Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




JCVD (93 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 4/8 2009, 23:20 af Torben Rølmer Bille

Van Damme på vrangen


Van Damme på vrangen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I løbet af de senere år har vi med jævne mellemrum set firserstjerner forsøge comebacks og indimellem lykkes det bravt. Mest omtalt er sikkert Mickey Rourkes rolle i Darren Aronofskis The Wrestler, men også Stallone har vist format – både følsomt i Rocky Balboa og fuldstændigt, overdrevent, kynisk voldeligt i den seneste Rambo. Nu er turen så kommet til ”the muscles from Brussels” aka. Jean Claude Van Damme. For den nye, kritikerroste film JCVD er både en meget spøjs, lille film og samtidig én, der giver muskelmanden mulighed for at vise, at han kan spille med andet end sine muskler.

Der er betydelige ligheder mellem den karakter som van Damme spiller i JCVD og van Damme selv; så meget, at man kunne fristes til at mene, at man burde se de to som synonyme. Det vil dog være en stor fejl, for selv om, der er mange overlap mellem karakteren JVCD og van Damme, så benytter JCVD bestemt ikke virkeligheden som 1:1 målestok. Det er derimod tale om en meget selvironisk komedie, der både forstår at gøre grin med hele skuespillerfaget, den forlorne filmverden, snæversynede, provinsielle, belgiske bonderøve og ikke mindst ikonet Jean-Claude selv.

Filmen åbner med et par fyre, der står og diskuterer trivialiteter i en videobiks i Belgien. Den ene får øje på van Damme udenfor, og de løber ud for at få et bilede og hans autograf. van Damme går ind på det lokale postkontor, og inden længe er der er større røveri i gang. Alle tror, at det er Van Damme, der holder gidsler på postkontoret, men da filmen senere viser samme scene igen – nu fra JVCDs perspektiv – går det hurtigt op for seeren, at det ikke forholder sig sådan.

Da filmen skifter til JCVD som den primære fortæller, får seeren også gennem en række flashbacks indblik i muskelmandens liv, der er ret langt fra den actionhelt, han normalt portrætteres som. Fire forliste ægteskaber og en smertefuld skilsmisse og faderskabssag har betydet at JCVD ikke længere er en holden mand. Han er rent ud sagt på røven, og har næsten ikke råd til advokatbistand. Derfor må han kæmpe sig gennem tilværelsen ved at indspille film, han ikke selv bryder sig om – ofte i Østeuropa og på usle locations. Som han siger til sin agent: ”Det er næsten lige før, jeg er villig til at spille næste rolle gratis, hvis filmen bliver optaget i et studie”. Senest er JVCD blevet snydt for en rolle, da Steven Seagal viste sig villig til at klippe sin hestehale af, hvilket betød at studiet foretrak ham.

Filmens billedside er holdt i en grøngullig nuance, der ikke alene får alle billederne til at virke monokrome, men som også bevidst peger på, at det er en fiktionsfilm, vi er vidne til. Ej heller er der blevet gjort brug af typiske mock-dokumentaristiske virkemidler, for billederne er både labert lyssat og helt befriet for video-8 og mobiltelefonsæstetik. Men hvor de visuelle virkemidler peger i retningen af fiktionsfilmen, så får vi som kontrast lov til at opleve van Damme fra en helt ny og meget nærværende side.

I filmens centrale scene taler JCVD direkte til kameraet, direkte til seeren i små otte minutter. Han løftes helt bogstaveligt ud af filmen, og sidder foran en baggrund af projektører og kabler og fortæller – hudløst ærligt (eller sådan virker det i hvert fald ) – om sin karriere, sit liv og ikke mindst alle de op- og nedture, han har haft. Selv om dette forekommer meget postmoderne og smart, så kan man ikke helt undslippe følelsen af, at det også er meget rørende på denne måde at komme ind under den ellers så distancerede facade. Der er naturligvis stadig tvivl, om det er karakteren JCVD eller det er den ”rigtige” van Damme, der får taletid, men uanset hvad tilføjer scenen en helt anden dimension til den van Damme som vi ellers alle troede vi gik og kendte så godt.

Her er det ikke længe fascinationen af en semidum muskelbøf, hvis fremmeste kvaliteter består i at se godt ud på film og med lethed gå i spagat henover et eller andet. I scenen synes man at møde en skrøbelig og kærlig mand, der blot forsøger at finde sig til rette i det kaotiske liv, som er blevet hans. Det fine er, at scenen, som ubetinget er den JVCD bliver husket for i eftertiden, viser van Damme kan mere end blot være et stenansigt, men faktisk er han ikke bleg for at kaste sit macho image i grams, krænge sit indre ud og nærmest bryde sammen for åbent kamera.

JVCD er helt bestemt en seværdig film, både hvis man hader og elsker Van Damme. Det er naturligvis også en film der på mange måder virker masturbatorisk og med en slet skjult agenda om at re-brande van Damme for en ny generation af filmmagere. Men det fungerer faktisk langt hen af vejen, og på mange måder synes hans kantede ansigt pludselig at minde om en ung Eddie Constantine.

Forhåbentlig giver JCVD hovedrolleindehaveren mulighed for efterfølgende at få tilbudt flere, mere emotionelt spændende roller, så mens han venter hjemme i Bruxelles på, at de dukker op i hans postkasse, kan man ifølge IMDB se, at Universal Soldier: A New Beginning er det næste udspil fra VD. Det store spørgsmål er så, hvorvidt JVCD virkelig er lykkedes efter hensigten? Som metafilm er den i hvert fald overraskende seværdig.


Forrige anmeldelse
« Wallander – Kureren «
Næste anmeldelse
» Push »


Filmanmeldelser