I anledningen af Nordisk Films samlede udgivelse af de første tre film i serien The Twilight Saga peger denne artikel på nogle forskellige forklaringer på, hvorfor Twilight specifikt og vampyren generelt er blevet så populær.

Vampyren er et tvetydigt væsen. Det signalerer de første tre fortællinger i Stephanie Meyers populære romanserie såvel som de første tre filmatiseringer af romanerne allerede i titlerne. Det engelske ord ’twilight’, som også er titlen på første film i serien fra 2008, betyder ’tusmørke’, og er en mellemting mellem lys og mørke. Det er i tusmørketimerne ikke blevet helt mørkt endnu, men lyset er ved at forsvinde. Anden film fra 2009 hedder New Moon, hvilket for det første peger på, at lyset fra månen er på sit svageste, men lyset – på vej mod fuldmåne – er tiltagende. Med andre ord er det den omvendte bevægelse af tusmørket, men samtidig ved vi også, at fuldmånen er forbundet med lunefuld opførsel. Ordet ’lune’ også kommer af det latinske ord ’luna’ for måne. Tredje film fra 2010 hedder Eclipse, hvilket betyder ’formørkelse’, hvilket i ny og næ sker for både måne og sol. Med andre ord signalerer de første tre fortællinger i The Twilight Saga dette ambivalente møde mellem lys og mørke, det gode og det onde, samt det tiltrækkende og det frastødende.

Serien handler om high school-pigen Bella, der flytter til byen Forks i den nordvestlige stat Washinton i USA. Her skal hun bo ved sin far, der er skilt fra hendes mor, som har fundet en ny mand. Hun får en række nye venner og veninder, men mest interessant er det, at hun også her møder den mystiske fyr Edward. Edward og hans venner og familie er blege, smukke mennesker, der ikke viser sig, når solen skinner for meget. Da Bella er tæt ved at blive ramt af en bil i et trafikuheld, redder Edward hende, men den hurtighed og styrke, som han beskytter hende med er tiltrækkende men mistænkelig for Bella. Bellas barndomsven Jake, der er indianer, fortæller hende om egnens folklore om ’the cold ones’, og ret hurtigt har Bella da også regnet ud, at Edward er en vampyr.

De tre films handling udspiller sig derfor primært omkring det besværlige ved som menneske at være kæreste med en vampyr, mens forskellige andre, mere dramatiske plots udspiller sig omkring de to. Navnene på de to karakterer signalerer her nogle karaktermønstre, hvor Bella Swan i udgangspunktet – med mindelser fra H.C. Andersens ”Den grimme ælling” – betyder ’den smukke svane’, mens Edward betyder ’velsignet beskyttelse’. Edward skal med andre ord beskytte Bella. I New Moon læser de i skolen Shakespeares Romeo & Julie, der selvfølgelig er endnu en oplagt parallel: De elskende, der har så forskellig baggrund, at de ikke kan få hinanden. Hvordan det gennem de tre film går de to elskende, må man selvfølgelig selv se.

Den genfortryllede virkelighed
Bella Swan er dog ikke nødvendigvis en grim ælling, snarere tværtimod, og den mere subtile betydning, der ligger i navnet, er da også den mest interessante. ’Bella’ er en afledning af Isabella, der igen er et derivativ fra Elisabeth, som betyder ’min Gud til overflod’. Dette peger – på samme måde som ’den smukke svane’ – selvfølgelig på, at Bella er noget helt specielt. Det viser hun sig da også at være for Edward, der normalt kan læse andres tanker, men han formår ikke at læse Bellas. Hun viser sig da også senere at være noget unikt for vampyrerne, men det er, da vi forlader handlingen i Eclipse, stadig uvist, hvad det er. Men i videre forstand er denne inddragelse af det guddommelige interessant i forbindelse med Twilight og i forbindelse med vampyren i det hele taget. Vampyren er nemlig blevet særdeles populær samtidig med, at kulturen, siges der, er blevet genfortryllet.

