Når lygterne tændes på gader og vej er den stump melodi, som filmproducenten Otto Baumann nynner, da han – i Anders Bodelsens roman Mørklægning fra 1988 – myrdes på vej fra fest. Dermed har vi på en gang etableret en modsætningsfyldt ramme for fortællingen, der spiller denne lysmetafor, og samtidig sættes der en tyk streg under en af de mørkeste stunder i nyere dansk historie, nemlig den anden verdenskrig.

Anders Bodelsen har selv skrevet manuskript til Palle Kjærulff-Schmidts historiske krimi, der bygger på nævnte roman. Under krigen var det ikke nemt at være politibetjent i kriminalpolitiet, fordi der nærmest blev begået flere mord, end betjentene kunne nå ud til, mens den tyske besættelsesmagt ikke gjorde det nemmere. Det er denne situation, som betjentene Nielsen og Andersen står i, da de får til opgave at opklare mordet på Otto Baumann, men da mordet er begået med våben fra modstandsbevægelsen, og da Baumann selv kun kunne varetage sin rolle som filmproducent, da han også i det skjulte producerede tyske propagandafilm, er motivationen hos Andersen ikke stor for at opklare sagen. Kollaboratører var ikke i høj kurs.

Men Nielsen har en svag fornemmelse af, at noget ikke helt stemmer overens med oplysningerne, fordi noget uldent stikker under for Baumann selv – alle billeder af ham er forsvundet, før mordet er sket, og det går op for Nielsen, at Bauman derfor må have holdt noget andet skjult. Noget andet end banal affiliering med tyskerne.

Mørklægning er en miniserie i to afsnit produceret af DR fra 1992, og produktionsvilkårene har efter alt at dømme ikke været god, for billedkvaliteten er mildest talt dårlig – det ligner de billigste soap-produktioner. Men det ændrer ikke ved, at resten fungerer fortræffeligt. Har man først vænnet sig til det nøgne billede, træffer Bodelsens fortælling et skisma om politimæssige og eksistentielle forhold under krigen – både i roman og miniserie.

Temaet ’mørklægning’ har flere dystre nuancer, men det henviser selvfølgelig til likvideringerne under krigen, hvilket introsekvensen i begge afsnit illustrerer ganske godt. Her ses en ukendt hest blive taget af dage (mørklagt), hvilket dog har en central betydning, men det skal selvfølgelig ikke afsløres her. Samtidig betegner ’mørklægning’ også tidens udgangsforbud og mørke vinduer i tilfælde af luftalarm, og derfor har det selvsagt også at gøre med sindsstemningen i tiden, der i den grad var mørklagt.

Ydermere betegner det også den personlige mørklægning, som Otto Baumann selv har foretaget for at dække over nogle fortidssynder, der langsomt begynder at dukke op til overfladen i Nielsens efterforskning. Nielsen fortsætter denne i det skjulte på trods af tyskerne tilfangetagelse af det danske politi i september ’44. Derved er selve opklaringsprocessen også – lidt utilsigtet – blevet mørklagt, hvilket dermed også installerer forholdet mellem mørke og lys i selve opklaringsprocessen. Krimien er en oplysningens genre, der grundlæggende også arbejde med det klare i opklaring og det lyse i efterlysning. Mørklægningen er dermed også en fordunkling af opklaringens mulighed, hvilket er det, politiet lider under gennem krigen.

Miniserien og romanen fra Bodelsen er dermed en fortælling, der tager sin titel alvorligt – og ser man stort på en billedkvalitet, der ikke lever op til fortællingens styrke, er det en mindre klassiker i dansk tv-dramas historie.