Det er nævnt før her i kapellets gange, at navnet H.P. Lovecraft ikke er beskyttet af copyright. Dette har medført at fans af den amerikanske forfatter indimellem må lægge øjne og ører til noget ustyrligt bras der udsendes under dennes navn. Eksempelvis har film som The Tomb tidligere tortureret denne anmelderes ellers så stærke sind, i sådan en grad at han ligefrem havde lyst til slet ikke at skrive om makværket, eller forsøge at tilkalde en Great Old One som kunne slette dens eksistens for al evighed.

Heldigvis findes der også en mængde gode Lovecraftfilm. Hvem husker eksempelvis ikke de superunderholdende splatterfilm: Herbert West – Reanimator, From Beyond, den stemningsfulde b-film The Resurrected (en filmatisering af The Strange Case of Charles Dexter Ward) eller John Carpenters mesterværk – den Lovecraft-inspirerede In The Mouth of Madness?

I 2005 var der en samling glade Lovecraft-entusiaster, der under navnet ”The H.P. Lovecraft Historical Society” skabte deres egen filmfortolkning af forfatterens måske mest berømte værk: The Call of Cthulhu. I Lovecrafts ånd, valgte folkene bag filmen at lave den i S/H, uden lyd og komplet med ridser, for at illudere at filmen stammede fra Lovecrafts samtid. Det kan godt være at enkelte seere muligvis trak lidt på smilebåndet over de noget primitive effekter eller de medvirkendes noget ujævne stumfilmsskuespil - men filmmagerne havde fint fanget både den ekspressionistiske stil fra begyndelsen af århundredet og ikke mindst var det en meget trofast udlægning af originalen.

Det er selv samme hold der nu er aktuelle med deres version af The Whisperer in Darkness. Det er de samme to manuskriptforfattere, men denne gang er det Sean Branney og ikke Andy Leman, der instruerer. Selv om det er tydeligt at holdet bag, lige som sidst, ikke har haft milionbudgetter at arbejde med, er der kommet en særdeles stemningsfuld og spændende film ud af det. En film, der ikke alene vil appellere til fans af Lovecrafts forfatterskab, men også alle de der på et tidspunkt har kastet med terninger og rollespillet sig ind i Lovecrafts univers. For folkene bag er nemlig gamle rollespillere, og det er deres passion for disse fortællinger der har fået dem til at skabe deres film.

Selv om filmen tager sig nogle friheder i forhold til originalmaterialet (grunden til disse forklares også udførligt på det omfattende ekstramateriale) så er essensen bibeholdt. Vores hovedperson er, som mange andre steder hos HPL, en skeptisk videnskabsmand, nærmere bestemt en professor i engelsk og folklore der hedder Wilmarth. Han har gennem længere tid haft brevkontakt med en landmand i Vermont, der hævder at være plaget af store insektlignende væsener. Wilmarth tror naturligvis ikke på det, men da bondens søn opsøger ham på the Miskatonic University med håndgribelige beviser i form af fotografier af væsenerne, beslutter han at undersøge sagen.

Hændelserne som bonden beskriver er nemlig identiske med de der findes i et gammelt manuskript som Wilmarth er kommet i besiddelse af, som netop beskriver en række uforklarlige hændelser omkring samme egn. Der er dog samtidigt noget uldent ved det hele, for pludselig modtager professoren et maskinskrevet brev fra landmanden (al anden brevveksling havde været i hånden), hvori han antyder at det hele er en misforståelse og at væsenerne slet ikke er fjendtligtsindede. Han beder Wilmarth om at samle alle sine notater sammen og skynde sig til Vermont. Nysgerrigheden overmander den nervøst anlagte professor, så han beslutter sig for at drage af sted, men er slet ikke forberedt på hvad der venter ham.

Filmen er utrolig vellykket, den fanger stemningen fra Lovecrafts fortælling og selv om det langt fra er alle skuespillerne, der er mesterlige, så er blandingen af science fiction, gys og detektivfortælling fint afstemt. Er du derfor bidt af Lovecrafts univers og holdt du af Call of Cthulhu så er det bare med at få fingrene i The Whisperer in Darkness. Det er nemlig en ualmindelig fin Lovecraftfilm, der både emmer af stemning og har masser af ekstramateriale, man kan fornøje sig med.