Det mindste man kan forvente sig af en thriller er, at den faktisk er ”thrilling” - altså spændende at se på, men når man måbende er vidne til at A House in the Hills fra 1993 passere hen over ens skærm, vil man opleve, at man flere gange ryster på hovedet over, hvor udramatisk det er lykkedes at lave en film.

Det er i grunden lidt af et under for instruktøren har tidligere leveret en af verdens første nazi-zombiefilm Shock Waves fra 1977 og i slutfirserne var det selvsamme mand, der skabte den muntre gyserkomedie Return of the Living Dead pt. 2 (da: Ligene er ligeglade 2). Nuvel, dette er jo hverken gys eller komedie, men man havde muligvis håbet på, at filmen kunne være underholdende.

Filmen starter ellers helt fint ud. En ung, aspirerende skuespillerinde, Alex, der nødtvungent arbejder som servitrice indtil det store gennembrud kommer, får igennem en veninde mulighed for at passe en stor, dyr Beverly Hills-ejendom i en weekend, mens husets ejere er taget på sejltur. Hun driver rundt i den enorme villa og efter hun ved et uheld snubler og falder i poolen, ser man hende (i en længere montagesekvens, hvor man har rig mulighed for at beglo ungmøen) prøve det tøj, som husets frue har i gemmerne. Midt i denne påklædningsleg ringer det på, og da hun åbner døren manifesterer en skadedyrsbekæmper sig. Han får lov til at komme ind, men det skal vise sig at slet ikke er den han udgiver sig for.

Fyren vil, til trods for at han tager Alex til fange, indledningsvis ikke røbe hvem han er, eller hvad grunden er til at han er brudt ind. Igen kan dette virke som et ganske lovende fremdriftselement, der skal holde vor nysgerrighed vakt, men så falder filmen også helt fra hinanden.

Den unge kvinde forekommer pludselig mere irriteret over at hun ikke har tid til at øve sig på sin audition, i stedet for fokusere på at være blevet taget til fange af en fremmed mand med en pistol. Selv om hun forsøger at flygte, er de scener hvor han fanger hende igen og binder hende, så urealistisk iscenesat og så udramatiske, at man forestiller sig, at der må være tale om en decideret fejl. Samtidig er deres dialog skrevet på en måde, at det hele virker utroligt teatralsk og iscenesat. ”I’m not Mrs. Rankin, I’m just an actor” siger hun, men seeren ved allerede nu at hun ikke rigtigt er en skuespillerinde. Så ville det jo have været overbevisende.

Det er heller ikke fordi dette kammerspil er bevidst tænkt som en pastiche/parodi, for det er der intet i filmen der tyder på. Vore hovedpersoners forhold udvikler sig også i de næste minutter helt usandsynligt, hvor selv ikke et Stockholmsyndrom ville kunne forklare hvorfor figurerne agerer som de gør. Idet Alex pludselig begynder at føle sig tiltrukket af sin kidnapper, bunder snarere i et ønske fra producenternes/instruktørens side om at være endnu en blandt den lange række af film, der lagde sig i kølvandet på succesen fra Basic Instinct, idet der bliver givet plads til ”vovede” sexscener.

Værre endnu er de andre plotelementer der pludselig trænger sig på. Det er handlingsstrenge der synes at være helt tilfældigt smidt ind i denne rodebunke af et manuskript. For der er også en morder, der huserer i nabolaget. Faktisk starter filmen med at vise politiet undersøge naboejendommen, idet der her er foregået et mord. Dernæst er der noget med nogle meget dyre, kultiverede roser, som Hr. Rankin har i sit drivhus, og endelig så skal det vise sig at husets egentlige beboere måske heller ikke har så rent mel i posen, som man formoder sådan nogle velhavere ellers har.

Kort sagt er A house in the Hills katastrofal amatøragtig og fejler på alle punkter. Det eneste lyspunkt er at Michael Madsen forholder sig cool gennem hele filmen – han har forhåbentlig fået en god hyre for at være med i denne fjært af en film. Derimod er det ikke lykkedes instruktøren at få Jeffrey Tambor til at virke den mindste smule troværdig i nogen af de scener han er med i. Alt i alt virker dette mest af alt som en katastrofe af en film, ikke så meget teknisk, men fortælle- og indholdsmæssigt. Så med mindre man har en forkærlighed for film der spilder ens tid, så bør man gå i en stor bue udenom A House in the Hills.