvis en speciel ironi i, at den propagandafilm, Hitler jubler over - "Stolz der Nation" - i virkeligheden er instrueret af Eli Roth (der jo også spiller "The Bear Jew"). Så når Eli Roth kalder Inglourious Basterds "a Jewish revenge fantasy", kan det forstås på flere niveauer.

Musikken spiller som altid en central rolle. Her er masser af Morricone og Morricone-pasticher. Mest overraskende er dog nok, at David Bowies "Putting out Fire (with Gasoline)" pludselig dukker op i en scene, der skal forestille at foregå i Paris 1944. Sangen er egentlig skrevet til Paul Schraders remake af Cat People (1982), men Schrader brugte den kun under slutteksterne. Det synes Tarantino var for lidt, så han har villet bruge sangen igen. Det bliver så nok et eksempel på, hvordan filmen refererer til film snarere end historiske fakta. Det er ofte blevet udlagt som et postmodernistisk træk hos Tarantino, et eksempel på hvordan han plukker frit fra filmhistorien uden at bekymre sig om hverken historisk, etisk eller æstetisk kontekst. Men det kan også ses som et klassisk, modernistisk træk. Allerede Charles Baudelaire ophøjede gadens bortkastede genstand og affald til poetiske objekter, hvormed han skabte en ny, moderne æstetik. Tarantino går i høj grad på jagt i filmhistoriens affaldsbunker, hvor han finder glemte skatte blandt b-film og exploitation-film. I dette tilfælde især blandt 60'ernes og 70'ernes italienske spaghetti-westerns og krigsfilm. Inglourious Basterds er jo en form for remake af Enzo Castellaris Inglorious Bastards fra 1977.

Diskussionerne om Tarantino er tilbøjelige til at fokusere på volden, men det er påfaldende, hvor lidt den egentlig fylder i filmene. Langt det meste af tiden er det blot mennesker, der taler. Tarantino er en virtuos, når det gælder om at skrive dialog, og det er da også først og fremmest den, der gør hans film se- og hørværdige. Det gør i høj grad Tarantinos film til skuespiller-film. Skuespillerne får masser af plads, og de er i høj grad med til at bære filmen. Tænk blot på, hvad Pulp Fiction har betydet for John Travolta. Pludselig var der en film, hvor han fik mulighed for at folde sig ud som skuespiller. I Inglourious Basterds er det først og fremmest østrigske Christoph Waltz i rollen som Hans Landa, der falder i øjnene. Han er aldeles overbevisende som den charmerende og belevne Landa, der på et splitsekund kan slå om og forvandles til iskold SS-officer. Man forstår, hvorfor folk bryder sammen under hans forhør. Men også i de øvrige roller spilles der fremragende, ikke mindst af Mélanie Laurent som Shoshana Dreyfus. Tarantino har insisteret på at bruge tysk- og fransksprogede skuespillere til at spille tyskere og franskmænd, således der bliver talt på originalsprog, og ikke engelsk med gebrokken tysk accent, sådan som man ellers ofte ser det i Hollywood. Endnu et eksempel på hvordan b-films æstetikken vendes på hovedet. Den bevidst valgte undtagelse fra reglen er Brad Pitt, der taler med en karikeret, overdrevet drævende amerikansk accent - selv når han skal give sig ud for at være italiener.

Inglourious Basterds er ikke helt på højde med Pulp Fiction og Kill Bill. Fortællingen flyder ikke helt så elegant og gnidningsløst som i disse film (fordi der denne gang fortælles kronologisk?). Man sidder med en fornemmelse af, at der kunne være trimmet yderligere og at filmen med fordel kunne have været lidt kortere. Men der er stadig masser af Tarantino i Inglourious Basterds. Fremragende skuespil, masser af langt ude dialog, absurde og blodige optrin, over-the-top tegnefilmsvold, en uhyre bevidst omgang med filmhistorie og -æstetik og et udsøgt lydspor. Ingen laver Tarantino-film som Quentin Tarantino.