Normalt når man tænker på manga, så synes det at være dragekugler, tentakelbefængte, voldtagende monstre, notesbøger, der dræber eller andre fabulerende teenagefantasier, der tegner genren. Det kan også være meget underholdende, men indimellem udsendes der japanske tegneserier, der fuldstændig tager pusten fra læseren, eksempelvis kan nævnes Katushiro Otomos Akira serie. Endelig foreligger Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi på dansk. Den er oprindeligt fra 2003 og forekommer i både stil og indhold, så fjernt fra mange andre mangaers sentationssøgende effektjageri, som man kan komme.

Historien udfolder sig gennem 16 kapitler og strækker sig over mere end 400 sider, men uden at man på noget tidspunkt føler det overvældende. Taniguchi overdænger nemlig ikke læseren med tekstmæssig information, som man ser det i eks. Death Note serien. I stedet lader han ofte billederne tale for sig selv og anvender kun dialogen sporadisk og når det er strengt nødvendigt.

Selv om man godt kan forestille sig en filmatisering af Min fjerne barndomsby ,så er tegneseriemediet helt perfekt til at fortælle historien om den midaldrende forretningsmand Nakahara, der lidt fraværende kommer til at stige på et forkert tog og beslutter sig for at rejse tilbage til sin barndomsby. Da der er rum tid til returtoget kører, besøger han sin mors gravsted, hvor der sker noget uventet. Pludselig er han ikke midaldrende længere, han har derimod fået sin 14-årige drengekrop tilbage. Han har tilsyneladende rejst tilbage i tiden, tilbage til barndommen. Men det er ikke samme barndom, som han erindrer.

For det mest bemærkelsesværdige er at Nakahara har alle sine livserfaringer og erindringer med sig i bagagen. Det vil sige at den 14-årige dreng er udstyret med en midaldrende mands hukommelse og tanker. Det giver ham en enestående mulighed, for at genopleve det mest skelsættende år i sit liv igen, for det var nemlig dette år hvor Nakaharas far, uden varsel, forsvandt fra hele sin lykkelige familie.

Faderens forsvinden er den egentlige plotmæssige drivkraft, der holder fortællingen i live, der sammen med tidsrejseaspektet, fungerer som drivkraft til at læse frem mod slutningen. Tegneserien er dog meget mere end blot en god anakronisme; den er en klassisk ”bildungsroman” i serieform, den er et historisk tilbageblik til et Japan, der efter krigen var ved at komme på fode og etablere sig som supermagt, den er en historie om den japanske nations nyere historie og ikke mindst er den en historie om en mand, der leder efter mening i både sit fortidige og nutidige liv.

Fortællingen skifter hele tiden mellem fortid og nutid, men aldrig så læseren mister tråden eller orienteringen. Selv om Nakahara forsøger at betro sig til nære vener eller kærester i fortiden, så er der naturligvis ingen der tror at han er en gammel mand, der er rejst tilbage i tiden. Dertil kommer at Nakahara flere gange forsætligt forsøger at ændre nogle af de fejltrin, som han begik i fortiden og især takket være sin nye ”voksne” indsigt, bliver han pludselig i stand til at forme barndommen, som han ønsker det. Den uopnåelige pige i klassen er nu pludselig interesseret i ham og desuden føler han sig så overstadig i den unge krop, at han udkonkurrerer skolens største sportsidioter.

Men Nakaharas liv er ikke lutter lagkage, for han plages hele tiden af tanken om, hvad der mon sker med hans nutid, når han på denne måde manipulerer med fortiden, og vigtigere endnu er tanken om han nogensinde finder en måde at vende hjem til sin retmæssige tidsperiode på.

Taniguchis tegneserier er mesterligt fortalt, flot og enkelt tegnet og så formår den at formidle nogle af de ting, som synes mest vanskeligt når vi har med japansk kultur at gøre – nemlig den sindstilstand som forekommer unik japansk. Som den danske oversæter Mette Holm så rigtigt skriver i forordet: ”[… ]denne manga viser os det Japan, som kun folk der selv har været der kender, men som jeg altid så gerne har villet formidle til det danske publikum”. Men ud over at være et ganske præcist billede af en japansk mentalitet og kultur, så er det samtidig en historie der, med ganske enkle midler, fortæller en historie om eksistens og identitet, der er så vedkommende at alle, der har været børn engang, vil blive begejstret over dens form.

Der er ingen grund til at frygte klam sentimentalitet og vamle glansbilleder af en fortid, den er tværtimod en meget nøgtern og vigtig fortælling om de valg man træffer mens man lever sit liv og hvilken indflydelse de har. Endelig leverer den ikke nogen løftede pegefingre, eller et fatalistisk budskab, men derimod er slutresultatet en meget smuk, trist og bevægende tegneserie, der med garanti vil begejstre alle der holder af fortællinger, uanset medie.