Det er ikke et særsyn, at film indimellem præsenterer sin seer for flere sideløbende historier indenfor en enkelt film. Disse film kaldes normalt for ”multiplotfilm” og selv om det kunne være fristende at kalde Pawn Shop Chronicles for en multiplotfilm, så opfylder den ikke helt kriterierne. Det til trods for at begivenheder som man ser i den ene episode senere bliver gentaget eller uddybende forklaret og selv om en bifigur i den ene historie senere får hovedrollen i sin eget segment, så er det ikke en egentlig multiplotfilm. I stedet er der reelt tale om tre kortfilm, der bindes sammen af overlappende begivenheder og det faktum at alle hovedpersonerne på et tidspunkt kommer forbi den pantelånerbutik, der optræder i filmens titel.

Den første fortælling handler om nogle særdeles stupide kriminelle, der i ren og skær desperation har sat sig for at røve en af deres bekendte, som har et krystalamfetaminlaboratorium i sin stue. De har dog det problem at ham der skulle skaffe det våben de skulle bruge til røveriet, har pantsat jagtgeværet for at få råd til benzin. Derfor må de være ualmindeligt kreative for at gennemføre deres plan.

I den anden fortælling møder vi et nygift par. De er desværre blevet berøvet og opsøger pantelånerbutikken for at veksle deres vielsesringe til kontanter, så de kan fortsætte deres bryllupsrejse. I butikken falder manden dog over en meget speciel ring, der tilhørte hans forhenværende kone. Hun forsvandt under meget mystiske omstændigheder for seks år siden, så for at få en form for afklaring begynder manden nu at lege privatdetektiv i nærområdet, for at finde ud af hvad der skete med hustruen.

Den sidste fortælling fokuserer på en falleret Elvis imitator, der forsøger at platte sig frem i verden og som pludselig befinder sig i en lille soveby, uden kæreste, uden penge på lommen og helt uden talent. Gode råd er nu dyre, for hvad skal han dog stille op med sit liv?

Disse meget forskellige fortællinger bliver samlet i et meget kulørt blend af nøgenhed, eksplicitte voldsscener og ikke mindst til tider meget, meget morsom dialog. På udsatte steder bliver det så langt ude, at man næsten kunne foranlediges til at tro at selveste Tarantino havde haft en finger med i spillet. Det er i al fald sikkert at filmuniverset som præsenteres her havde været ganske utænkeligt, hvis det ikke havde været for førnævnte instruktør.

Pawn Shop Shronicles er en film der heller ikke selv mener at den skal tages seriøst, for den peger helt bevist i retning af et karikeret tegneserieunivers, idet hvert enkelt af filmens individuelle kapitler præsenteres for seeren som en pulptegneserie der åbner sig, så fortællingen herefter kan tage fart.

Det ville nok være en tilsnigelse at kalde filmen for ren komedie, men er man til sort humor og skal der en del til at støde en, så bør man give Pawn Shop Shronicles en chance. Især når man tænker på at det er instruktøren af Running Scared og The Cooler som også viser sine talenter her. Der er blot et aber dabei, for hvor de to første historier er både spændende, underholdende og velskrevne, er det som om ideerne og galskaben ryger fløjten i filmens tredje, svageste del.

Selv om der - lige som i de to første kapitler - sker en masse underlige ting for vores amatør Elvis, eksempelvis under dennes besøg i to konkurrerende hårsaloner, så er det som om denne sidste del er meget mere forceret og kikset, i sin bestræbelse på at få underholdt sin tilskuer. Det er egentlig lidt ærgerligt, for med et godt tredje kapitel i hus ville filmen ganske nemt hurtigt kunne få en bred skare af filmfans med på den paradevogn, der ville køre ned af Hollywood Boulevard og hylde Wayne Kramers instruktørevner og Adam Minarovichs manus som det hotteste siden widescreen. Det sker dog ikke, for dertil er den sidste del af treenigheden for lam og ligegyldig.

Så hvad der starter rigtigt stærkt mister desværre pusten i den sidste del og man kan derfor ikke undgå at sidde tilbage med en kedelig følelse når filmen endelig slutter. Det er en skam at den sidste episode skiller sig sådan ud fra resten, men om ikke andet kan man jo vælge blot at se de to første episoder igen, for de er i sig selv alle pengene værd.