Det moderne samfund har længe siddet tungt på forklaringsrammerne for eksistens. Men senest er en række filosoffer og religionssociologer begyndt at pege på, at moderniteten ikke har fået aflivet det overnaturlige. Det moderne samfunds optik har længe været, at den enkelte ville holde op med at tro eller være overtroisk, når fornuften havde sejret. Men det viser sig i det senmoderne samfund, at tro og det overnaturlige lever i bedste velgående. Troen har bare forandret sig, og den i nogen grad undertrykte interesse i det overnaturlige er blot dukket op som et overvældende populært fænomen. Denne fascination af det overnaturlige er inkarneret og udtrykt gennem vampyren som et spændende væsen, hvor det modernes holdning til det overnaturlige ikke længere er entydigt afvisende, men nu netop er blevet ambivalent. Den danske filosof Hans-Jørgens Schanz har kaldt dette for modernitetens selvindskrænkning. Og når det moderne samfund indskrænker sine skrappe krav til rationalisme og empiri, så åbner det for tro og det overnaturlige. Medieforskeren Stig Hjarvard har kaldt det for banal religion, når det overnaturlige udtrykker en sensibilitet over for det, der overskrider vores rationelle tankegang.

Derfor er vampyren også et udtryk for denne nyfundne spirituelle omgang med virkeligheden, der breder sig gennem nye medier. Litteraturteoretikeren Beth McDonald har derfor kaldt vampyren for et ærefrygtindgydende væsen, hvilket normalt er et udtryk, der benyttes om Gud. Netop ærefrygten er spændende i denne forbindelse, eftersom det normalt inden for teologien artikulerer Gud som et ærefuldt væsen på den ene side, mens det på det på den anden side også kan være frygteligt. Troen er i den forståelse både en frydefuld ære for den troende, men vender Guds vrede sig mod den enkelte (som det gjaldt fx Job), så er Gud også frygtet. Dermed forsøger McDonald at indfange vampyren som dette ambivalente væsen, som Twilight også signalerer med sine titler. Vampyren fremstår på én gang tiltrækkende og frastødende på den enkelte. Derfor er vampyren også gennem dens populære, litterære og filmiske historie blevet skildret som et prægnant udtryk for en del af den menneskelige eksistens, der altid har været omgærdet af tabuiseringer og fascination: erotikken.

Et erotisk væsen og erotikkens væsen
I Twilight er hovedpersonen Bella en ung pige med en blomstrende seksualitet. Hun er stadig jomfru, men det erotiske er blevet langsomt mere interessant for hende. Da hun møder vampyren Edward har hun derfor svært ved at kontrollere sin lyst, og det er faktisk Edward, der må sige fra. På den måde er vampyren og skitseringen af erotikken i The Twilight Saga skildret gennem nypuritanismens optik, der stiller en række strenge krav til den enkeltes livsførelse. Seksuel afholdenhed er derfor en nødvendighed, indtil et par er indgået i helligt ægteskab, hvilket for det første understreges af, at Edward frier til Bella, mens det for det andet fastholder den hellige tilgang, som er indlejret i Bellas navn. En populær tv-serie som True Blood (2008-), der også handler om et parforhold mellem en vampyr og et menneske, handler i høj grad om at nedbryde denne grænse for at have en masse sex, mens The Twilight Saga snarere omvendt handler om ikke at have sex. Med andre ord er serien et moralsk indspark hos en teenager i USA, hvor der i noget udstrækning prædikes afholdenhed.

På den måde er The Twilight Saga i tråd med serier som Beverly Hills, der også moralsk interesserede sig for en high school-årgangs seksualitet. Handlingen, der udspiller sig i sagaen, står på skuldrene af den lange amerikanske tradition for high school soaps, men i handlingen indbygges vampyren som et centralt element. Det særlige ved at bruge vampyren som et udtryk for denne aldersgruppe er, at den oplevelse af den endnu uudforskede eller sparsomt udforskede erotik kan indfanges gennem den. Erotikken kan for debutanten fremstå umådeligt tiltrækkende såvel som frastødende og urovækkende, hvilket den i øvrigt i videre forstand også kan for den voksne. Seksualitet er derfor præget af en lang række kulturelle tabuer, der mangler offentligt udtryk, og her træder vampyren til som en metafor, som kan indfange erotikkens komplekse væsen i en og samme figur. Derfor er al anden handling i The Twilight Saga sekundært i forhold til relationen mellem Bella og Edward: Det er Bellas erotiske drift, der udleves gennem hendes møde med det tiltrækkende og faretruende i vampyren.

