Scott Pilgrim – kører stilen / Aben maler / 176 sider
Tekst: Bryan Lee O’Malley, ill: Bryan Lee O’Malley
Anmeldt 4/11 2009, 22:42 af Torben Rølmer Bille
Med den brede tusch
Med den brede tusch
« TilbageEn af de første ting man lægger mærke til når man åbner den mangalignende tegneserie Scott Pilgrim – kører stilen er dens åbenlyse hån af manga. For skulle man formaste sig til at åbne tegneserien bagfra, så får man følgende besked; ”Stop! Du er omme bagerst i bogen. Hvad tror du, du har gang i? Hvem tror du lige, du er? Om til den anden ende af bogen og begynd på side 1. Din mor og jeg er meget skuffede over dig.” Det er naturligvis både en hån og reference til de mange mangaserier, der i Vesten udsendes med nøje instrukser om den oprindelige japanske læseretning. For til trods for lommebogs-formatet og karakterernes store øjne er serien om Scott Pilgrim ikke en manga i traditionel forstand.
Scott bor i Canada og ligner allermest et af medlemmerne fra Gorillaz. Scott spiller da også bas i det lokale punkband ”Sex Bob-Omb”. Hovedhandlingen i Scott Pilgrim kører stilen er centreret om vor ungdommelige protagonist, der indleder et forhold til den lidt for unge, asiatiske skolepige, Knives Chau, der er betaget både af Scott og af den musik han spiller med vennerne.
Men Scott har en tilbagevendende drøm om en pige han ikke kender. For at handlingen skal udvikle sig til et regulært trekantsdrama, så støder Scott selvfølgelig, helt ved et tilfælde, ind i drømmepigen til en fest. Han spørger for sig og finder ud af at hun arbejder for Amazon. Derfor skynder han sig at bestille en bunke CD’ere som Ramona efterfølgende afleverer til ham hjemme. Den amerikanske pige mumler noget med hyperrumsbaner og en smutvej gennem Scotts hoved, men benægter efterfølgende at have sagt noget, og slår det hen med at det sikkert ikke er noget der eksisterer i Canada.
Scott får gjort sin situation endnu værre ved både at invitere Knives og Ramona til et lokalt band-battle, der – uden at afsløre alt for meget – udvikler sig højdramatisk. Så når første bind er ovre, er der en masse uafklarede spørgsmål som står tilbage; kan Scott virkelig dumpe den søde men lidt naive Knives, som han indtil videre kun har et meget platonisk og uskyldsrent forhold til, men som til gengæld er dybt forgabt i ham? Er der en fremtid i at indlede et forhold til drømmepigen? Kan musikere forvandle sig til mønter? Osv.
Stregen er meget charmerende og minder på mange måder om den meget realistiske stil i En Dyne af Sne der ligeledes foregik om vinteren og havde den vanskelige kærlighed som omdrejningspunkt. Selv om det ikke er detaljerigdommen der overvælder, så er tegningerne stadig fine og understøtter fortællingen.
Dertil kommer at Bryan Lee O’Malley ofte bryder denne ”realisme” til fordel for en langt mere ekspressiv, fantastisk stil hvor fabulerende superhelteelementer blander sig ind i fortællingen – mest tydelig nok i band-battle klimakset mod slutningen. Vi læsere kan måske have en anelse svært ved at se om skal opfattes metaforisk eller reelt, men det betyder heller ikke så meget, for stilen er bevidst let, ungdommelig og humoristisk hele vejen igennem.
Scott Pilgrim er også en tegneserie, der leger eksplicit med sit medie – eksempelvis følger der fraseringer med, så man selv kan replicere Sex-Bob-Ombs numre hjemme i dagligstuen, eller i scenen hvor Ramona genfortæller historien om sin første kæreste, der er vist som Ramona, der selv læser en tegneserie over sit liv. Der er også direkte henvendelser fra Scott til læseren og på denne måde synes serien også at ville appellere til et publikum der ikke kun er med på beatet, men som også påskønner postmoderne fortælleformer og selvrefererende tekster.
Selv om Scott Pilgrim på ingen måde er hverken stor kunst, stor litteratur eller for den sags skyld hører til cremen af tegneserieudgivelser i øjeblikket, så er det en serie, der sikkert vil falde i mange tegneserieelskeres smag – nok især dem der indimellem savner mere sammenhængende og klare narrativer end dem i japanske mangaer. For narrativet er på trods af sine postmoderne sidespring ganske klart og nemt at følge med i. Endelig formår O´Malley at skabe en hovedperson som mange – uanset køn - sikkert både finder charmerende, lun og selvfølgelig en smule irriterende. Det bliver i al fald spændende at se hvilke veje Pilgrim betræder i næste bind, der forventeligt udkommer i midten af december 2009.