Flammen og Citronen er igen på alles læber, og det er med en vis værdighed, for det er et stykke reflekteret og veldrejet stykke dansk film. En videoudgave med metervis af interessant ekstramateriale pakker filmen ind til et stykke historieskrivning, som har skabt diskussioner, og som – ikke uden årsag – derfor har vakt kontroversielle følelser til live. For filmen er ikke en mytologi, den er fiktion, men det tager i høj grad historisk stilling til en tid og to personer, som længe har krævet en uddybende og visuelt sømmelig fortælling.

Efterrationaliseringens logik
Der er igen gang i efterrationalisering i Danmark. Forsøg på forståelse af den mørklagte tid under den anden verdenskrig kommer lidt i pulserende skvulp, som kan placeres lidt i generationsbestemte rationaliseringsprocesser. I den sidste del af og lige umiddelbart efter krigen steg de nationalistiske grader i nærmest et forsøg på at fortrænge oplevelserne og geninstallere en orden, der ikke havde været til stede i en grå tid præget af mange differentierede meninger. Denne overlevering har i både historieskrivningen og i den kunstneriske bearbejdning undertrykt nogle tendenser til fordel for et mere systematiseret billede af samtidens uklare forhold mellem modstandsfolk, kollaboratører og alle dem midt imellem, der blot forsøgte på at eksistere mere eller mindre deltagende i kampen for eller imod nazismen.

Den næste generation er omvendt en temmelig konfliktuel forståelse af, hvordan tiden ikke kan differentieres i klare tanker om at være enten for eller imod. Her anses ideologiske kampe for at være en del af tiden, mens der var klare hensyn at tage undervejs i forsøget på at klare Danmark igennem en svær tid. Det var selvfølgelig svært, og udtrykket, der står tilbage, melder ud, at det indlysende nok er nemt for eftertiden at træffe sanddruelige og reflekterede svar på besværlige spørgsmål. Hvor den første generation var alt for tæt på til at kunne tænke med helede sår, er den næste mere præget af at forsøge at tæmme de svære spørgsmål i mere nuancerede skildringer.

Men denne proces overser selvfølgelig også nogle ting, hvor den tredje generation derfor kommer til sin ret ved at tage fat på det kompletterende billede af en krigstilstand, der i det mindste bør forsøges forstået. Her bliver billedet af tyske fanger i Danmark, kollaboratørerne og alle de spørgsmål, som har været fortrængt i mange år, bragt til overfladen. Tilsammen er det så meningen og forhåbningen, at disse forskellige vinkler på den fælles og den partikulære forståelse af krigen skal beskrive et mudret og lidt urent billede af en tid, der – uhensigtsmæssigt – er blevet betragtet som den sidste krig mellem godt og ondt. Erindringen og efterrationaliseringen er på den måde en besynderlig størrelse, der på sin vis skaber et billede, som hos den enkelte eller hos kollektivet er ønskværdig.

Mudderet vaskes væk – og mere mudder viser sig
Derfor var det fra starten af et centralt projekt i Flammen og Citronen at forsøge at trække røgsløret væk fra alle de fortællinger og myter, som tiden er omspundet af – og selvfølgelig er det også meningen med filmen at forsøge skildre et nuanceret billede af Bent og Jørgen, alias Flammen og Citronen. På den måde placere filmen sig i flere positioner undervejs, hvilket er ekstremt befriende og særdeles frustrerende, og dermed afspejler filmen måske ganske godt, hvordan følelsen i samtiden måtte have været.

Filmen er derfor dobbeltartikuleret. På den ene side ligger der otte års research og historisk arbejde til grund for filmen, hvilket derfor centrerer den omkring et forsøg på at nå tæt på de faktiske begivenheder. Men som det gælder for enhver historieskriver, så må man undervejs erkende, at der er detaljer, som ikke lader sig finde, af hvilket grund man må ty til hypoteser. Det er her, den anden side kommer til sin ret, idet fiktionen her tilbyder en artikulationsform, som lader disse refleksioner få plads blandt de faktuelle pointeringer. På den måde eksisterer fakta og fiktion side om side, ikke kun i Flammen og Citronen, men også i den egentlige historieskrivning, hvor historien generelt kommer til at være et stort, fælles værk, der skrives på. Det er ikke fremmed for en række historiske traditioner, men det er i den grad fremmed for den offentlige meningsdannelse, at fiktionen har noget at gøre i forbindelse med historiske emner – særligt så følsomme emner som den danske modstandsbevægelse.