Vampyrfortællingens historie fortæller en hel del om dette forhold. Meget groft sagt er der to traditioner for vampyrer i kulturhistorien, hvor den ene er den luskede, beskidte og voldelige natur, der særligt udtrykker sig i figuren Nosferatu (både i Murnaus version fra 1922 og Herzogs fra 1979). Den anden er den tradition, der primært udspringer af Sheridan Le Fanus kortroman ”Carmilla” fra 1872, der handler om lesbisk kærlighed mellem en vampyr og en ung pige. Igennem historien har forholdet mellem erotikken og vampyren fundet udtryk i filmhistorien, der i det mest ekstreme format fusioneres i vampyrpornografi. Den franske instruktør Jean Rollin instruerede fx både erotiske vampyrfilm under sit eget navn såvel som porno under pseudonymer. I filmen Suce moi vampire fra 1975 samlede han disse to interesser. I nutidens overvældende vampyrfænomen er dette forhold vendt tilbage i fornyet, mainstream form. I den allerede omtalte tv-serie True Blood er det alt fra sød erotik og homoseksualitet til hårdhændet sadomasochisme, det handler om, mens det i The Twilight Saga er det modsatte: mødet med muligheden for seksuel udfoldelse samt evnen til for en stund af afstå den.

Identitet som overflade eller kerne
På den måde formår vampyren også at fremhæve nogle identitetsdiskussioner, der i nogen grad udspringer af det erotiske, men i videre format hænger sammen med fascinationen af en kerne i forståelse af den enkelte. Hvor den postmoderne identitetsforståelse har gjort op med idéen om, at identitet er noget, vi er, men i stedet peger på, at det noget, vi gør, så udtrykker flere vampyrfortællinger, at denne holdning er utilstrækkelig. Eller rettere så fastholder de, at det for den enkelte er svært at komme til tåls med, at ens identitet blot er en række summariske tilfældigheder. Vampyren er et væsen, som på mange måder har en kerne, som den må fastholde og udleve, for ellers vil den dø. Dens tørst efter blod er meget banalt en livsopretholdelse, som den må efterleve.

Den kerne i den enkelte vampyr reproducerer sig ud på de øvrige karakterer – i The Twilight Saga selvfølgelig særligt i Bella. Her vender vi tilbage til den symbolik, der ligger i navnet Bella Swan: Hun er en smuk svane, selvom hun ikke altid føler sig sådan. Serien udtrykker dermed igen en holdning til en identitet, som en hormonforstyrret teenager ikke kun kan forholde sig til. Men netop teenage-årene er de år i en persons liv, hvor identitet måske betyder mest. Det er her, hvor identiteter afprøves og testkøres netop for at finde den rette, hvilket fastholder idéen om, at der er en kerne. Den skal bare findes. På samme måde fastholder Edward i serien også en kerne, der særligt udtrykkes gennem hans puritanske tilgang til sit erotiske forhold til Bella. Han blev født i en tid, hvor puritanske værdier var mere udprægede, end i dag, og derfor er han en slags relanceret moralsk vogter for den dyd, som Bella stadig har intakt. Han er ikke kun en patriarkalsk beskytter for hendes liv, mens også for hendes sømmelighed. Derfor er vampyren nu pludselig blevet et etisk væsen.

