Det er lidt synd for film, der sættes forkert i bås fra udgiverens side. Det gælder især aldersangivelse og den herudaf tildelte genreangivelse. Der er en slags stiltiende indstilling om, at børnefilm er film, der handler om børn, mens ungdomsfilm handler om unge – uden øvrig kvalificering. Sådanne grundløse vurderinger ramte Vibeke Muasyas Kidnappet (2010), der blev angivet som en børnefilm, selvom den bestemt i sit indhold ikke var tiltænkt børn som sådan. Det er sket med Heidi Maria Faissts anden film Frit fald, der er blevet kaldt en ungdomsfilm. Det er en skam, eftersom filmen kan skræmme potentielle seere væk fra en aldeles udmærket og teknisk veldrejet film. Den er netop udkommet på dvd.

Filmen handler om pigen Louise (velspillet af Frederikke Dahl Hansen), der bor hos sine bedsteforældre, fordi hendes mor er i fængsel. Hun har ikke set sin mor i flere år, og har derfor heller ikke umiddelbart lyst til at genoptage kontakten, da hun løslades. Men nysgerrigheden får hende alligevel til at opsøge moren, hvilket bliver til starten på en omvæltende rutsjebanetur gennem livets ungdommelige tilværelse for den søgende teenager Louise. Moren er ikke kommet helt ud af sit stofmisbrug eller salg af stoffer, fordi hendes pusher tvinger hende tilbage. Hendes natteliv og frie tøjler kommer derfor selvfølgelig til at virke stærkt appellerende på den lidt oprørske Louise, der er træt af bedstemorens strammere rammer.

På mange måder skildrer filmen naturligvis ungdomsproblemer og teenagerens møde med tilværelsens eksistentielle kontroverser i at skabe sig en selvstændig identitet. Pigen, der har manglet sin mor gennem sine seneste år, vil naturligvis søge efter de manglende komponenter i livet. Derfor vil Frit fald have en stærk appel til den samme sene folkeskolealder, som Louise tilhører. Men filmen fortæller mere end det. Den fortæller noget om personlige udfoldelser, den blomstrende seksualitet og skabelsen af identitet for såvel barn som voksen. Det er derfor heller ikke en familiefilm, men slet og ret en film. Og tilmed en god en af slagsen.

Heidi Maria Faisst overraskede positivt med sin spillefilmsdebut Velsignelsen, der tog en nybagt mors psykiske fødselstraumer op til hårdhændet overvejelse. Velsignelsen var en velkomponeret knude i maven på seeren. Frit fald spiller på nogle af de samme komponenter i sit forsøg på at skildre den personlige deroute, som Louise træder ind i. Der afsløres ikke for meget ved at sige, at det går rigtig galt for hende. Filmens titel signalerer denne ensporede hovedvej ned i dybet på det kraftigste. Fortællingen fungerer godt, fordi den fastholder Louises synsvinkel på tingene, hvilket gør filmens tematisk stærkere for seeren, der krummer tær over det, omgivelserne gør (eller ikke gør!).

Filmen indleder med nogle interessante billeder, der fremstår som et ekko af mobiloptagelser. Det er usikkert, hvem disse optagelser tilhører, og det er da heller ikke en del af filmens handling. Men det skaber fra starten en nærværende stil, der på én gang er realistisk afsøgende, men samtidig også bryder med den stærke danske tradition for realisme. Det visuelle mobilsprog har en generel indflydelse på mange af optagelserne, mens sms-beskeder danser over skærmen, når Louise skriver dem. Det skaber faktisk både handlingsmæssigt nærvær samt en vis kameradistance til hændelserne, der nærmest derved metafiktivt kommenterer på handlingen uden at indlægge fordømmelser i hændelserne selv. En af dansk films dygtigste yngre fotografer, Manuel Alberto Claro, har stået for cinematografien – og det kan ses!

Jeg tillod mig i min anmeldelse af Velsignelsen at skrive, at instruktør og manusforfatter Heidi Maria Faisst er en personage, vi skulle kunne vente os mere af. Det er så skønt, når den slags store forventninger indfries. Frit fald er allerede en meget rost dansk film. Og jeg giver da heller ikke andet end en nyplukket buket roser…