Med et smuldrende argentinsk samfund som bagtæppe fortæller den argentinske film Jeg hedder Ernesto (2012) en lille fortælling om den unge skoledreng Juan, der for første gang oplever den kærlighed, som kan vende op og ned på det hele. En film, der læner sig op ad revolutionen, men ikke bruger den til en farlig masse. Filmen er nu ude på dansk købefilm.

70’erne i Argentina var et årti i langsom deroute. Fra at have været et velfærdssamfund under opbygning blev det til et land med store interne problemer. Militær- og statslederen Juan Péron blev presset og valgte en højredrejning, der igen – efter at have haft relationer til Cuba – satte gang i revolutionsromantikken blandt landets dårligst stillede.

Vi træder ind nogle år efter Pérons død, på grænsen til sammenbruddet, der for alvor tog fart i 1980. Juan og hans forældre og familie tager under falske identiteter tilbage til Argentina efter flere år i eksil. Juan udstyres med et nødvendigt nyt navn, der dog bærer en indlysende symbolik. Hans ’gamle’ navn er Juan (Pérons fornavn) og nu hedder han Ernesto (Che Guevaras fornavn). Kampen distancerer sig fra Péron og sætter ind på revolutionens spor.

Juans forældre og familie er dybt engageret i kampen mod diktaturet. Juan kender ingen anden sandhed og hverdag end denne kamp. Men da han møder Maria i skolen, forelsker sig, og får hende, indser han, hvor meget, kampen har blokeret for. Det idealistiske udfordres af den individuelle kærlighed. Revolutionsromantikken lider et knæk. Det vil få fatale følger.

Filmen gemmer revolutionen og kampen som en resonansbund, der ikke kommer meget til udtryk. Det er i sig selv en skam, mens det af seeren samtidig også kræver en vis indsigt i den argentinske peronisme og samfundsforhold i samtiden. Det ændrer ikke på forståelsen af den lille fortælling om Juan og Maria. Men filmens samlede store fortælling hænger lidt. Det havde været fint med lidt mere.

Jeg hedder Ernesto bærer gennemgående et velplejet udtryk. Stilen er rolig og visuelt poetisk. Iscenesættelsen af samtiden er overbevisende. Jeg savner bare modet til at vise andet end en ung dreng, der mister meget og indser idealismens bagside. Trods en nøgtern og realistisk visualisering virker filmen til at se lidt ned på kampen og idealerne. Det var ikke en nem samtid, og en drengs hormonelle last og lyst til pigen synes at vinde, fordi han lider under en kamp for retfærdighed.