I 70’erne og 80’erne blev det særdeles populært at koble flere film sammen i den samme film, kun bundet sammen af hvad der er blevet kaldt en wrap around story. Tales from the Crypt fra 1972 og fortsættelsen Vault of Horror fra 1973 er de tidlige eksempler på det, og i den sammenhæng er det også indlysende, hvorfra de små fortællinger kommer – filmene bygger på tegneserierne, der er præsenteret af the crypt keeper, som gang på gang på lover hårrejsende, horrible fortællinger.

Årtiet senere var det Creepshow fra 1982 og Creepshow 2 fra 1987 (og senest Creepshow 3 fra 2006), som stjal fokus – mens Tales from the Crypt blev lavet til tv-serie i 1989. Creepshow-serien udmærkede sig ved at lægge ud med nogle særligt prominente folk inden for horrorgenren, nemlig et klassisk samarbejde mellem George A. Romero, som vi alle kender fra Night of the Living Dead, og Stephen King (ingen af dem er med i tre’eren). Ind imellem disse dukkede der en række enkeltstående film op, som forsøgte sig på det samme. Man kunne nævne Tales from the Dark Side fra 1990, der, da den udkom, faktisk blev promoveret som Creepshow 3 – her har vi fortællinger af Arthur Conan Doyle og igen Stephen King. Cat’s Eye fra 1985 havde også sidstnævnte ved forfatterroret, King viser sig egentlig som et omdrejningspunkt for mange af disse film, og Cat’s Eye henter også to af sine historier fra Kings novellesamling Night Shift.

Princippet er det samme i filmen Two Evil Eyes fra 1990, der netop af blevet pudset af til de danske horrorbuffs. Det, der ved første øjekast skaber opmærksomhed omkring filmen, er, at den er et makkerskab mellem to af horrorgenrens grand old men, nemlig Dario Argento og George A. Romero, der gennem årtier har været centrale skikkelser i gyserens filmiske poetik. Derfor kan forventningens bølger kun gå højt, men det er ikke nok med det. Filmen er for det første dedikeret til Edgar Allan Poe, og for det andet bygger filmen også på to af Poes fortællinger, nemlig ”The Facts in the Case of Mr. Valdemar” og ”The Black Cat”. Uhindret rejser nakkehårene sig i forventning.

Poes fortællinger er tilstræbt opdateret til 90’ernes New York, hvilket i sig selv ikke kun viser det interessante bud i Two Evil Eyes. Snarere viser det rækkevidden af Poes eminente fortællinger, og her har filmen en lang række ting at leve op til. I høj grad er Poes fortællere præget af en tvetydighed, der på den ene side mistrøstig forvirrer læseren - det er jo det, fortælleren skal for skabe et troværdigt univers i horror. Fortælleren hos Poe har ofte set noget makabert, utroværdig, og vil formidle dette videre i et tilbageblik. Derfor er fortællingen på den anden side lagt i hænderne på en fortæller, der ofte er ligeså meget fra koncepterne, som læseren vil være det undervejs. Men samtidig aner man hos Poe denne vidende jeg-fortæller, der ikke altid lader alt kanalisere videre til læseren. Det er i dette oprørte hav af betydningsmæssige understrømme og overstrømme, læseren befinder sig, som Poe selv skriver i sine ’poe-tologiske’ refleksioner. Langsomt skal understrømmens kun antydede, men sande, betydning kigge op i overstrømmens hidtidige mere beherskede tese – vi skal tilbage til koncepterne. I denne dynamik af betydningslag skabes Poes univers af suspense, til tider fantastik og medrivende fortællinger.

Med andre ord har Two Evil Eyes noget at leve op til, men desværre formår samarbejdet mellem Romero og Argento i denne film hverken at nå egne højder i forhold til tidligere produktioner, men i særdeleshed forsvinder Edgar Allan Poes eminente stil ind i to klejnmodige fortællinger. Samtidig er fortællinger ikke forsøgt kædet sammen som i de øvrige nævnte film, men i stedet kommer filmene til at stå som to novellefilm kun bundet sammen af det faktum, at de er hentet fra Poe. Men når det så er sagt, og det er måske også nogle overeksponerede forventninger at lægge ud med, så skal filmen stadig ses for sin lidt naive charme, der faktisk formår at omskabe stemningen - ikke meget til moderne Poe-fortællinger men snarere - til mere klassiske horrorfortællinger. Det er spundet ind i en fornemmelse for det uhyggelige, som specielt 70’ernes og 80’ernes Creepshow-film var præget af, nemlig ikke en chokbaseret gysertone, som nutidens tradition byder. Snarere er det en kobling mellem, at der rent faktisk sker noget uforklarligt, som i sig selv skal skabe gysereffekten, mens der samtidig fokuseres på en rædsel, der ikke dukker frem uset men i stedet ligger latent i stemningen. Trods dette skal det da også siges, at Two Evil Eyes – og de øvrige film i denne tradition – er blevet præget af eftertiden, sagt på den måde at de er mere et udtryk for deres tid, end de fremstår som hovedværker i to instruktørers interessante filmoversigter.

Derfor skal Two Evil Eyes ses af dem, der ikke kan lade være! Fordi den naive, lidt groteske horror fra særligt 80’erne ikke har sluppet sit tag i den lille knægt, der stadig synes det er fascinerende at gemme sig under dynen med bloddryppende fortællinger om det uhyggelige – og til sidst falde i søvn med lyset tændt…

…for den sorte kat lurer i mørket!