Enemies Closer (82 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/6 2014, 23:08 af Torben Rølmer Bille
Retroaction
Retroaction
« TilbageMed frygt for gentagelsen, så er der i det Herrens år 2014 langt mellem de store actionikoner. Nogle ville nævne Jason Statham, men han er også ved at overskride sidste salgsdato – heldigvis er der, takket være sunde kostvaner, Botox og et potentielt ganske hårdt dagligt træningsprogram, stadig flere af firsernes helt store helte tilbage. Skuespillere der, lige som producenterne, ikke synes at kaste håndklædet i ringen, så længe der er et publikum der gerne vil se film med dem i hovedrollen.
En af disse koryfæer er Jean-Claude Van Damme aka. ”the muscles from Brussels”, der for et par år tilbage overraskede mange ved faktisk at spille skuespil i den selvironiske JCVD. Den actionhungrende fan har dog ikke noget at frygte, for der er dømt nærmest klassisk Van Damme-action i den nye film Enemies Closer.
Filmen starter, måske lidt uventet, med at Van Damme åbner døren til en politistation nær den canadiske grænse. Xander, som han hedder i filmen, er klædt i den klassiske røde uniform som medlemmer af det beredne Canadiske politi bærer og han begynder straks at fortælle de måbende politifolk forskellige mærkværdige skrøner inden han egenhændigt nakker dem alle sammen, mens hans håndlangere ser på. Det viser sig at Xander er en vaskeægte skurk, der desperat leder efter en større sending ren heroin, som er kommet på afveje.
Skurkeroller er egentlig lidt af en sjældenhed for Van Damme, med mindre man da husker film som Cyborg eller Expendables 2. Han gør det nu ganske godt som skurk, men ud over at følge denne psykopats jagt på stofferne, fortæller filmen en parallel historie om to gamle kammerater, der er rodet uklare med hinanden, men nu bliver nødt til at arbejde sammen i deres kamp mod Xander.
Selv om filmen er utrolig traditionel i både sin fortælling og stil, vil fans af genren føle sig godt underholdt. Der bliver slået på tæven, skudt løs og jagten på Heroinen og hinanden foregår i et ganske højt tempo hele vejen igennem. Den leverer med andre ord den vare som den lover, det er ikke stor kunst men det er professionelt eksekveret og det er måske ikke noget tilfælde.
Det er den rutinerede instruktør Peter Hyams som har instrueret løjerne. Han har bla. instrueret en af undertegnedes absolutte favoritfilm Outland (en fascinerende rumudgave af High Noon med selveste Sean Connery i hovedrollen) men Hyams har tidligere arbejdet med Van Damme i film som Sudden Death og Timecop – hvoraf sidstnævnte helt klart er den bedste. Hyams’ søn John har også siddet i instruktørstolen på de seneste to Universal Soldier-film, som fans af b-film bestemt også vil kunne hygge sig med.
Enemies Closer er bestemt ikke stor kunst. Den er samtidig hurtigt glemt i mylderet af lignende værker, men det er også en film, der bestemt sørger for at give seeren den tiltrængte adspredelse, som man søger idet man frivilligt køber eller lejer en film med Van Damme som trækplaster. Det er bestemt en actionfilm, der placerer sig et godt stykke over mange andre film der på coveret lover action og tempo men som ikke leverer varen, men det er heller ikke en film, der efterlader sin seer med et uafrysteligt aftryk, eller så spektakulære sekvenser at den vil opnå status som B-films klassiker.