Slagtehal Fem eller børnekorstoget / Cobolt / 192 sider
Tekst: Kurt Vonnengut / Ryan North, ill: Albert Montreys
Anmeldt 26/5 2023, 14:10 af Torben Rølmer Bille
Illustreret metaklassiker
Illustreret metaklassiker
« TilbageKapellet har flere gange før anmeldt tegneserier baseret på romanforlæg. Selv om der er masser af rigtig fine tegneserier baseret på originale ideer, så kan der også være ganske gode grunde til at omforme en roman til dette medie. Dels kan tegneserieformatets umiddelbare visuelle appeal måske få fat i de læsere, der måske normalt ikke ville kaste sig over romaner, dels er der romaner, der er skrevet på en måde eller som indeholder elementer, der gør at de nærmest tigger om at blive omsat til tegneserieformatet.
Sidstnævnte gælder i den grad for Kurt Vonnenguts klassiske roman Slagtehal fem. Den har tidligere taget springet fra populær roman til filmens verden, men det er først her i starten af 2023, at romanen er udkommet som tegneserie i Danmark. De, der i forvejen kender romanen, vil vide, at det mildest talt er en mærkværdig fortælling om protagonisten Billy Pilgrim, der umiddelbart lever et ganske almindeligt liv bortset lige fra det faktum, at han indimellem tilsyneladende springer i både tid, sted og endda også rum.
Disse spring fra sted til sted, fra tid til anden kan nemt blive vanskelige at overskue, idet man læser romanen. Det ene øjeblik befinder læseren sig muligvis i en form for nutidsfortælling, hvor Billy Pilgrim lever et normalt middelklassetilværelse i USA, pludselig er han så tilbage som menig soldat under Anden Verdenskrig, hvor han på nært hold oplever bombningen af Dresden, og i næste nu befinder han sig på planeten Trafalmadore, hvor en samling mærkværdige aliens, der mest af alt ligner hænder med øjne, nærstuderer vores hovedperson, som var han et dyr i en zoologisk have. Disse Traflamadorianere er herudover særlige, idet de ikke opfatter tiden som lineær men derimod som en masse begivenheder, der sker samtidig med alle andre. Eksempelvis får Billy udleveret et af disse væseners bøger, der består af en masse flertydige billeder, som alle optimalt bør læses på en og samme tid.
En af de helt klare årsager til, at tegneseriemediet er et åbenlyst valg at omsætte Vonnenguts roman til, kan også findes i det faktum, at der i romanen optræder en række henvisninger til en række fantasifulde pulpagtige tegneserier lavet af en ret obskur (fiktiv) tegneseriemager, der hedder Kilgore Trout. En række fortællinger, der på forskellig vis synes at gribe ind i Billy Pilgrims liv. I Trouts tegneserier virker det desuden som om, han lige som Billy, kender til væsenerne fra Trafaldamore.
Det kan måske lyde som om dette er en fortælling om aliens og deres indflydelse på vores liv, men det er langt fra hele pointen. I stedet er Slagtehal fem lige dele historisk dokument (forfatteren Vonnengut møder læseren eksempelvis som en flygtig bifigur i flere af de scener, der foregår under Anden Verdenskrig – han var i virkelighedens verden også øjenvidne til bombningen af Dresden – red.), der bliver bundet sammen af hovedpersonen Pilgrim. Det er selvsagt også en satirisk kommentar på menneskets evne til at bekrige hinanden. Som der står på coveret så er romanen ”en af verdens mest indflydelsesrige antikrigsbøger” – et udsagn, der måske bør tages med et gran salt, men der er i al fald ingen tvivl om at tegneserien virkelig er lykkedes med af fange såvel tonen fra Vonnenguts originalfortælling, samt at få gjort den ofte kryptiske og svært tilgængelige meta-tekst omformet til en grafisk fortælling, der på intet tidspunkt mister grebet om sin læser.
Ryan North har formået at omforme Vonnenguts meget komplekse roman til en tegneserie, der virkelig fortjener betegnelsen ”illustreret klassiker” – en betegnelse, der også helt bogstaveligt pryder forsiden. Tegner Albert Montrey har formået at skabe en billedside til dette manuskript i en stil der på én gang virker lettere karikeret og samtidig meget realistisk. Skal man sammenligne stregen, så lander udtrykket et sted mellem Will Eisner og Don Rosa, idet tegningerne på én gang rummer en pæn portion realisme og samtidig er den umiskendelig er en tegneserie. Fedt er det også at Montreys er i stand til at ændre sin tegnestil markant fra hovedhistorien og til de tegneserier af Kilgore som Billy Pilgrim (og dermed også læseren) støder på undervejs. En tegneserie i tegneserien om man vil.
Selv om førnævnte gennemgang af fortællingen måske kan fremstå som både forvirrende og ganske langt ude, så forekommer historien meget jordbunden og forståelig i denne udgave. De mange spøjse ideer, filosofiske overvejelser og metaniveauer, som godt kan være med til at forvirre en uopmærksom læser af romanen, bliver her forvaltet på en måde, der gør, at der ikke er nogle af de tidsspring eller handlingsforløb som berøres undervejs, der bliver unødigt forvirrende. Selvsagt kræver dette at læseren er i stand til at lege med på de mange ideer om tid, rum og skæbne, der udfolder sig, men er man frisk på den slags historier, så er der vist ingen vej udenom denne nye, fascinerende fortolkning af romanen.
Kort fortalt er Slagtehal fem en helt igennem forrygende tegneserie. Den fortjener lige som originalen i sin egen ret at blive en klassiker, som enhver tegneseriefan bør have i sin samling. Den kan sagtens læses og forstås uden forhåndskendskab til Vonnenguts roman, måske er det ligefrem en fordel ikke at kende den, da det i al fald i denne anmelders øjne er meget svært at forestille sig, hvordan formidlingen af materialet kunne være forvaltet mere elegant og med respekt over for forlægget. Slagtehal 5 skal i al fald have Kapellets allervarmeste anbefaling, det er en fantastisk læseoplevelse, der overbevisende viser, hvordan en ”illustreret klassiker” bør laves.