For alle der kan lide udøde, findes der ingen undskyldning for ikke at løbe ind i biografen og se Zombieland med det samme. Det skulle da lige være, hvis man mener at zombier og humor er et upassende miks, og derfor afskyr film som Braindead, Shaun of the Dead, Fido eller for den sags skyld Død Snø. Faktisk er Zombieland på mange måder flere af de førnævnte film ret overlegen, idet den faktisk formår at inkorporere den underliggende samfundskritik som enhver god zombiefilm jo klart har lige under sin umiddelbare evne til at forarge og forfærde.

Et af de første billeder i filmen er det Hvide Hus med ild i. En motorkortege er brudt i flammer og en fotograf forsøger at dokumentere rædslerne, alt imens en zombie kommer nærmer og nærmere hans kamera. De der kender klassikerne, som Cannibal Holocaust, ved naturligvis godt at det blot er et spørgsmål om minutter, før kameramanden selv bliver et mellemmåltid for den klamme zombie han forsøger at stille skarpt på, men det er heller ikke ham som filmen følger.

Vores unge protagonist, som vi i den næste scene møder en mørk aften ved en benzintank, drager i filmen først alene tværs gennem et mennesketomt USA, i forsøget på at komme hjem til hans mor og fra i Columbus, Ohio. Siden det allerførste udbrud af virusen, som hans voiceover fortæller stammer fra en fyr der vistnok havde spist en forurenet burger, er landets indbyggere blevet decimeret voldsomt af de kødædende, arrige, hurtige zombier, der kun har et formål - nemlig at spise dig levende og forvandle dig til en af dem.

Da vores helt lidt efter støder ind i et andet menneske, bliver de enige om ikke at give hinanden deres rigtige navne, for i Zombieland bør man ikke knytte sig til andre mennesker. Hvis man gør det, bliver det jo endnu hårdere at håndtere når ens nye ven pludselig ender som ofre for den sultne horde, lige som man havde lært at kende hinanden ordentligt. Derfor kommer vor unge helt til at hedde Columbus, da han møder Tallahassee. Tallahassee og Columbus møder på deres vej også to teenagepiger, som de efter lidt startvanskeligheder slår følge med. Men selv om Columbus har disse regler, så er det svært for ham ikke at kaste sin jomfruelige kærlighed på de første hunkønsvæsner, der krydser hans vej.

Columbus præsenterer i løbet af filmen seeren for det sæt af regler som han har fulgt for at overleve – muligvis inspireret af Max Brooks The Zombie Survival Guide. Først og fremmest så gælder det om at holde sig i form, så man kan løbe hurtigere end zombierne. Den første virkeligt morsomme kommentar til det USA vi kender i dag, bliver leveret lige efter denne regel, for det er selvklart de fede mennesker som bliver de allerførste ofre for zombiernes hærgen? Vi ser i al fald den tykke dreng, der med panikken lysende ud af øjnene forsøger at løbe hurtigere end zombien – uden nævneværdigt held.

Dernæst siger Columbus, at man altid skal sørge for at smadre zombien grundigt, så den ikke genopstår mens man står og betragter sin destruktion, og endelig gælder det også altid om at spænde sikkerhedsselen, da dette – som filmen med al tydelighed viser – kan udgøre forskellen på liv eller død.

Ved at filmen igen og igen eksplicit inkorporerer disse regler i selve billedet hver gang vore hovedpersoner følger dem, så forekommer filmes æstetik også at låne en hel del fra mange af de gode zombie videospil som er kommet i de senere år, primært Dead Rising, men uden at filmen kommer til at føles som en flad computerspilsfilmatisering. Tværtimod bør man næsten se den blot for dialogen og de sjove situationer som vore helte kastes ud. Det er både velskrevet og skabt med en virkelig god indsigt i zombiemytologien, som den tager sig ud andetsteds.

Blot filmens åbningssekvens sætter forventningerne voldsomt op – til tonerne af Metallicas For Whom the Bell Tolls, ser vi ultra-slow motion gengivelser af zombier, der jager sit bytte. Zombier med ild i der overfalder en brandmand, som står og forsøger at slukke ilden. Zombificerede småpiger i deres prinsessetøj, der jagter en skrækslagen mor i sin bil væk fra børnefødselsdagen. En zombiestripper, der følger efter sin skrækslagne kunde osv, osv. Heri ligger der en så rendyrket fæl æstetik at man ikke kan undgå at holde af det og derfor læner sig tilbage i biografsædet med et smørret grin om munden og forventningerne til den næste halve time skruet helt op.

Zombieland er naturligvis ikke en film der skal tages alt for seriøst. Det er en film der har den samme sociologiske kompleksitet som et nummer af ”Vagttårnet”, men det til trods, er der masser af gyldne øjeblikke at komme efter. Man kunne måske godt klantre filmen for at være alt for stilblandende eller fragmenteret i sin historie, men det gør ikke ret meget, for den er sin egen satire meget bevidst og samtidig så virker det som en film der er skabt af og for ægte zombiefans. Ikke kun i sine referencer til andre kanoniske (zombie)værker, men i lige så høj grad i den opfindsomhed mange af de udøde bliver ekspederet på.

Zombieland er rendyrket, supersjov popcornfilm og den finder den meget sjældne balance mellem det platte, det groteske, det satiriske, det ulækre, det rørende og det uhyggelige, som man altid håber denne type film kan give, men som kun alt for sjældent bliver indfriet.

Det skal også siges at det ikke kun er en film der udelukkende tiltaler garvede zombiefans, men som har alle de elementer, der skal til for at skabe en rigtig sjov og spændende filmoplevelse der rammer en meget bred målgruppe. Zombieland er da også velfortjent blevet et kæmpe hit i hjemlandet og var den mest sete film i USA i starten af oktober 2009. Så vil man grine højlydt, se en masse zombier, overvære dem bliver slagtet på forskellige måder, se folk blive overfaldet af udøde så er Zombieland den allerbedste biografoplevelse som man kan udsætte sig selv for lige nu!