Et af de ældste tricks i markedsføringen af enhver film, er at benytte sig af en kendt skuespiller på coveret, også selv om denne kendis ikke har en bærende rolle, muligvis selv om stjernen kun er med ti minutter. Sådan en film er The Funhouse Massacre, der både præsenterer et stort billede og allerøverst skriver at Robert ”Freddy Krueger” Englund er med. Hans figur bliver myrdet ca. ti minutter inde i filmen.

Englund spiller forstanderen af en galeanstalt, som huser Amerikas værste seriemordere. En galeanstalt som ikke holdes under opsyn af myndighederne, da alle helst vil glemme de syge individer som den huser. De fem forbrydere består af fribryderkovnen Rocco, kannibalen ”Animal” (minder det navn om nogen andre?), den gale tandlæge Dr. Suave, udstopperen (der skaber ”kunst af ligdele) og endelig Mental Manny – der var lederen af en kristen selvmordskult. De befries alle, kort efter forstanderens død. Han myrdes af endnu en psykopat – Dollface – der mest af alt minder om en dårlig kopi af Harley Quinn, som vi kender hende fra Batmanuniverset.

Tilfældigvis er det Halloween og en driftig, lokal businessmand har lavet et spøgelseshus, tilfældigvis baseret på netop disse seriemorderes gerninger. Han har indrettet en række rum, der passer til hver af seriemorderne og hyret en række lokale skuespillere til at skræmme gæsterne. Hvad ingen ved er at de rigtige mordere selvfølgelig dukker op og hurtigt får overtaget etablissementet – og de vil selvsagt ikke nøjes med at skræmme gæsterne.

Selv om de egentlige hovedpersoner nok er disse bestialske psykopater, så skal man selvsagt også præsenteres for både en kvindelig politibetjent som efterforsker en række mærkværdige mord og hendes karikeret, fjollede politiassistent. Dernæst skal seeren følge en forsamling af yngre mennesker, der er arbejdskollegaer og som har besluttet sig for at følges til spøgelseshuset. Dette så seeren kan have en række mere eller mindre sympatiske figurer, der kan ofres i løbet af filmen, men samtidig for at flette en lille, hyggelig, romantisk historie ind om den generte unge mand, der ikke kan få taget sig sammen til at snakke med sin drømmepige, før de begge bliver kastet ud i et veritabelt blodbad.

Filmens grundtone er, til trods for de mange - for en lavbudgetfilm – glimrende voldsscener, meget let, da The Funhouse Massacre bestemt ikke er en film, der tager hverken sig selv eller sine figurer særligt højtideligt. Målet har nok været at skabe en gyserkomedie, men det lykkes kun halvt, for selv om der både er ganske morsomme visuelle gags, replikker og scener, så kommer mikset mellem gyselige scener og komikken ikke helt til at fungere optimalt. De modvirker snarere hinanden. Sagt på en anden måde: hvordan kan figurerne i filmen dog finde på at fyre one-liners af under et minut efter at de har oplevet deres venner blive bestialsk myrdet? Kan det ikke lidt svært for seeren at føle uhygge umiddelbart efter en scene, der er designet til at skulle være morsom?

Følelsen af gys og grin hænger som bekendt ofte sammen, for har alle ikke oplevet hvordan visse publikummer giver sig til at grine nervøst hvis en film bliver alt for voldsom eller uhyggelig? Det er dog ikke ensbetydende med at skaberne af The Funhouse Massacre har løst deres opgave upåklageligt. Den er hverken vildt sjov eller drønuhyggelig. Mindre kan også gøre det, for er man i stand til at skrue ens forventninger ned og er man villig til at acceptere at filmagerne selv heller ikke har villet lave andet end at skabe en sjov, blodig splatterfest komplet med stereotyper, platte replikker og som en hyldest til alle de film de holder af, så ender den faktisk med at være ganske underholdende.

Indrømmet, filmen lider både af at være lavet på et forholdsvis skrabet budget og af et gennemgående troværdighedsproblem – det er en af de film, hvor man kan efterrationalisere og finde massevis af både logiske brister og plothuller. Omvendt set formår den at videreformidle hvor sjovt filmskaberne har haft med at lave filmen. Det er ikke en film der skal tages seriøst, som er særlig uhyggelig eller original, men som i stedet skal ses som en slags hyldest til en lang række arketypiske, fiktive mordere og en film der bare leger med ideen om hvad der mon ville ske disse galninge fik lov til at boltre sig i en aflåst forlystelsespark. Det er både ret fjollet men også blodigt og så er det faktisk svært at kede sig undervejs. Bestemt ikke en film for alle, men som henvender sig direkte til de af so som godt kan lide film med ”hvad-fanden-var-det-lige-der-skete-der?”-faktoren.