I 1995 instruerede den taiwanesiske instruktør Ang Lee det afsluttende kapitel i sin såkaldte Father Knows Best Trilogy. Den hed Eat Drink Man Woman på engelsk og signalerede i titlen en interesse i livet helt skrællet ind til benet: vi æder, vi drikker, vi horer. Eller i en mere optimistisk version: vi spiser, drikker og elsker. Men forskellen på de to udlægninger var det centrale for Lee, der i sin trilogi arbejdede med såvel en interesse i og et opgør med de traditionelle konfucianistiske værdier i det kinesiske samfund. Livets nødvendigheder bruges som resonansbund under film, der sigter samfundskritisk efter sin samtid.

Samme titelstrategi bruger Gabriela Pichler i sin svenske Guldbagge-vinder Spise sove dø. Filmen handler om den montenegrinske Raša, der har boet i Sverige siden, hun var et år. Hun bor sammen med sin far, arbejder på et lokalt grøntpakkeri, og gør alt, hvad hun kan for at få en hverdag til at hænge sammen. Hendes far har fået en arbejdsskade i ryggen, men myndighederne vil ikke anerkende den som en anledning til sygedagpenge. De er altså afhængige af Rašas indkomst. Da virksomheden senere skal rationalisere (som det jo hedder), og hendes far – fordi han igen må arbejde – får endnu dårligere ryg, bliver hverdagen for Raša og faren, der i forvejen er hård, endnu værre.

Spise sove dø er en befriende plotløs film. Den ligner i spille- og kamerastil til forveksling en dokumentarfilm, og skildringen af Rašas liv ligner en fluen på væggen, observerende dokumentarisme. Kameragangen er improviserende, klipningen er lavfrekvent, mens den fanden-i-vold’ske Raša er spillet fantastisk troværdigt af den ditto montenegrinsk-svenske Nermina Lukac, der Guldbagge-debuterer i Sove spise dø. Hun spiller i filmen så selvudslettende godt, at det er helt umuligt, at se hendes ellers normalvis attraktive ydre. Filmen leger naturligvis i denne forbindelse også lidt med Lukacs egen biografiske baggrund, der dobbeltkontraktligt kommer til at ligne Rašas.

Filmen sætter fokus på anomalier og skyggesider i det svenske samfund. Racisme på arbejdspladsen og i samfundssystemet ulmer underneden, men det bliver aldrig udfoldet som et reelt problem. Og måske netop derfor ser det endnu mere afskyeligt ud, fordi det slet og ret er skildret som et slags vilkår, den enkelte må leve med/i. Men det er samfunds- og arbejdsløshedssystemet, der for alvor sættes til debat i filmen. Raša sendes ind i et absurd system af kafka’ske dimensioner, hvor rådgiverens egentligt bedste råd er, at de arbejdsløse skal finde en hobby. Filmen antyder samfundsteknokratisk opgivelse og mistro til medborgere, der faktisk med få midler ville kunne hjælpe sig selv.

Ja, Spise sove dø er ikke nogen opløftende lørdagsfilm. Det er film, der åbner et sår og gnider salt i det. Den skildrer en udvikling i det svenske – og skandinaviske, for der er indlysende ligheder til danske debatter i filmen – samfund, der ser ned på arbejdsløse, og skulle den enkelte være så uheldig at være en arbejdsløs med en anden etnisk baggrund end malmösk, gør det blot ondt værre. Men Pichlers film viser også – godt gemt i en mistrøstig hverdag – en lille familie, der alligevel formår at opretholde en afsmittende og livsbekræftende tilværelse. Forholdet mellem far og datter skildrer en ukuelighed, der trodser et samfund uden plads de, der undertiden måtte have brug for lidt hjælp.

Det er her, helt inde ved afsky og mistro, at vi finder filmens centrale sætning, der er lagt i munden på en anden arbejdsløs: ’er det virkeligt alt, vi skal? Spise sove dø?’ Livet handler om mere end at blive mætte, at få hvilet ud, så vi kan sove stille ind i rette tid – uden at lægge samfundet til last. Filmen viser noget om menneskelige kvaliteter, om menneskelighed slet og ret, om vilje til overlevelse på en måde, der ligner noget andet end basal selvopholdelsesdrift. Spise sove dø er en overraskende medrivende film – overraskende, fordi den ikke med et plot driver filmen fremad. I stedet driver vi med Raša, der er en overlever på trods af – og ikke i kraft af – det svenske folkehjem.

Trivia in conclusio: På svensk havde filmen en interessant og velvalgt slaglinje: ”Du har inte en chanc. Ta den!”. Den kunne den danske udgiver dog ikke rigtig bruge, for det var slaglinjen på Nicolas Vinding Refns Pusher (1996).