Oprindeligt var det planen at lave en anmeldelse, der alene bestod i medfølgende tegning. Det var baseret på ideen om, at det ville være den mest nøjagtige beskrivelse af Jim Woodrings Alkymisterne. Tegneserien er nemlig atypisk på rigtigt mange måder og det gør det også utroligt svært at finde ord der kan retfærdiggøre. Der er ingen tekst ud over bogens titel, der er ingen farver og handlingen må høre til noget af det mest udknaldede, der nogensinde er blevet trykt.

Handlingen, hvis man da kan tale om en sådan i gængs forstand, er centreret omkring en mærkelig fedladen griseagtig figur, der færdes i et mystisk og udtrippet landskab. Her møder han en række personager, der nemt kunne være hevet ud af et af Hieronimys Boschs febermareridt. Der optræder en lang række figurer undervejs, de to mest centrale skikkelser er et par fuglelignende væsener, hvis knæ bøjer den gale vej og som sært nok minder lidt om Heckyll og Jeckyll. Disse drilske fuglemænd er efter al sandsynlighed de alkymister som titlen henviser til, for det er i al fald dem, der med et selvtilfredse grin, sørger for at manipulere den virkelighed (eller mangel på same) som omgiver vores griseven.

Grisen må gå så grueligt meget igennem i løbet af bogens 104 sider. Blandt andet tortureres han af en månemand, hvorefter han gennemgår et form for renselsesritual, der afsluttes med, at et par frøer hiver harper ud af deres munde, for at spille en melodi for vores genfødte ven. Han finder en kåbe, som tilsyneladende giver ham evnen til at selv trække i den virkelighed der omgiver ham. Faktisk bliver ord ret hurtigt fattige, når man vil forsøge at gengive hvad det er som sker, når man læser Jim Woodrings værk. Det er tegneserie i sin reneste form, uden brug af tegn, bogstaver og gængse symboler, men med en masse mere kryptiske billeder, der kan tolkes i rigtigt mange retninger.

Det kan være at Woodring ved en fejltagelse kom for meget LSD på hans morgenmad, men det virker nu alligevel, som om der er mening med galskaben og den uigennemsigtige fortælling. Titlen leder naturligvis tankerne hen på middelalderens troldmænd, som ikke alene forsøgte at skabe guld fra bly, men som også blev tillagt magiske evner i andre henseender. Disse alkymister har så at sige magten over seriens univers. Det er alkymisterne, der giver vores ven kåben, der gør ham i stand til at se ind i parallelle dimensioner, men også alkymisterne der hvisker ting i hans øre – ting som læseren aldrig hører. På den måde er der en masse uafklarede episoder i bogen, der udelukkende giver mening, hvis læseren begynder at bearbejde oplevelsen. På mange måder synes Alkymisterne, på trods af sin mærkværdighed, at ville fortælle en noget om den verden vi lever i, på godt og ondt.

Det gode ved Woodrings tegneserie, er netop at den kan tolkes i rigtig mange forskellige retninger og at det i sidste ende er læseren der må afgøre om alt i værket har en skjult betydning, om det er tegnerens hyldest til mediet og de utrolige formmæssige muligheder, som er iboende i det, eller om det blot skal ses som en hyldest til fantasien, eller stoffer? Der er mange muligheder, alle og ingen af de nævnte er sikkert sande.

Jim Woodrings tegnestil minder på mange måder om Robert Crumbs, både i hans brug af skraveringer og især i de tuttenuttede tegnefilmsfigurer, der er en del af Alkymisternes bizarre verden. Disse figurer trækker tråde tilbage til den amerikanske animationsfilms rødder og man kan ikke lade være med at læse en form for bizar Mickey Mouse eller Krazy Kat ind i værket. De udsyrede universer kan også få fans til at mindes Windsor McKays fantastiske Little Nemo in Slumberland – der af mange betragtes som en af tegneserieverdenens mest centrale værker - bortset fra at hovedpersonen i Alkymisterne har langt sværere ved at vågne fra sin mareridtsvirkelighed end Nemo har.

Alkymisterne er bestemt ikke en tegneserie for alle, men derimod en der vil begejstre både syrehoveder, men så sandelig også de, der holder af tegneseriens unikke formsprog og dens mulighed for at fortælle historie på en måde som ingen andre medier er i stand til. Der er et fantastisk, nærmest organisk liv i Woodwards tegnede univers og denne udgivelse har måske snarere karakter af et egentligt kunstværk, end en tegneserie i traditionel forstand.