Den originale, skæve episodefilm Creepshow har sikkert været manges første møde med gysergenren. Originalen blev forfattet af Stephen King og instrueret af zombiernes svar på Orson Welles, George A. Romero, og den var en både sjov og uhyggelig lille sag, der stadig kan nydes. Hvem glemmer den insektforskrækkede rigmand, der blev ædt op indefra af kakerlakker, eller meteoritten, der forvandlede en redneck (spillet af King selv) til en levende bunke grønt mos?

Creepshow var King og Romeros slet skjulte hyldest til de groteske gysertegneserier fra 50’erne som Strange Tales, Vault of Horror, Tales from the Crypt osv., og filmen fangede fint den let legende, men dystre stemning, der var i serierne. De gik endda så langt, at de havde et animeret lig – ”The Creep” – til at præsentere de enkelte episoder. Filmen fik fem år senere en efterfølger, hvor King og Romero var henvist til manuskript, men som stadig indeholdt mindst ét solidt gys, i form af episoden The Raft, der genanvendte ideen om et amorft The Blob-lignende monster ganske effektivt.

Næsten tyve år senere – og måske nitten år for sent – bliver defilibratoren og voodoodukkerne hentet frem, for nu skal Creepshow genopstå. Denne gang som ren exploitation af titlen og uden deltagelse af de herrer King og Romero. Væk er også ”the Creep”, væk er et ordentligt budget, væk er gode b-skuespillere og værst af alt så mangler der et manus, der både er uhyggeligt og rigtigt morsomt. Ana Clavel & James Glenn Dudelson er forfattere og instruktører på dette hovedløse projekt, og selvom skuespillerne (i den medfølgende ”behind the scenes”-dokumentar) ivrigt forsøger at overbevise seeren om, hvor dygtige instruktører makkerparret er, og hvordan de har skabt det nok bedste manus i serien, er og bliver filmen en solid maveplasker i den svømmepøl, der engang var fyldt med blod og indvolde.

Uden at afsløre for meget kan her kort opridses de forskellige episoder: 1. En teenagepiges far har fundet en fjernbetjening, og hver gang han trykker på knappen, forandres ikke bare hendes omverden, hun begynder også at mutere. 2. En mand køber en radio af en bums. Den taler pludseligt personligt til manden, og inden længe overbeviser den ham om at slå ihjel. 3. En serie-myrdende callgirl aflægger et natligt besøg hos et offer, der overrasker hende ved at være et værre monster end hende selv. 4. To unge fløse kommer ved et uheld til at myrde deres fysiklærers kone, da de tror, hun er en androide. 5. Et pille-poppende, dumt svin af en læge giver en hotdog, der har været en tur på jorden, til en hjemløs, der efterfølgende kløjes i den. Nu hjemsøges lægen af et spøgelse, der vil give ham en hotdog. Pyha!

Ud over den første episodes alt for åbenlyse referencer til Alice i Evertyrland, Kris Allen som den hadefulde, stand-up læge og det faktum, at man har forsøgt at kæde episoderne sammen ved at lade bipersoner fra nogle plots optræde i hovedroller i andre historier, så er der ikke noget fedt, nyt, spændende eller seværdigt ved denne horrible, direkte-til-video udgivelse, der aldrig burde havet været lavet. Der er brugt film på folk, der giver sig god tid til at smøre håndmadder, gå hvileløst rundt, eller gå fra bilen hen til huset, bare for at nå op på de alt for lange 100 minutter, som filmen varer. 100 minutter, man aldrig ser igen. Fans bør holde snitterne langt væk, selv om coveret ser fristende ud, for ligesom Highlander 2 er der intet godt i denne film, ud over titlen! Se hellere, om ikke din lokale tegneseriebutik skulle have genoptryk liggende af førnævnte magasiner.

I stedet bør man væbne sig med tålmodighed, for rygtemaskinen proklamerer, at der skulle komme en ny Creepshow-film i 2008, hvor King ville komme tilbage til manus, og dét kan kun blive mere interessant end denne anæmiske gang trist pulp.