Etik og den gode vampyr
Det er dog ikke nok med, at vampyren i dette populære vampyrfænomen er blevet et etisk væsen, hvad angår seksualitet. Dette er i høj grad et element, der er et særkende ved The Twilight Saga, som for alvor lancerede seksuel afholdenhed som en moralsk dyd til efterlevelse hos den enkelte teenager. Mange andre vampyrfortællinger handler i højere grad om seksuel udlevelse. Hvor modsætningen True Blood – sagt med Freuds berømte psykoanalyse – handler om id’ets udlevelse på bekostning af, hvad over-jeg’et (kulturen) mener, så handler The Twilight Saga i stedet om over-jeg’ets kontrol over id’ets lyster. Freud pegede på, at lyst og død hang sammen som to drifter, der var hinandens forudsætning, og netop vampyren er et interessant eksempel på, hvordan livsdrift og dødsdrift kan indbygges i samme inkarnation: I samme krop er der en erotisk drift, der opretholder livet, mens der også er en død og dødelighed tilstede. Det engelske udtryk undead, der bruges som en beskrivelse af blandt andet vampyren, udtrykker igen denne ambivalens. Liv og død er fusioneret i vampyren, mens Bellas fascination af Edward er en fusioneret livs- og dødsdrift i samme bevægelse.

Det er dog slående, at udviklingen i genren er gået i retningen af en nyfortolkning af vampyren som et voldeligt og dødsensfarligt væsen. Frem for at være et væsen, der bibringer et grundigt gys i fortællingerne, er vampyren i The Twilight Saga blevet et smukt og venligt væsen. Det gælder i hvert Edwards familie, hvilket understreges af, at de ikke længere lever af menneskeblod, men af dyreblod. I fortællingerne her er således nu onde vampyrer, der lever af at fortære mennesker, mens de gode vampyrer i stedet fraholder sig fra dette. Vampyren har med andre ord fået en etik, der ikke længere kun er vampyrens, men det er menneskets etik om ikke at slå ihjel, der er slået igennem blandt nogle vampyrer. Det gælder fx også vampyren Bill i True Blood – i denne serie er ’True Blood’ netop en syntetisk drik, der mætter vampyrerne. At vampyren er blevet et smukt og etisk væsen understreges i genfortolkningen af mytologien i The Twilight Saga, hvor vampyren godt kan tåle sollys, men de holder sig fra at vise sig under solens stråler: fordi de glinser smukt.

Tusmørkevæsenet er populært
At vampyren i dag er blevet et så populært monster, som det er, kan ikke forklares alene af én årsag. Der skal en række forskellige forklaringer til. Dens historiske indramning af erotikken er den væsentligste af dem alle, men fortællingernes genfortolkning af etiske rammer, kulturelle tabuer, identitetsforhold og en genfortryllet virkelighed er også gode forklaringer. Disse signalerer tilsammen en idé om, hvorfor vampyren fylder så meget i dagens populære medier. Ydermere skal det selvfølgelig ikke undervurderes, at når et flagskib som Stephanie Meyers romaner og filmatiseringerne af samme bliver så enorme internationale hits, så sætter det nogle slagskraftige medieprocesser i gang. ’So ein Ding muß ich auch haben’, tænker mange. Et hit producerer flere, og er et fænomen først opfanget af disse uoverskuelige medieprocesser, så bliver det til en selvforstærkende virkning. Dette skal selvfølgelig også med i den forklaring af, hvordan særligt The Twilight Saga er blevet så stort. Mediebevidstheden slår også igennem i filmserien, der på mange måder benytter sig af en samtidig musikvideoæstetik, som målgruppen med lethed vil genkende.

The Twilight Saga kan samle en hel generation af teenagere på samme måde, som 90’ernes unge blev samlet omkring Beverly Hills. Alene det, at The Twilight Saga kan skabe en fælles kollektiv kultur på tværs af nationer og kulturer fortæller noget om en mediemæssig gennemslagskraft. The Twilight Saga er naturligvis derfor også blevet kritiseret for at være massehysteri, men enhver, der først har fået øje på omfanget af denne succes, må i det mindste kunne tage denne succes alvorligt. The Twilight Saga tog depechen op, da Harry Potter gav den videre. Hvem der står i kulisserne og venter på at overtage den næste gang, vil kun tiden vise.