Den engelske instruktør Alex Chandon er nok bedst kendt som instruktøren af independent-splatterfilmen Cradle of Filth fra 2001, der til trods for sin noget løse stil, stadig formåede at underholde. Chandon hører bestemt ikke til blandt de mest produktive instruktører på markedet, men man kan forvente sig galskab, perversiteter og ikke mindst udpenslet vold, når han først sætter i gang. Det er i al fald det, som leveres i hans seneste film Inbred.

Der er intet nyt under solen, hvad angår filmens grundhandling. For som titlen antyder, så kommer en gruppe uskyldige folk, som seeren måske kan identificere sig med, så langt ud på landet, at de pludselig må se sig selv blive jagtet af de lokale, sadistiske bonderøve. Har man derfor set film som Deliverance, The Hills Have Eyes, Texas Chainsaw eller et utal af andre film som benytter denne formel, er der rent handlingsmæssigt intet nyt under solen. Forskellen ligger primært i at vi i denne omgang får præsenteret den britiske variant af disse indavlede voldspsykopater og så naturligvis de meget opfindsomme måder som folk henrettes på.

Vore potentielle ofre er fire utilpassede unge, der sammen med deres værger fra den lokale kommune, er kørt af sted i en lejet minibus. De skal rigtigt langt ud på landet og det er hensigten af de voksne skal vise de unge, at både samarbejde, lidt frisk luft og et mere simpelt liv kan ændre adfærd til det bedre.

De ankommer til en faldefærdig rønne, som teenagerne modvilligt rydder op i og støver af. Som belønning foreslår den kvindelige socialarbejder, at de sammen går ind til den lokale pub, for at spise aftensmad og få en sodavand. Da de træder ind af døren, bliver der forventeligt helt stille på kroen, men krofatter virker venlig og byder dem på konens hjemmelavede flæskesvær, komplet med svedne hår.

Det skal dog vise sig, at de lokale er alt andet end venlige og pludselig er vore hovedpersoner jaget vildt. Alle har de potentiale til at ende i de lokales groteske minstrel-tortur-show, som er en fast tradition når der fremmede eller turister der forvilder sig ind i området. Showet er arrangeret i en nærliggende lade, med primitive træbænke til de fremmødte. Her samles de muterede bondeknolde til en slags mordshow, der både involverer dyr og landbrugsmaskiner – men flere detaljer skal selvfølgelig ikke afsløres her. For i sagens natur er en af splatterfilmens attraktioner alle de opfindsomme måder som filmskaberne har fundet på, at figurerne skal dø på. Det er en tradition der forekommer lige så gammel som genren selv.

Der bliver altså kippet med hatten til en række gyserklassikere som både Hershell Gordon-Lewis’ 10,000 Maniacs, The Wicker Man og undervejs er der sikkert flere gyserspecialister der vil komme i tanke om flere lignende film. For selv om Inbred næppe kan beskyldes at være virkelig nyskabende, så er den stadigvæk en både underholdende, grotesk og tabubrydende video-nastie, som ikke kun har til hensigt at virke bevidst frastødende på briter, men som med garanti også vil få gyserfilmsfans rundt omkring i den store verden til at smile bredt over filmens vanvittige påhit og ganske klamme optrin.

Skal man kritisere filmen, ud over førnævnte originalitetparameter, så kan man også anfægte brugen af CGI, når der skal skabes splattereffekter. For naturligvis er det både besværligt og dyrt at bygge prostetiske effekter når hoveder skal flækkes eller skydes halvt i stykker – men sagen er altså, at uanset hvor dygtige grafikere man har hyret, så virker computerskabt blod og indvolde bare ikke lige så godt som den mere traditionelle tilgang til effekter. Det er heller ikke fordi Inbred går helt over gevind med CGI, men det er bare ret tydeligt, selv for de der ikke har mange års erfaring udi dekonstruktion af filmbilleder, at gætte sig til hvordan de effekter som optræder er lavet.

CGI’en bliver dog ikke en hindring for at ”nyde” Inbred, for den er grundlæggende værd at se, i al fald hvis man kan lide denne type af film. De lokale torturbønder er, vanen tro, de mest interessante figurer og derfor kan det undre undertegnede lidt, at det er vore skrigende, grædende teenagere og deres værger som får mest tid på skærmen. Det handler sikkert om at vi skal føle empati for dem, idet de en efter en bliver fanget og udsat for de mest grusomme ting, men det kunne måske være en idé – til alle filmmagere derude – at seeren for engang skyld fik lov til at følge dagligdagen hos psykopaterne i stedet for. Ikke så meget for at vi skal tvinges til at føle sympati for afstumpende bonderøve og genetisk udfordrede voldspersoner, men måske fordi denne formel for fortællinger efterhånden er ved at blive lidt for tyndslidt.