Noget så sjældent set på disse kanter som en australsk moderne klassiker er netop genudsendt. Det drejer sig om filmen Amy fra 1998. Den er i hvert fald – ud fra et institutionelt kunstbegreb – ved at blive lanceret i ”Festival Series” automatisk faldet i kasse af de klassikere, som serien her udråber. Det betyder, at filmen på den måde sammenlignes med fx Jean-Luc Godards Åndeløs (1959), David Lynchs Elefantmanden og Pedro Almodóvars Begærets lov, og det da også yderst tvivlsomt, om filmen lever op til netop de krav. Men det skal ikke betyde, at filmen ikke er værdig et gensyn, for det er den under alle omstændigheder.

Det er en film, der leger med en genreblanding, jeg ikke minde at have set før (det skulle måske være elementer i Triers Dancer in the Dark, men den kom jo efter denne). Filmen handler om den døve, indadvendte Amy, som forskere og myndigheder er ved at opgive, fordi alt tyder på, at hun burde kunne høre – men det kan hun ikke. Myndighederne truer med at tage Amy fra hendes alenemor, af hvilken grund de flygter fra deres landsted ind i en fattig forstad til Melbourne – vi ved ikke, hvor hendes far er henne, kun at han er en kendt rockstjerne. Dette naboskab er nyt, sært og af en noget besynderlig sammensætning af mere eller mindre sociale eller psykiske problemer. Men vigtigt for Amy er det, at hun her træffer den unge musiker in spe Robert, der indser, at Amy rent faktisk kan høre ham, når han synger for hende.

På dette punkt er det vigtigt at smide en nota bene ind, da jeg her ikke fortæller, hvad der ligger til grund for Amys problem. Derfor er det vigtigt, hvis det korte introresumé har givet interesse i filmen, at understrege, at man under ingen omstændigheder skal læse den lille manchet bag på dvd-boksen – den er en vaskeægte spoiler. Her serveres filmens og Amys grundproblem, som vi først finder frem til cirka en time inde i filmen. Men ikke nok med det – manchetten stopper ikke der: Den fortæller tilmed, hvad slutningen bliver og undlader kun at fortælle, hvad det helt præcise problem har været. Det er simpelthen ikke godt nok fra en udgiver, der vil give publikum en filmoplevelse, at løsrive seeren fra at følge plottets udvikling og de spændingsmomenter, der vil ligge heri. Så derfor er det et godt råd at se bort fra bagsiden af filmen, der er så meget mere end en lystskaber og en appetitvækker.

Men det rokerer ikke ved, at filmen i særdeleshed er et seværdigt stykke håndværk, der i den grad formår – især gennem fokus på Amy – at være vedkommende og – for dem, der har hang til det – tårepersende. Og ud over at fortælle en god historie, er den i stand til at skabe en undren over filmens grundlæggende troværdighed undervejs. Dette udspringer af, at der er passager, hvor filmen – helt intentionelt – ganske enkelt kammer over i en spolering af den realismeværdi, som den fra starten har etableret. Denne spolering varer dog kun, indtil man indser, at filmen – pga. at Amy kan høre sang – i stedet begynder at inkorporere musical-træk, der først virker som en forunderlig verfremdung, men med tiden etablerer sig som et dejligt eksempel på, hvordan genreblandinger kan fungere både overraskende og befriende.

Amy er et stykke film, der må ses af folk, der har hang til sentimentale dramaer, men er blevet trætte af Steele’ske forudsigelighed og nederdrægtige rørstrømskhed. Amy er følefilm for det modne, kritiske publikum med et godt (kulturradikalt) hjerte.