Vampire Academy er mange genrer, også en skolefilm. Den skildrer livet på en kostskole, og som sådan er den en del af en lang genretradition, der også er litterær, fx de britiske, victorianske klassikere Rudyard Kiplings Stalky & Co. , 1899 og Thomas Hughes’ Tom Brown’s Schooldays, 1857. Noget mere for nyligt, forbinder filmen sig til Hogwarts-kostskolen i Rowlings Harry Potter-univers, og hermed kommer et andet genrebegreb på banen, fantasy, for eleverne og lærerne på kostskolen St. Vladimir's Academy er alle vampyrer, hvor nogle også behersker magi. Filmen kan derimod ikke kaldes horror. Uhyggelig er den ikke, og den er også offerfri på den måde, at det blod, som vampyrerne lever af, doneres af frivillige mennesker. Som monsterfilm betragtet, følger den et nutidig trend, der også ses i Twilight, at der er de gode monstre og de onde. Her er der to typer gode vampyrer og én ond. Der er de kongelige moroi, som den ene hovedperson, prinsesse Lissa Dragomir, tilhører. De behersker magi, tåler dagslys, men er ikke udødelige. Der er blandingstypen, dhampir, der er halvt menneske og halvt vampyr. De er bodyguards eller vogtere for de kongelige fuldblodsvampyrer. Filmens anden hovedperson og fortæller, den 17-årige Rose Hathaway er en dhampir. Endelig er der de onde, udødelige og mere klassiske vampyrer med betegnelsen strigoi, som er de fysiske modstandere i filmen. Denne konflikt udspilles i martial-art scener, som ikke helt kan sige sig fri for at minde om zumba-træning.

Den egentlig konflikt i filmen er dog af typen coming-of-age, og her er der endnu et genreprædikat, YA fiction, hvor forkortelsen for Young Adult indikerer, at der er tale om en udviklings- eller Bildungsfilm, hvor hovedpersonerne skal udvikle sig fra teenagers og begynde at definere sig som voksne. Med den undskyldning at Vampire Academy er filmatiseringen af bind 1 i en bogserie på seks bind, er der ikke meget udvikling at registrere hos filmens hovedpersoner. De indgår i typiske og klicheagtige high-school konflikter, som her krydres af tilføjelsen af magi og blod på væggene, og selv det Harry Potter-agtige forhold, at Lissa Dragomir er forældreløs, synes at opløses i high-school-konflikterne.

Fortællerteknikken er ikke uproblematisk. Især i begyndelse anvendes en næsten belærende voice-over fra Rose Hathaway endog med tilknyttet grafik, der forklarer handlingen og dens forudsætninger henvendt til filmens publikum. Hun har den magiske evne, at hun kan aflæse Lissa Dragomirs tanker og følelser og se med hendes øjne. Disse magiske sansninger vises da som indklip i filmen, hvor de først signaleres med, at Rose Hathaways pupiller ændrer sig. Der er også en del ekspositionel dialog, hvor en karakter lidt kluntet fortæller en anden karakter noget, som han allerede ved, så publikum får denne viden.

Som det er fremgået, er filmen ikke vellykket, og en forklaring kan netop være den genrehybriditet, som filmen er en manifestation af. Denne film sætter sig mellem for mange stole.