Næstefter Ilse – She Wolf of the SS er Kvindefængslet i bambushelvedet (aka. Bamboo House of Dolls og Nu ji zhong ying) muligvis en af de mest notoriøse WIP-film, der nogensinde er blevet lavet. WIP er forkortelsen for ”Women in prison”, og denne ret bizarre subgenre af fængsels- og exploitationfilm har både en klar historik og sin egen fanbase. Ofte ses disse film med et glimt i øjet, men der er ingen tvivl om, at intentionen også har været at forarge, at skabe kontrovers (og dermed omtale) og endelig, at få chancen for at vise en masse piger uden tøj på.

Det fede ved Kvindefængslet i bambushelvedet er, at det er Hong Kong selskabet Shaw Brothers, der har lavet den. Shaw Brothers var fra 1950’erne og frem til midten af 1980’erne et af de helt store filmselskaber i Hong Kong, og stod blandt andet for en række af klassiske kung-fu film fra perioden (eks. The 36th Chamber of Shaolin, Come drink with me og mange, mange flere). Kvindefængslet i bambushelvedet udmærker sig derfor ved at være en forholdsvis dyr produktion (i forhold til mange andre WIP-film), og desuden er den en hybrid mellem Hong Kongs filmæstetik og en vestlig tradition for exploitation. Det er også usædvanligt at se en Kategori-III film (den strengeste censurkategori i Kina) med så svulstig en produktion i ryggen.

Åbningsscenen synes at vise dette med al tydelighed. En såret mand kommer ind af en dør ind i et interiør, der kunne være lyssat af Dario Argentos lysmand. Han stavrer hen mod et morseapparat, da en gruppe onde japanske soldater bryder hans dør ned. Han når kun at morse ganske lidt, før han bliver ramt af kugler. Han når heldigvis at hviske en kryptisk besked til sin kone, lige før han udånder, og kvinden overdænges efterfølgende med voldsomme støvlespark fra soldaterne.

Vi klipper dernæst til en sygeplejeske, der kommer løbende mod kameraet, mens hun proklamerer: ”de japanske djævle er her!!”. Det er de så rigtigt, for hun bliver skudt i ryggen af den japanske soldat, der følger lige efter hende. Vi befinder os på et hospital, og de japanske soldater går i gang med at samle alle, syge som raske, unge som gamle på gårdspladsen. Dernæst stiller en ondskabsfuld øverstbefalende sig frem og spørger forsamlingen, hvor de gemmer den amerikanske soldat. Der er ingen, der vil svare ham, så han udvælger fem tilfældige, der bliver sat på knæ og nakkeskudt af soldaterne. Der skriges i vilden sky, men obersten beordrer fem nye, deriblandt en femårig dreng som skilles fra sin mor, om at placere sig foran riflerne. Heldigvis melder den sårede amerikaner sig, hvorefter befalingsmanden straks skyder ham i hovedet. Sygeplejeskerne og de unge kvinder indfanges, mens forteksterne kører, og man ved allerede nu, hvor fokus i filmen er, når vi i freeze-frames ser japanernes trang til at overgramse de unge sygeplejesker og flå sygeplejeruniformerne af dem.

Resten af filmen foregår udelukkende i kvindefængslet, hvor den ikke får for lidt med seksuel dominans, en led lesbisk overkommandant, samt utallige fornedringer og overgreb på de stakkels, internerede kvinder. Ud over det åbenlyse WIP-plot, der handler om at få organiseret en fangeflugt, så er der denne gang en underliggende motivation for flugten. Det viser sig nemlig, at konen til den dræbte telegrafist er blandt fangerne. Takket være mandens kryptiske besked, kender hun til stedet, hvor en enorm guldskat, som de kinesiske oprørere neglede fra ”de japanske djævle”, befinder sig. Skatten – eller ”fædrelandets guld” som den kaldes – vil kunne skaffe oprørsbevægelsen de våben, de har brug for i kampen mod den japanske overmagt. Så foruden at være sleazy for alle pengene, forsøger filmen også endnu engang at dæmonisere japanerne. (Japanske skurke har i kinesiske film ofte nøjagtig samme rolle, som nazister har det på vore breddegrader.)

Der er dog andet end de karikerede japanere, der peger i retning af, at dette er en Hong Kong-film. Foruden at være velproduceret og byde på ret lækre billeder i Shawscope (Panavision-format), så må seeren også være vidne til, at oplever vi noget alvorligt og brutalt hurtigt forvandles til slapstick-komik. Mest tydeligt er nok den voldsomme kamp, der starter i kvindernes kantine, som cirka midtvejs bliver klovnagtig plat at se på. På samme måde oplever vi i enkelte af de scener, hvor de japanske officerer forsøger at voldtage og ydmyge deres kvindelige fanger, at kanten tages af scenerne ved at de pludselig ændrer karakter og bliver forsøgt gjort morsomme eller fjollede.

Kvindefængslet i bambushelvedet tilbyder ud over en ekspressiv lyssætning, konstant brug af polariseringsfilter, en hel del nøgenhed og en masse bizarre optrin et meget svedigt, tidstypisk 70’er-soundtrack kreeret af Wang Fu Liang, som passer perfekt til filmen. Endelig så spilles en af de kvindelige hovedroller af ingen ringere end danske Birte Tove. Det er naturligvis lidt mystisk at høre hende synkroniseret til mandarin, men det fungerer – og så er hun mægtig yndig at se på i al sin nøgenhed.

Det er meget svært ikke at blive begejstret for Kvindefængslet i bambushelvedet, hvad på den ene side det er, fordi man har en forkærlighed for Hong Kong-æstetik (som optræder allertydeligst i actionsekvenserne – læg eksempelvis mærke til, hvordan flugten i bilen er orkesteret) Eller på den anden side fordi man har en hemmelig, perfid lyst til at se kvinder blive tvunget til at gøre ting mod deres vilje, seksuelt udnyttet eller ligefrem dræbt af gustne, lystige karle. Kvindefængslet i bambushelvedet er stadig den dag i dag en grænseoverskridende, chokerende og ikke mindst virkelig, virkelig underholdende film.