Jeg har fra tid til anden undret mig over, hvorfra min dybe fascination af Anden Verdenskrig kommer. Det er ikke bare en elementær drengefantasi om krig, det drejer sig om. Det er en nærmest hjertegaloperende interesse, som også resulterer i, at jeg konsumerer de film, jeg kan, om krigen – hvor spektakulært end det bliver. Den sidste store krig, er det blevet kaldt, og det er også her, vi i dag stadig finder, de sidste, oprigtige store fortællinger om godt mod ondt.

Imidlertid er jeg kommet frem til, at denne drengede fascination af en ulden og forfærdelig krig måske ikke så meget har sine rødder i de historiske omstændigheder. Snarere bygger det på netop teenage-konsumptionen af anseelige mængder fiktion fra de første årtier efter krigen. Især den bølge af krigseventyr fra 60’erne – hovedsageligt baseret på den skotske forfatter Alisdair McLeans romaner – står centralt. En tidlig favoritfilm var Brian G. Huttons Where Eagles Dare (1968).

I stedet for at fastholde autentiske dramaer med blodige og/eller forfærdende visualiseringer, som den seneste bølge har budt på, var især McLeans fortællinger en slags eventyrfortællinger placeret under krigen. Den karikaturagtige karaktertegning er Tyskeren (med stort T) – med blond hård og stikkende blå øjne – er dybt forgældet til netop denne periode i krigsfilmens historie. Filmene baseret på hans og andres romaner henter fortælletekniske knep fra fantasy-genren. Altså lige noget for enhver knægt, og noget, der kan plante en livslang interesse.

En af de helt store filmsuccesser fra 60’ernes bølge af krigseventyr om krigen var J. Lee Thompsons The Guns of Navarone (1961), der både kritisk og publikumsmæssigt blev et af årets største successer og fungerede som en af igangsætterne af bølgen. McLean gjorde derfor noget, han før og siden aldrig gjorde: han skrev en efterfølger med flere af de samme karakterer, og med enkelte plotspor videreført. Det blev således til efternøleren på film Force 10 from Navarone (1978), der først næsten to årtier senere skulle blive filmatiseret.

Handlingen minder rigtig meget om The Guns of Navarone. De allierede sender en specialmission af sted for at sprænge noget i luften. Undervejs skal de udsættes for et utal af strabadserende prøvelser, møde hemmelige spioner og finde vej til hinandens venskaber. (Det lyder faktisk lidt som Lord of the Rings, det her). Om det lykkes, tja, gæt selv. Filmen har dog også en række forskelle fra første film. Og det er det, der måske gør, at den holder lidt bedre over tid, end den første gør.

For det første er filmen opbygget og visualiseret på en måde, der får den – i højere grad end 60’ernes spektakulære actionfilm – til at minde lidt mere om et spiondrama. Årsagen er naturligvis, at Guy Hamilton sad i instruktørsædet. Hamilton havde på dette tidspunkt indspillet fire af de vigtigste James Bond-film: Goldfinger (1964), Diamonds Are Forever (1971), Live and Let Die (1973) og The Man with the Golden Gun (1974). Hamiltons instruktion og Carl Foremans bearbejdning af McLeans noget ændrede fortælling er mere sensitiv over for det mere nedtonede spionplot, der sætter tempoet ned mellem de mange eksplosive scener.

For det andet havde 70’ernes realistiske filmbølge, der influerede mange genrer, selv gyseren, sat sine spor i filmhistorien. Derfor er Force 10 from Navarone faktisk en anelse mere troværdig end The Guns from Navarone. Skurkene er slet så karikerede, mens plottet – qua spionvinklingen – hænger ret godt sammen. Imidlertid er der selvfølgelig meget langt til autentiske krigsdramaer. Det er stadig et eventyr af format og rytme. Og måske derfor blev filmen kun en moderat succes.

Force 10 from Navarone er så sandelig et gensyn værd. Især for de, der – som undertegnede – bare ikke kan lade Anden Verdenskrigsfilm ligge. Men også for de, der vil se en ganske hæderlig Guy Hamilton-film, eller for de, der vil se en rising star: Hamiltons krigsfilm er fra året efter, at Star Wars (1977) – og en ung Harrison Ford som Han Solo – havde sat verden på den anden ende. Ford træder med denne endnu et væsentligt skridt ind i den stjernestatus, han skulle få.

Det er bestemt ikke et filmhistorisk værk på den måde, at det er et uvurderligt bidrag til filmbranchen. Men det er en underholdende, slagkraftig og medrivende fortælling, der i sin samtid godt kunne have fortjent lidt bedre skæbne. For de krigsentusiaster, der endnu ikke måtte have set den, så er filmen netop genudgivet som købefilm – også på en knivskarp blurayplade.