Langt størstedelene af de film vi ser fra USA fremstiller deres land som et utopia, hvor bruntonede folk med kridhvide colgatesmil cruiser rundt i deres højglanspolerede Cadillacs, mens de kaster dollarsedler op i luften og inhalerer cheeseburgers. Der findes dog også film, der afsøger skyggesiderne af samfundet og fortæller historier fra samfundets absolutte bund. Dette gælder i særdeleshed for filmen Red, White and Blue, der i mange henseender er en uafrystelig, ubehagelig oplevelse.

Filmens titel henviser naturligvis til farverne i det amerikanske flag, men der er ikke meget at dollargrine over i det USA, som filmen viser os. Filmen tager sig egentlig ud som en socialrealistisk multiplotfortælling, men ændrer sig i filmens klimaks til noget der sender tankerne i retning af gyserfilmens æstetik, i kraft af den hævnaktion, som en af filmens centrale figurer indleder mod slutningen.

Filmen starter ud med at introducere os for Erica, der tilsyneladende lever en ganske kummerlig tilværelse på byens barer, hvor hun samler fremmede mænd op og har sex med dem. Hun nægter at have noget med dem at gøre morgenen efter, for som hun siger til dem, så vil hun ikke binde sig eller have sex med den samme mand mere end en gang. Hvad grunden til dette bliver først afsløret senere i filmen.

En af filmens andre centrale figurer er Nate, der forsøger at få sin verden til at hænge sammen efter oplevelser som afhøringsleder for det amerikanske militær i Irak, men som til trods for sit forhutlede og stilfærdige ydre, har enormt raseri liggende lige under overfladen. Endelig introduceres vi for Franki, der forsøger at få gang i en karriere som musiker, dog uden det helt store held.

Baseret på denne beskrivelse, kan den filminteresserede læser måske allerede godt forestille sig nogle arketypiske figurer som her tørner sammen i en film der med håndholdt kamera og close-ups af elendigheden, endnu engang serverer et halvkedeligt trekantsdrama for sin tilskuer, men det er ikke tilfældet, for som før antydet så eksploderer filmen veritabelt i den sidste tredjedel. Det er mærkværdigt nok uden at bryde med sin genre, for de voldshandlinger som præger den sidste del af filmen virker lige så sært naturlige og ubehagelige som de dokumentarfilmslignende, socialrealistiske skildringer af folk på bunden af samfundet som filmen indledes med.

Det som gør filmen til en stærk oplevelse er både dens stilistik, men måske især skuespillerenes utroligt fine evne til at gøre deres figurer troværdige. Det er især Amanda Fuller og Noah Taylor der ejer denne film i kraft af deres ofte meget underspillede stil, der dog står i skærende kontrast til de scener, hvor det kræves at de spiller med følelserne helt vrangvendt. Det virker virkeligt godt og selv om enkelte måske kunne kritisere filmen for at være for spekulativ og excessiv, så fungerer det altså i denne anmelders optik.

Engelske Simon Rumley som har instrueret Red, White & Blue har tidligere stået bag The Living and the Dead, som er en film, der sikkert er suset under radaren hos mange gyserfilmsfans, men hans første film i Amerika er virkelig værd at tjekke ud, selv om æstetikken her er meget anderledes, selv om det forfærdelige, gyselige er mindst lige så håndgribelig som i den anden film. Faktisk er der tematisk flere elementer, som Rumley synes at genbruge fra sine andre film, men heldigvis uden at gentage sig selv.

Red, White & Blue er bestemt ikke nogen ”feel-good” film, men det er en film der med garanti vil appellere til de fans af ekstreme fortællinger, som er blevet trætte af de mange torture-porn, zombie- og teenage-slasherfilm som markedet ellers stopfodres med. Det er en film, der viser, at man sagtens kan finde gyset i hverdagen og at det mest uhyggelige måske i virkeligheden er det vi mennesker kan finde på at gøre mod hinanden i kærlighedens eller afmagtens navn.