Den japanske film Cold Fish (org. Tsumetai nettaigyo, der ordret betyder “kolde tropiske fisk”) fra 2010 er, som der står i filmens start, baseret på virkelige hændelser. ”Inspireret af..” burde der rettelig stå, for den er løseligt bygget over seriemorderne Sekine Gen og Hiroko Kazamas fortælling. Sekine og Hiroko var et kærestepar, der ejede en dyrehandel hvor de bl.a. fremavlede sjældne hunde, men trængt af penge myrdede de i starten af halvfemserne mindst fem ofre, som de forgiftede og efterfølgende parterede. Parret blev i 2001 idømt dødsstraf i hjemlandet.

Både forgiftningen og parteringen er bibeholdt i Cold Fish, men i stedet at forsøge at kreere en egentlig dramadokumentar, har Shion Sono (der blandt andet med film som Suicide Club tidligere har tacklet Japanske nationaltraumer) valgt at lave et psykodrama, der synes at have til hensigt at fokusere på alle de stærke, voldsomme følelser, der ligger og lurer lige under overfladen på den ellers så traditionsbundne, japanske mand.

Når vi ser virkelighedens japanske borgere i medierne, er det bemærkelsesværdigt hvordan deres opførsel afviger fra den måde vesterlændinge opfører sig på. Hvor vi herhjemme konstant bombarderes med folk, der lader følelserne få frit spil blot fordi de er røget ud af en sangkonkurrence på tv, er det meget sjældent at se japanere miste fatningen, selv om de eksempelvis netop har mistet alt i et jordskælv og at deres jord er ubeboelig de næste hundrede år takket være strålingsfare. De klager naturligvis stadig deres sag, men på den fattet måde uden de store følelsesmæssige udbrud.

Denne kontrast mellem det kontrollerede, fattede ansigt udad til og de følelser, der bruser under ydret bliver sat på spidsen i Cold Fish. Vi følger i filmen den forsagte Syamoto, der har en uanseelig butik hvor han sælger akvariefisk. I baglokalet til butikken bor han sammen med sin datter og sin nye kone, da Syamotos forhenværende kone før filmens start døde. Datteren hader både sin papmor og sin svage far og viser dette ved total mangel på respekt overfor dem begge. Papmor holder heller ikke meget af sin mand, ryger cigaretter i al hemmelighed og orker ikke at servere andet end færdigretter til familien.

Da datteren en aften bliver snuppet på fersk gerning i at stjæle fra en butik, tropper Syamoto og hans kone op og undskylder, bukkende mange gange overfor ejeren. Men manden, der opdagede rapseriet er en karismatisk ældre herre som hedder Murata. Han ikke alene tilgiver datteren men efterfølgende inviterer han hele familien hjem til sig og tilbyder endog Syamotos datter et job i hans store, succesfulde akvariebutik. Han forklarer Syamoto om sit forretningskoncept og fremviser stolt sin egen hustru og røde Ferrari. Syamoto takker naturligvis ja til den fremmedes utroligt gavmilde gestus, men det skal vise sig at blive et fatalt bekendtskab.

Murata er nemlig intet mindre end en vaskeægte stjernepsykopat, der ikke alene ordner mange af sine problemer ved at skaffe dem han skylder penge af vejen. Hans karismatiske væsen gør også at han har let ved at lokke godtroende forretningsfolk til at investere i eksempelvis sjældne fisk, men i stedet for at få pengene til at gro, slår han investorerne ihjel og parterer deres lig sammen med sin hustru. Syamoto bliver hurtigt hevet med ind i denne dystre verden, for selv om Muratas handlinger vækker afsky i den forsagte mand, så truer Murata både med at slå Syamotos datter og kone ihjel med mindre manden makker ret eller hvis han går til myndighederne.

Syamoto udfordres derfor konstant af den maniske morder og tvinges til at gøre ting som han ellers aldrig ville have drømt om. Uundgåeligt bliver han presset så hårdt at udfaldet enten er at bryde helt sammen under dette pres eller at tage kampen op mod en mand, der både er fysisk og psykisk stærkere end ham selv. Hvad udfaldet bliver skal naturligvis ikke afsløres i dette forum.

Dramaet i Cold Fish er en både grotesk voldsom, udsplattet og mentalt provokerende film, men det er også en film, der rent metaforisk synes at kritisere den meget indestængte japanske måde at gebærde sig på. Selv om Murata er skingrende psykopat, så er hans udfarende, direkte væsen også sært vindende. Han gør som han har lyst til, er ikke bange for sine følelser og formår at udfordre vor hovedperson i sådan en grad at denne bliver nødt til at træde i karakter. Man kunne naturligvis godt - for Syamotos skyld - have ønsket af denne form for chokterapi havde haft en noget anden karakter, men ikke desto mindre synes filmen at pege et kritisk blik indad på den særegne japanske tradition, der dikterer en særlig måde at opføre og gebærde sig på, så man ikke stikker ud af mængden. Den kritiserer tanken om kollektivet på bekostning af individets egne lyster og drømme, men gør det på en måde der både er ubehagelig, grotesk overdrevet og utilgivelig.

Cold Fish er en af de film, der bliver siddende længe i systemet efter den er færdig. Underligt nok er det ikke kun de utroligt grafiske parteringsscener der efterlader et varigt ar, det også tragedien om en simpel mand hvis moralske grænser bliver flyttet i en sådan grad, at det ikke kan ende i andet end galt. Cold Fish er bestemt ikke en film for alle, en film der ønsker at behage, men har man lyst til at blive udfordret, er det en film, der netop tilbyder dette.