I 2021 dukkede Simon Petersens fremragende tegneserie Punk Life Crisis uventet op på anmelders bord. I den forbindelse skrev undertegnede ”Når man så samtidig oplever at [Simons tegneserie – red.] får en til at grine ganske højt, upassende og længe, til trods for at man ret beset ikke burde sidde og læse tegneserier i mellemtimerne mellem ens undervisning, så er det svært ikke at være ovenud begejstret”. I skrivende stund er undervisningen på VUC blevet byttet ud med tilværelsen som ivrig tegneseriepusher i Faraos Cigarer. Derfor kan man her i starten af 2025 stå i Aarhus og smile fjoget over Hr. Petersens seneste udgivelse, der netop skildrer livet som underviser på en FGU i København.

Lige som Punk Life Crisis er Skolen for livet også en selvbiografisk sag, hvor vi følger hovedpersonen Simon, der sammen med kæresten har fundet en lejlighed i forstæderne. Selv om hovedvægten i historien er på Simons møde med FGU, så kommer læseren også indimellem hjem til parret, hvilket er med til at give os et mere komplet billede af hovedpersonens livssituation.

Langt de fleste der har prøvet at starte et nyt job ved, at den første tid godt kan være forbundet med en vis portion nervøsitet og forvirring. Så med frygt for at spoile, så starter fortællingen med at Simon skal starte sit arbejdsliv som lærer, hvor rektor viser ham rundt på skolen og historien slutter med at Simon selv viser en ny kollega rundt på skolen. Det er et fint greb, for sammenligner man de to scenarier, så vil man også opleve hvordan Simons møde med både eleverne og sine nye kollegaer i mellemtiden har påvirket ham på en ganske forståelig, men måske ikke vildt hensigtsmæssig måde.

Der er ofte meget fokus i medierne på, hvordan unge mistrives i skolen, på at danske unge har vanskeligt ved at konkurrere fagligt når vi sammenligner niveauet med det der eksisterer i de lande der omgiver os og så hører man ofte om nye ideer der gerne skulle få denne negative kurve vendt. Til gengæld har der ikke rigtigt været fokus på de mange udfordringer som lærere og undervisere kan stå med i deres daglige arbejde. Hvor er fokus på læreres trivsel midt i konstant skiftende læreplaner, nye pædagogiske retningslinjer, brugen af IT i undervisningen og meget mere. Heldigvis er det med denne tegneserie nu blevet muligt at danne sig et ganske retvisende indtryk af n lærers dagligdag.

Skolen for livet giver læseren et fint og i Kapellets optik meget tiltrængt indblik i livet på en ungdomsuddannelse, både i klasseværelserne og ikke mindst blandt kollegaerne på lærerværelset. Simon møder allerede på sin første dag både den gamle hippie ”Knirke” der har et hjerte af guld, men som også ser lidt stort på læreplaner og bekendtgørelser. Hendes figur står i skærende kontrast til kollegaen Grethe, der helt modsat nærmest udelukkende synes at gå op i netop regler, regulativer og at overholde de retningslinjer undervisningsministeriet sender ud. Elevernes velfærd må komme i anden række. Selv om de to figurer nok er karikaturer, der kan være sammensat af mere end blot to enkeltpersoner, så er det anmelders erfaring at der findes mange lærere, der vil kunne genkende dem selv – eller deres kollegaer - selv i enten Knirke eller Grethe.

Det er dog primært mødet med eleverne der er i fokus. Elever på FGU er under 25, men måske mangler de enkelte fag eller en opkvalificering der gør, at de ikke kan komme videre i deres udannelse eller arbejde. Der synes i Simons skildring af skoledagen på FGU at være rigtigt mange fællestræk til det VUC anmelder arbejdede for i tretten år. Selvfølgelig findes der nok på begge institutioner dygtige, arbejdsomme og ambitiøse elever, der følger med og deltager aktivt i undervisningen, men som Hr. Petersen også med al tydelighed viser, så kan klasseværelset også være et meget kaotisk sted, hvor det som underviser kan være endog meget svært at konkurrere med elevernes mobiltelefoner, internettet mange fristelser eller andre elevers forstyrrende snak.

Selv om man mange gange undervejs i læsningen trækker på smilebåndet er fortællingen er i denne nye tegneserie en kende mere alvorlig end i det man kunne opleve i Punk Life Cristis. Dels er fokus jo et helt andet end urealiserede rock´n´roll-drømme, men det er også klædeligt, at sådan en hverdagsskildring af en ung lærers møde med et uddannelsessystem der er langt fra det idealiserede billede som skildres i adskillige Hollywoodfilm bliver præsenteret med en kende mere gravitas.

Rent visuelt er man ikke i tvivl om at det er Hr. Petersen der har begået denne tegneserie. Hvad enten du kender hans streg fra Punk Life Crisis eller de mange sjove tegnedecon-reportager, du både kan finde online og i bogen Simon på festival så vil du nemt kunne genkende den i denne nye udgivelse. Der er måske nogle der vil mene at det overordnede indtryk godt kan blive lidt sjusket hvis du eksempelvis fokuserer på folks ansigter, men det er til gengæld umiskendeligt håndlavet og så er det i denne seneste tegneserie at du for første gang kan opleve dette i fuldfarve.

Selv om Skolen for livet ikke er helt lige så morsom som de andre tegneserier man har set fra Simon Petersen, så har det måske heller ikke været hensigten udelukkende at underholde læseren. Som nævnt så synes Simon også at have en mission om at tydeliggøre hvordan dagligdagen på godt og ondt er set fra en lærers perspektiv. Hvordan idealer og kreativitet indimellem måske må vige for regler og forstokkede kollegaers syn på hvordan undervisning skal foregår.

Her i Kapellet håber vi i al fald på at Skolen for livet ikke kun finder vej til tegneserielæsere, men måske i særdeleshed til lærere, der kan more sig over hvor præcist deres daglige arbejde er blevet gengivet i tegnet form. Samtidig må man håbe på at den også kan finde vej til de elever som minder om dem der skildres i Simons fortælling. Enkelte af disse kunne også godt bruge en opsang, eller at grine lidt af dem selv.

Kapellet mener derfor at Eudor måske burde overveje at sende et par frieksemplarer af denne bog til Undervisningsministeren og alle andre, der gerne vil gøre sig kloge på voksenundervisning i Danmark, så de på en hurtig og munter måde kan få et ganske realistisk og lettere satirisk indblik i hvilke didaktiske og praktiske udfordringer der kan opstå i det daglige arbejde med at få unge voksne gjort klar til deres eksamen og videre liv. Skolen for livet er i al fald et umådeligt sympatisk projekt.