Egentligt er det ganske nemt at beskrive John Kenn Mortensens bogdebut Post-it monstre. For det er firs sider med alskens forskellige uhyrer, i forskellige situationer (ofte med børn eller andre mennesker indplaceret i kompositionen, for at give betragteren en idé om monstrenes størrelse) og fælles for alle tegningerne er at de er holdt i gul og sort, gengivet i naturlig størrelse, for som titlen antyder, er alle monstrene tegnet på rektangulære post-it sedler.

Bogens forfatter skriver på hans blog at han normalt arbejder med at lave børne-tv og så er han far til tvillinger, så den sparsomme fritid han har, bliver blandt andet brugt på at tegne disse monstre på de små, gule, selvklæbende sedler for på den måde at skabe et ”lille vindue til en anden verden”. På trods af, at nogle af monstrene virker som nogle man har set andre steder før, så kan man ikke andet end at blive både glad og en smule foruroliget når man bladrer gennem udgivelsen.

Der er ingen tekst i bogen foruden Anders Morgenthalers introduktion og naturligvis titlen. Det er heller ikke nødvendigt for tegningerne taler helt og aldeles for sig selv. De er alle meget sirligt udført, utvivlsomt tegnet med en meget, meget tynd tuschpen, som viser forskellige, mere eller mindre faretruende situationer, alle med det til fælles, at de skal holde sig indenfor en prædefineret ramme skabt af sedlernes format.

Selv om monstrene er forskellige er der nogle som går igen. Dels er der de kolossale, troldelignende skabninger, som ofte har gevirer og færdes i såvel skove, søer og i bjerglandskaber. De kan være lodne og have træer og sten groende på sig. Modsat disse meget nordiske skabninger er også monstrøsiteter som virker inspireret fra især Japan, både de uhyggeligt svævende maskeskabninger (som ligner de man har set i sudio Ghibli animationsfilm) klædt i sort og med kranielignende ansigter og derudover er der også to post-its som viser nogle kolossale uhyrer med smeltende ansigter, som synes at være kraftigt inspireret af klassiske japanske træsnit af onde ånder.

Der er også en del af monstrene som man ikke ser i deres helhed, men det er monstre som ene og alene består af forskellige typer tentakler, der vrider og maser sig frem, kommer op af brønde og enkelte er endda så store at de kan løfte en ubåd op af vandet. Post-it nummer 16 (når man ikke tæller Morgenthalers intro. med - red.) forestiller umiskendeligt et ganske velkendt monster, nemlig selveste Cthulhu, kendt af gysernørder fra H. P. Lovecrafts forfatterskab, men ellers er mange af udyrene ganske originale og spændende at se på.

Men selv om mange af skabningerne naturligvis forekommer truende og foruroligende, som monstre i sagens natur gerne skal være, så er der lige så mange af dem, der nærmest virker lige så frygtsomme når de betragter de mennesker (ofte uskyldsrene men indimellem kontrollerende og ondt udseende) der også optræder på billederne. På den måde synes de ordløse billeder alligevel at fortælle noget vigtigt om forholdet mellem ”os” og ”dem”. Ligesom at der i hvert billede synes at blive fortalt en historie, som var de gule sedler illustrationer til en historie man selv må tænke sig til.

Selv om Post-it monstre bare er en samling tegninger uden anden sammenhæng end deres størrelse og deres fællestematiske indhold, så er det en endog meget fint tegnet, lille bog, der måske især imponerer de modtagere, der selv engang har haft en pen i hånden, for formatet taget i betragtning, så er det utroligt hvor mange detaljer, skygger, skraveringer og strukturer der er blevet plads til. De læsere der måske kan få tanken: ”hvor svært kan det da være?” så har forlaget været så elskværdige at ilægge en enkelt Post-it til allersidst, så man enten selv kan forsøge at gøre John Kenn Mortensen kunsten efter, eller også kan man forestille sig at den tomme flade muligvis er kunstnerens version af en usynlig ånd, der bor i bogen.