I 1982 skabte tegneserieforfatter Chris Claremont og tegner Frank Miller en af de mest fantastiske, ikoniske fortællinger om X-Men medlemmet Wolverine i dennes første soloserie, der blot bar figurens navn. I Wolverine nummer 1-4 blev Logan, efter en kamp mod en bjørn, fjernet fra sit vante miljø og flyttet til Japan for her at kæmpe mod horder af ninjaer, snigmordere og så han kunne indlede et romantisk forhold til Mariko – datteren af den ondskabsfulde Yakuza-boss Shingen. Mødet med Mariko blev Logans første romance siden Jean ”Phoenix” Greys (skin-)død i Dark Phoenix-sagaen.

En slags fortsættelse til den historie kom snart efter i Uncanny X-Men # 172-173 (tegnet af Paul Smith), hvor Logan og Mariko havde inviteret til bryllup, der dog blev forstyrret af Silver Samurai - en nærmest usårlig cyborg med et kæmpestort flammesværd, som Logan og dennes venner måtte kæmpe imod.

Det er ikke særligt svært at se at det er netop disse to tegneserier, som har dannet fundamentet for den seneste film The Wolverine. Vi møder nemlig her Logan som eneboer dybt i nogle udefinerede nordamerikanske skove. Jærven starter ud med at opsøge de krybskytter som har såret en bjørn som vi tidligere i filmen har set Logan vandre rundt i skoven med. På baren hvor krybskytterne holder til, opsøges han af en mystisk Japansk kvinde – Yukio - der beder Logan om at tage med hende til Japan, for at ære en gammel bekendts døende ønske.

I prologen til filmen har man set Logan redde en japansk soldat med sin egen krop som skjold idet et amerikansk bombefly udraderede Nagasaki. Manden Logan reddede blev sidenhen, uden Logans vidende, en af Japans mest succesfulde mænd. Han ligger for døden og blot vil takke sin redningsmand en sidste gang inden han tager afsked med denne verden. Logan snerrer til Yukio, at han højst vil være i Japan i et døgn, men mødet med forretningsmandens søns kone, Mariko, sender ham på andre tanker.

Selv om det er nemt at se forlægget i den nye film er der også væsentlige forskelle at spore mellem Claremont & Millers originalserie og denne, men når det så er sagt er Wolverine et langt bedre soloeventyr fra Marvels side, end den ”origin”-film som de udsendte i 2009 (hvilket nærværende anmelder også forudsagde dengang). For både indholdsmæssigt, i forhold til opbyggelsen den baggrundsfortællingen, der kendetegner Wolverines figur i X-Men universet og ikke mindst visuelt fungerer den langt bedre.

Fans af Frank Millers tegninger bør ikke forvente sig en stærk, kontrastfyldt filmstil, som den vi så i Sin City, men filmen er – især i den lidt længere men også mere voldsomme ”unleashed” version, som er inkluderet med den flotte BluRay-udgvelse – langt bedre i trit med både originalens voldsomhed og den overordnede tone man husker fra tegneserieforlægget.

Kender man ikke de ovennævnte tegneserier som lå til grund for den nye film, har det amerikanske tegneserieforlag Marvel været så gode at genudgive hæfterne i samlet form omtrent samtidig med filmens biografpremiere, under titlen Wolverine men kender man ikke originalserien, er det nok en god idé at starte med at se filmen, for den tegnede version er og bliver stadig overlegen. Hvor originalen emmer af mere rendyrket japansk yakuza- og ninjastemning, er filmversionen mest af alt en underholdende superheltefilm, der (mere eller mindre tilfældigt) foregår i Japan.

The Wolverine er på film blevet nærmest synonym med skuespilleren Hugh Jackman, der endnu engang leverer en upåklagelig præstation. Han er garant for at med lige dele tilpas afslappet, cigarrygende selvtilfredshed og dyrisk voldsomhed giver alle skurkene tørt på og de unge damer en uforglemmelig aften. Der er glimt i øjet og masser af glimrende orkestrerede voldsscenarier undervejs, men det dog ikke ved det faktum at der, i tilbageblik på filmen, ikke er enkeltscener, som virkelig træder frem i hukommelsen eller smarte ”one-liners”, som man kan rende rundt og citere bagefter. Det er altså bestemt ingen skuffelse, men desværre ej heller den ultimative film om Jærven som man ellers kunne have forestillet sig.