Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Bravo the Brothers / Cobolt / 26 / 88 (ekstramateriale) sider
Tekst: André Franquin, ill: André Franquin
Anmeldt 5/9 2024, 11:28 af Torben Rølmer Bille

Ta-daaaaa! Fantastisk!


Ta-daaaaa! Fantastisk!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alle vi, der holder af de klassiske belgisk/franske tegneserier har sikkert hver især vores favoritserier og yndlingstegnere. Størstedelen af kapellets tegneseriefans vil nok hævde at George Remi aka. Hergé er mesteren over dem alle, mens andre måske fremhæver skaberen af Smølferne og Henrik & Hagbard: Peyo. Der er også de, der sætter Edgar P. Jacobs, der gav os Blake og Mortimer, øverst på deres imaginære piedestal. Blandt alle disse gudsbenådede tegneserieskabere er der dog én, der er helt unik; André Franquin. En tegner som selveste Hergé påstod var dygtigere end ham selv.

Franquin var tegneren, der foruden at tegne og skrive nogle af de allerbedste albums i serien om Splint & Co., skabte ikoniske figurer som Spirillen, Sjarly og Vakse Viggo, for slet ikke at tale om hans sorthumoristiske mesterstykke Sorte sider. Alle tegneserier, som mange i redaktørens generation er vokset op med og stadig besøger fra tid til anden.

I et interview for mange år siden blev Franquin spurgt, hvilken af hans historier han selv havde som favorit og hertil svarede han Bravo the Brothers, en ganske kort historie, der tidligere har været udsendt på dansk i albumform hhv. i Et værre cirkus fra 1974 og som en del af albummet Ballade i Champignac, der kom fem år senere. Albums som i dag godt kan være vanskelige at opdrive.

Til de der endnu har denne korte men utroligt morsomme tegneserie til gode er der godt nyt. Her i efteråret 2024 ville Franquin have fyldt 100 år, og i den anledning har forlaget Cobolt valgt at genudgive Bravo the Brothers i en lækker luksusudgave, hvor ekstramaterialet ender med at fylde langt flere sider end Franquins fantastiske tegneserie.

Selv om dette måske lyder lidt som ´overkill´, så er det faktisk meget interessant læsning, hvor man både får et konkret indblik i tilblivelsen af denne tegneserie, men samtidig bliver der også leveret et mere generelt portræt af Franquin selv. Undervejs skrives der b.la., at til trods for at manden står bag nogle af verdens mest morsomme tegneserier, så smilede han aldrig. Det påstås i supplementteksten, at der ikke findes billeder af Franquin, der smiler – men så kiggede Kapellets redaktør kort forbi siden om Franquin på tegneseriedatabasen Comicwiki.dk, hvor et foto af en storsmilende tegner er valgt som dennes profilbillede.

Dermed ikke sagt at teksten i ekstramaterialet er fejlbehæftet, for i øvrigt synes de mange andre informationer at stemme. De mange skitser (faktisk har Cobolt valgt at gengive hele historiens oprindelige tegninger uden farve), kommentarer, udtalelser og observationer om Franquins virke allermest interessant for fans som undertegnede, men det er vel også meningen at en genudgivelse som denne netop skal appellere til samlere og deslige?

Ganske kort fortalt, så er det i Bravo the Brothers Kviks fødselsdag. For de der husker Splint & Co., så arbejder Kvick på en redaktion sammen med bl.a. Splint og selveste Vakse Viggo, der er ansat som bud. Alle der kender til Vakse Viggo ved, at han ofte er lig med kaos og anarki, men i bedste mening har han anskaffet sig tre dresserede cirkuschimpanser som gave til hans chef, og de slippes selvsagt løs på redaktionen.

Ikke alene ved Kvik ikke sine levende råd, for aberne begynder straks på deres gøgl og løjer, til stor frustration for fødselsdagsbarnet, men til stor begejstring for resten af redaktionen og ikke mindst for læseren. I et forsøg på at løse udfordringen med chimpanserne forsøger Splint i en sidehistorie at finde ud af, hvor dyrene kommer fra, og hvorfor den dyrepasser der oprindeligt tog sig af dem, ikke er i stand til at gøre dette længere.

Det bemærkelsesværdige ved netop denne tegneserie er, at der fyres så mange visuelle og verbale gags af på hver side, at det ikke blot er meget underholdende, men også reelt imponerende! Franquin er virkelig veloplagt i sin streg, og når nu albummet er blevet nyrstaureret og digitalt farvelagt med stor respekt for den originale vision er det svært at få armene ned i ren begejstring.

Så hvad enten du er lige så imponeret over Franquin, som Hergé var det, eller du aldrig har hørt om ham før, så gør dig selv den tjeneste og få fat i og læs Bravo the Brothers. Det er en virkelig veloplagt, sjov og skør tegneserie, der formår at være mindst lige så morsom i 2024, som da den blev trykt allerførste gang.

Forrige anmeldelse
« Future «
Næste anmeldelse
» Det geometriske selskab »