Det travle, moderne menneske synes ofte at hige efter en tilbagevenden til noget mere enkelt, noget mere reelt og håndgribeligt. Muligvis et liv, der i langt højere grad fungerer i samspil med naturen. Denne tendens er ikke kun tydelig i populære realityprogrammer som eksempelvis Alene i Vildmarken eller Robinsonekspeditionen men kan også spores tilbage til Henry David Thoreaus Walden, der udkom første gang i 1854.

I Ugo Bienvenus tegneserieudgave af Sukkwan Island er idéen med at finde et bedre liv ude i vildnisset også en af de bærende. Tegneserien er baseret på en længere novelle af David Vann og handler om en far og dennes unge teenagesøn, der på faderens opfordring beslutter sig for at tage til en øde ø i Alaska, for dér at lære at klare strabadserne vinteren over.

Man kan forestille sig, kongstanken har været, far og søn skal komme tættere på hinanden efter forældrene er blevet skilt, men én ting er teori et andet er praksis, for tiltagende frustrationer, mangel på god kommunikation de to imellem og ikke mindst det barske liv i vildnisset ender med at få katastrofale følger for vore hovedpersoner.

Et liv i vildmarken kræver, at man har en vis portion overskud og gå-på-mod, noget som faderen i den grad mangler, for han er meget mærket af bruddet med sønnens mor. Han tumler med en voksende depression, hvilket selvsagt også går ud over drengen. Selv om faderen indimellem sætter ting i værk, så er det bestemt hverken alle jagtudflugter eller byggeprojekter, der går helt efter planen. Isolationen fra omverdenen sætter også langsomt sine spor, for selv om drengen er fåmælt og som regel gør, hvad han får besked på, så fornemmer man også undervejs, at han er både skuffet over sin far og ked af det på faderens og sine egne vegne.

Denne stemning af trøstesløshed og melankoli fortættes mere og mere i løbet af fortællingen og som antydet, så er dette også en fortælling, der ender i tagedie. Hvad der helt konkret får deres verden til at implodere skal selvsagt ikke afsløres hér, men Kapellet kan da godt løfte sløret for, at tragedien serveres som en fortællemæssig mavepuster.

Sukkwan Island er holdt i S/H og er, i denne anmelders øjne, ikke just imponerende tegnet. Ikke dermed sagt at Bienvenu ikke kan holde ordentlig fast på sin pen, men hverdagshistorien bliver overordnet lidt kedelig visuelt. Det er især ansigterne, som ikke er helt vellykkede, for mimikken hos både far og søn er ret stive og tenderer det udtryksløse.

Det kan godt være at det er helt bevidst, at der ikke er arbejdet mere med visuelt indbydende vinkler, ikke bliver leget med de enkelte billedrammer eller flere dynamiske forløb, så læseren også fornemmer de mange, lange timer, uger og måneder på øen lige så kedelige, som far og søn opfatter dem, men det ændrer ikke på, at det overordnede indtryk man får af at bladre sig gennem værket er ret trist.

Når det er sagt er Bienvenu ret god til at lavere naturskildringer, så både omgivelser og vejrliget lykkes han fint med at formidle. Det samme gælder selve historien, for som nævnt så vil langt de fleste læsere blive ganske chokerede og rystede over, hvad der sker .

Sukkwan Island byder på en tankevækkende historie, der muligvis har som hovedformål at fortælle sine læsere, at man som forældre har et kæmpemæssigt ansvar overfor sine børn, også selv om ens eget liv ikke helt har flasket sig, som man havde regnet med. En pointe der sikkert også kommer fint frem i den originale tekst.

Så selv om tegnestilen ikke just er undertegnedes favorit, så kan Kapellet stadig anbefale Sukkwan Island for dens historie. Det er et voldsomt drama og en virkelig tragisk fortælling, der præsenteres for dig.

Når det er sagt, så kan man dog undre sig over behovet for at omsætte novellen til tegneserieformatet. Denne kapellan tænker i al fald, at den oprindelige fortælling muligvis vil være endnu mere effektiv end tegneserieudgaven, da man i novellen selv skal danne sig billeder af både naturen, de to hovedpersoner og de begivenheder, der indtræffer, og derved uvilkårligt vil komme endnu tættere på tragedien, end når den som hér skildres i et lidt stift tegneserieformat.