Den kunstneriske oplevelse kan ikke planlægges. Det synes den franske instruktør Jean Rollin at understrege med sin film Lost in New York, der på fransk hedder Perdues dans New York. Jean Rollin har som instruktør været særdeles produktiv, men de seneste tyve år er det ikke – i lyset af de foregående årtier – blevet til så mange film. Han er ved at være oppe i årene, men holder stadig fast i fascinationen af mødet mellem gysergenrens elementære ikonografi i kombinationen med avantgardens sære udtryk. Efter ofte flere film om året satte Rollin i 90’erne hastigheden ned, og på den måde er Lost in New York (1989) et interessant signalement af, hvad han hidtil havde været igennem.

Ved første øjekast er Lost in New York nemlig en umådelig sær oplevelse. Den er ikke kausalt sammenhængende, og har ikke noget centralt tema, som handlingen drejer omkring. I stedet er det en afsøgning af den mystik, som kunsten og sågar storbyen New York indeholder. Filmen er et – for Rollin – spontant udtryk for, hvad han fandt, da han besøgte New York – og optog en lang række scener, der senere blev kædet sammen med optagelser fra Frankrig. Samtidig skuer han også tilbage over sin egen filmproduktion ved at bruge nogle for Rollin arketypiske locations og scener, som enhver Rollin-fan vil genkende. Selvom det ikke er en gyser, som det meste af Rollins produktion, så finder han således alligevel plads til en vampyrscene.

Udgivelsens cover er dog – ift. filmens udtryk – lidt overdrevent blodigt. Coveret passer i stilen til Rollin generelt, men den, der får fat på Lost in New York og forventer et blodigt drama, går fejl. Den handler i stedet om spontane scener, der skal læses i sig selv, kun kædet sammen af, at to piger i starten af filmen finder en magisk figur, der giver dem mulighed for at rejse rundt på må og få. Filmen er fortalt retrospektivt af en af disse piger som en ældre dame, der længes tilbage – eller frem. Problemet for disse to piger, da de rejser til netop New York, er, at de for det første bliver til unge kvinder, men værst af alt bliver de adskilt fra hinanden. Uden bevidsthed om New York som storby leder de efter hinanden.

Filmen er selv påvirket af den magi, som pigerne bruger til at rejse med – og derfor er kronologi og narrative sammenhænge fraværende. I stedet er tiden brudt sammen, som netop den kunstneriske oplevelse også kan forårsage. Kvinderne bliver også undervejs – uden klar årsag – dækket af masker, men når nu de alligevel skifter udseende under rejserne, kan en maske vel hverken gøre fra eller tid. Filmen handler derfor om det, som børnene – de to piger, vi starter med – er bedst til, nemlig at bruge fantasien. På den måde forsøger Rollin gennem Lost in New York at finde en analogi mellem den barnlige omgang med verden, kunsten og således også New York.

Filmen er derfor en lidt uvejsom oplevelse, der ikke hjælper seeren meget. Derfor er det måske heldigt nok, at den kun varer 52 minutter. Den har dog en fascinationskraft, der gør sig gældende. Den tyske filosof Theodor W. Adorno kaldte i sin tid et kunstværk for et fiksérbillede, et sådant utydeligt billede som vi skal kigge på længe og fra en bestemt vinkel for at finde ud af, hvad det forestiller. Lidt samme fornemmelse efterlader Lost in New York dig med: Det er som om, der er noget, der kæder disse elementer sammen ud over den sparsomme logik i den magiske figur – det handler bare om at se filmen fra rette vinkel. Måske en magisk vinkel.

Det er ikke første gang Rollin har fat på dette tema om at være fortabt i gyder og labyrinter. I 1965, i hans karrieres absolutte forår, instruerede han en kortfilm, som han kaldte ”Les pays loin”, som også – i mere kondenseret format – handler om at være fortabt i smøger og stræder. Denne kortfilm er med som ekstramateriale, og peger på den måde på, at der igennem Rollins filmproduktion i særdeleshed har været en konsistens i hans interessefelter. Lost in New York er ikke Rollins bedste film i avantgarde-kategorien (”Les pays loin” giver faktisk et bedre udtryk for samme tanke), men det er en velkommen hyldest til kunstens, storbylivets, magiens og gysergenrens stiltræk.