I et freduiansk setup af de helt klassiske, møder vi Patrick siddende på sit værelse, frustreret lyttende til, at hans mor endnu engang har taget et mandfolk med sig hjem som hun skal fornøje sig med. Knoppen på deres sengegavl bumper ind i væggen til Patricks værelse. Da parret efterfølgende pjattet tager sig et velfortjent karbad dukker Patrick op med et udtryksløst ansigt, i hånden har han et elektrisk varmeapparat som han smider ned i vandet til parret.

Selv om Patrick virker om en handlekraftig psykopat i denne åbningsscene, møder vi ham næste gang tre år senere som en sengebunden, veritabel grønsag på et lokalt hospital, hvor den unge sygeplejerske Kathy netop er blevet ansat. Som alle andre nyansatte får hun den dubiøse opgave at passe den komatøse unge mand og langsomt går det op for hende at der, til trods for hvad alle specialisterne lægerne, måske er liv bag Patricks forstenede ydre.

Patrick udvikler sig herefter til en ganske velspillet men også ret jævn gyserfilm, der synes at trække sin inspiration fra en række klassiske film fra sluthalvfjerdserne (eks. Brian De Palmas The Fury, eller film som Psychic Killer, Carrie og lignende ), der benytter sig af overnaturlige fænomener som ESP og psykokinese som vigtige elementer. For Patrick er nemlig i stand til at påvirke sin omverden fra sin sygeseng, selv om hans fysiske krop ikke kan bevæge sig en tøddel. I filmen er der en læge, der forklarer fænomenet på følgende måde; når man er berøvet en af sine sanser så kompenserer de andre sanser for denne mangel og er man berøvet alle sanser, så kan det jo være at ens psykiske energi mangedobles. Det lyder da helt rimeligt.

Filmens troværdighed står og falder jo naturligvis med at man som seer køber denne præmis, men gør man det udvikler Patrick sig faktisk til en ganske seværdig, overnaturlig thriller, der byder på alle de lækkerier som i øvrigt kendetegner perioden den er skabt i; grimme frisurer, kikset tøj, interiører som man skulle tro Rune T. Kidde havde designet og en række neurotiske hovedpersoner, der naturligvis ikke kan få deres privatliv til at fungere. Kernefamilien er for længst begravet sidst i 50erne og vores kvindelige hovedperson, der selvfølgelig er midt i en tidstypisk skilsmisse, slås med at få både sit kærlighedsliv og arbejdsliv til at fungere optimalt.

Den evigt stirrende Patrick (spillet af Robert Thompson, der uden tvivl må være den skuespiller i verden, der er bedst til ikke at blinke) bliver naturligvis lun på den unge, venlige sygeplejerske – måske især fordi hun afprøver Patricks motoriske reaktioner ved at nusse ham i skridtet. Det er på den måde hun opdager at der dele af Patrick som stadig fungerer efter hensigten, men da der pludselig dukker andre interesserede mænd op i Kathys liv, forøger Patrick at gøre livet besværligt for dem på forskellige overnaturlige måder.

Patrick er både ganske underholdende, et fint kuriosum - idet det er en glimrende genrefilm, som mange fans sikkert ikke kender til (måske fordi den er australsk) og samtidig er det en slags hyldest til flere af Hitchcocks thrillers. Det er ikke fordi filmen er nævneværdig subtil i hverken sit billedsprog eller handling, men skuespillerne er gode, især Susan Pelhington, der spiller Kathy og Julia Blake, der spiller en ondskabsfuld oversygeplejeske det godt kunne være en tvillingesøster til Ratched fra Gøgereden. Til gengæld er Robert Heplmann ufatteligt utroværdig i sin campede rolle som den svagt bøssede og affekterede overlæge Dr. Roget.

Ud over selve filmen, får man på AWEs udgivelse en CD med det italienske soundtrack til filmen. I den udgave af filmen som er på DVDen er det det Brian May, der har komponeret, mens det er Dario Argentos husorkester ”Goblin”, der leverer varerne i Italien. Et fint kuriosum, for selv om musikken ikke er lige så fantastisk som eks. soundtracket til Suspiria, så emmer pladen stadig af klassisk, 70er uhyggelig Goblin-funk. Er man derfor fan af bandet, er dobbeltdisk udgaven af Patrick alene værd at få fingrene i på grund af denne CD. Det er bare ærgerligt at udgiverne har valgt ikke at gøre det muligt for os rigtige nørder at se selve filmen med italiensk dub, så man kunne opleve hvordan Goblins musik harmonerer med billederne.

Til gengæld får vi et ganske interessant kommentarspor med filmens instruktør, optaget før dennes død i 2007. Kort sagt giv Patrick en chance, især hvis du godt kan lide overnaturlige thrillers, 70er b-film og ikke mindst mænd der er gode til at stirre.