Filmen Det grå guld har haft en omtumlet vej til markedet. I første omgang blev den produceret af Zeitgeist Film, der undervejs gik konkurs. Dernæst så filmen ikke ud til at blive til noget, indtil SF-film opkøbte ’dødsboet’ for at gøre den færdig. Efter over tre år i den finansielle og juridiske spændetrøje kom filmen så endelig i de danske biografer. Det var i princippet i sig selv en overraskelse, at den nåede så langt, men faktisk er det ofte vilkårene for film produceret uden for det statslige filmstøtteregi. Postproduktion er den sværeste, og det var det også i dette tilfælde.

Her ville problemerne dog ikke stoppe. For det første er det økonomiske slagsmål om filmen nærmest kun lige tilendebragt, og da filmen havde biografpremiere, udløste det igen en række anklager. Filmen er nemlig baseret på et oprindeligt manuskript af den engelske manuskriptforfatter Jon Love, men biografversionen krediterede kun den danske bearbejder Jacob Weinreich. Igen kom der gang i anklagerne, og SF-film måtte gribe til lommerne for at få tingene sat på plads. Om det er helt på plads endnu, vil jeg tvivle på. Ikke alle medvirkende har fået deres penge. Men nu er filmen trods alt blevet udgivet på købefilm og her er de indledende credits blevet revideret, så Jon Love nu får sit navn på filmen.

Internationalt er der gang i film, der handler om og i nogen grad retter sig imod et ældre publikum. Senest har vi set Hope Springs, der tematiserer det, der i Danmark ofte omtales som ’det grå guld’ – den værdifulde og oversete gruppe ældre medborgere. Som understregning af, at film om og til ældre har noget værdifuldt selv at byde på, blev understreget af den forgyldte statuette, som Michael Hanekes Amour fik tildelt. Dansk film har med Det grå guld – der nærmest i sin titel signalerer sin målgruppe – også forsøgt sig med en film, som burde kunne begå sig bedst hos samme aldersgruppe.

Filmen handler samfundssatirisk om Anette og Holger, der lever en indsunket, systematisk og stille tilværelse i deres lejlighed i København. Dette ændrer sig brat, da de bliver smidt på gaden, fordi bygningen skal renoveres med henblik på at skabe studieboliger. De forsøger sig med et boliglån, som på ingen måde kan lade sig gøre, og de prøver at få plads i en andelsbolig, men konklusionen er hele tiden tilbagevendende: De er blevet for gamle, og det bedste bud på en bolig er et alderdomshjem. De må tage sagen i egen hånd – og håndvåbnet i den anden. Sammen med deres bankrådgiver, der viser sig at være en god bekendt. Fra fortiden.

Filmen er instrueret af den dansk-chilenske indie-instruktør Shaky González. På mange måder ligner det slet ikke en González-film, der i alle sine hidtidige film har skævet ganske kraftigt til voldsæstetikken i familie med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez. Denne gang har han ikke haft fat i manuskriptet, men er hentet ind for at kunne tilføre filmen et element af de action-film og den humorstil, han normalvis spiller på. Det kan da også ses undervejs, og humoren, når den indfinder sig, virker også nogenlunde. Især scenen, hvor de tre ældre skal købe våben af Anders Matthesen er kostelig. Men ellers er tempoet relativt lavt – og meget lavere end González tidligere film.

Filmen er dog blandt de mest succesfulde for både González og for den danske indiefilm-scene, hvis vi måler det på antal biografbilletter. Den solgte omkring 40.000 sæder, og overstiger dermed pænt González’ debutspillefilm Nattens engel (1998). Det er i sig selv ganske hæderligt på en independent produktion. Det, der dog er det mest overraskende, er, at filmen på mange måder selv er det, som González selv har kritiseret: relativt realistisk og folkekomisk. Samtidig er klipningen og tempoet i fortællingen ganske langsom. Så selvom det godt kan ses, at det er en González-film, er det bestemt ikke blandt hans mest vellykkede film. Måske på grund af den problematiske tilblivelsesproces.

Samtidig drysser González om sig med små sjove og fine referencer til sig selv om indiescenen. Da de tre ældre skal leje film for at få inspiration til deres bankrøveri, er hylden i øvrigt pakket med González’ egne film, mens den, de tre kigger tæt på, er David Sakurais Ud i mørket – en film, der ikke er ude på dvd, men som kun har figureret i et rough cut i indiemiljøet indtil nu. Brugen af Erik Holmey i rollen som politichef er i sig selv også en selvreference, fordi han altid er med i González’ film, mens Kim Sønderholm i den lille birolle som betjent er en generel henvisning til indiemiljøet. For den, der vil søge små nørdede finurligheder, er der lidt at hente her.

Lars Knutzon og Birthe Neumann spiller det ældre ægtepar – og bidrager alene til filmens sjove side. Især Knutzons karakter og spil hæver filmen fint. Neumann var González eget valg til filmen, og hun er også særdeles velcastet. Kurt Ravn i rollen som bankrådgiver er en anelse anonym. Filmen har faktisk tematisk og humoristisk mulighed for at hente noget fra Ken Loach, men den vælger i stedet at gå mod nogle lidt langtrukne sekvenser baseret på drømme og danskrettet satire. Der er lidt mere kringle, end der er González-action. Hvor González plejer at slippe af sted med meget mere, har han ikke fået tilført helt nok i denne produktion.

Men Det grå guld, dens antal solgte biografbilletter, og dens egentlig anstændige stil og billedrytme vidner om, at dansk indiefilm er ved at modnes. Selvom det tog lang tid at få filmen ind i biografen og ud på dvd. Samtidig har filmen faktisk socialsatirisk fået fat i noget. Den får spiddet flere af problemer, som store dele af den nuværende ældregruppe står over for – om end med væsentlig overdrivelse og komisk karikatur. Alligevel med sans for problematikken og med tilpas god humor til at holde noget af vejen hjem.