Af samme grund er filmen yderst reflekteret over for sit forhold til denne historiske metode, og det er instruktør Ole Christian Madsen særligt magtpåliggende på et af ekstrasporene at understrege, hvilke valg, der er truffet i forhold til dette skisma mellem fakta og fiktion. Her forklare han, hvordan den, der skaber fiktion, på sin vis er nødt til at være langt mere sikker i sin sag, før der skrides til fortællende handling, fordi man her ikke kan gemme sig bag historiske forbehold om manglende oplysninger eller lignende. Fiktionen er et stykke helhedsskabende værk, der på én gang – i forbindelse med historisk fiktion – skal give samlet mening, men ydermere også nuancere de fortolkende gestaltninger, der ligges an.

Dette er også tænkt direkte ind i filmen, både som handling og som et metafiktionelt dialogspor. Særligt prægnant er scenen, hvor Bent og Jørgen diskuterer deres fremtid, når krigen er overstået, og de konstaterer, at de skal være med i Flammen og Citronen i Japan. Lige præcis her understreger filmen sin konstruerede status og undsiger sig de modsigelser, som filmen efter premieren har skabt. I denne forbindelse kritiserer Ole Christian Madsen en særlig dansk puritanisme over for historiske fiktionsværker, der ikke tillader, at sådanne værker er nødt til at tage sig friheder for at kunne skildre disse fortællinger. Man mødes i Danmark med et udpræget akkuratessekrav, som – når man er historiefortæller – gør det umuligt at fortælle sådanne historier for det brede publikum. Man fristes nærmest til at sige, at yngre danskere selvfølgelig er en historieløs generation, hvis ikke historien kan formidles i andet end et ekstremt kildekritisk og støvet historiefag (ikke dermed sagt, at Flammen og Citronen ikke udøver kildekritik, for det gør den i høj grad). Umiddelbart undslipper filmen dette problem ved både internt og nu også eksternt tage klar stilling til dette historiske grundproblem.

Flammen og Citronen er derfor på ingen måde et puritant værk, for snarere tager den fat om en nuancering af en mytologi, der med tiden i stedet ville have tabt sin betydning. Det gælder også for samtidens overlevering, der har haft brug for flere generationer til at bearbejde tidens problematikker, og det har således betydning for, hvordan filmen kan tillade sig at være fortalt. Det er nemlig, samtidig med at filmen tegner et billede af to modstandsikoner, fremtrædende, at Flammen og Citronen også forsøger at vise, hvilke meninger, der var til stede i samtiden.

Disse problemer i forhold til, hvad man kunne tillade sig, og hvordan man kunne opføre sig, bliver selvfølgelig specielt iøjnefaldende, når der sættes spørgsmålstegn ved, om likvideringerne, som Bent og Jørgen foretager, alle sammen rent faktisk var fortjente. Var det de rette folk, de slog ihjel? Dette spørgsmål har i høj grad skabt røre hos et unævnt dansk parti, ganske simpelt fordi mytologien om den danske modstandsbevægelse her svagt smuldrer. Men samtidig starter filmen ud, til frygt for andengenerationshistorikere, med et udpræget unuanceret billede af krigen, hvilket kunne være filmen til falds. Alligevel formår filmen undervejs at trække dette sort-hvide billede væk, som var det filmens eget røgslør, til fordel for en langt mere nuanceret skildring af samtidens angstmæssige og problematiske forståelse af, hvem der var med hvem.

På den måde formår Flammen og Citronen at skildre en vanskelig historie med tvende tunger, der burde være imødekommet fra de fleste vinkler. Ikke nok med at det er et stilistisk overflødighedshorn af flotte billeder, kameragange, velspillende karakterer og et veloplagt manuskript, som i denne behandling ikke har været et centralt aspekt til fordel for det historiske, så er filmen også et godt eksempel på, hvordan fiktionen er et kraftfuldt middel til at fortælle om vores fælles forståelse af en problematisk tid – noget der kan opfattes som et lukkes rum for mange. Her åbnes dørene på vid gab for en pragmatisk tolkning af, hvordan vi skal opfatte mennesker i og under krigen.

Flammen og Citronen har været med til at sætte krigen på dagsordnen igen, sammen med flere andre fortællinger, hvilket afspejler sig i, at flere af samme type dukker op. Krigen er blevet et varemærke i filmens verden, hvilket selvfølgelig kan blive et problem på længere sig, men i nuværende og særligt i nærværende format er diskussionen en nødvendig, nyskabt historisk interesse. Flammen og Citronen har ikke gjort det egenhændigt, men den er for tiden – som en af tidens mest interessante danske film – en central aktør i bearbejdningen af en kritisk tid, som nok aldrig vil blive forstået til fulde. Giv os fiktionen og dermed vores identitet tilbage!