Lad os starte med efterskriften. Selv om dette måske er en mærkværdig måde at starte en anmeldelse på, så skriver Ulrich Busk Hoff fra DTU om begrebet entropi. Et begreb, der knytter sig til termodynamikkens anden lov, og som foreskriver at uanset, hvor meget man forsøger at undgå uorden i universet, så opstår den alligevel et andet sted. Selv om dette kan virke nedslående, så er denne videnskabelige betragtning samtidig grundlaget for en masse fortællinger, herunder tegneserien Havet.

Der er en grundtone af dramatisk tristesse over fortællingen, hvilket også fremgår tydeligt af forsiden, der viser et natsort hav, hvor himmel og jord nærmest går i et kun flankeret af hvidt skumsprøjt. Et farligt hav, som det virker nemt at fortage sig i. Tegneserien er ligeledes holdt i en stram sort og hvid tone. Der er ingen raster, gråtoner eller skraveringer og dette valg understøtter på bedste måde den fortælling, der udfolder sig.

Vi mødes i de første billedrammer af en færge der transporterer en kvinde til Lyngø. Hun spejder over havet og går ned i sin bil, hvor teenagesønnen André stirrer mut i sin mobiltelefon. De kører hen til det hus, som de skal flytte ind i. André siger ikke meget, men giver klart til kende, at han langt fra er enig med sin mors idé om at flytte fra Århus. Undervejs finder læseren ud af, at grunden til flytningen skal findes i, at Andres mor har forladt faderen, da hun, som hun siger, ikke havde følelser for ham længere.

Mor Lene ønsker på den vis en frisk start for hende og sønnen. En af grundene til at hun netop har valgt at slå sig ned på øen, er at hun tidligere har ferieret og surfet en del hér. Hun foreslår også, at sønnen tager med hende ud for at surfe, men han siger, at han ikke længere er glad for havet. Faktisk virker det som om, André ikke er glad for særligt meget, især ikke sin mor. Ved første gennemlæsning kan drengens opførsel sagtens tilskrives almindelige teenagetanker, men det skal vise sig, at hans modvilje stikker en del dybere.

På en umådelig ussel regnvejrsdag er mor Lene næsten ved at køre en af øboerne over. Hans, som manden hedder, er heller ikke sammen med sin kone længere og har lige som Lene en teenagesøn, der dog fortrinsvis bor sammen med sin mor. Lene vælger at kigge forbi Hans for at have nogle at tale med, da hun hurtigt opdager, at der ikke er meget liv på Lyngø udenfor sæsonen.

Ud over at bo sammen med en teenager, der ikke har lyst til at snakke med sin mor og tage forbi Hans til en kop kaffe, så bruger Lene det meste af sin tid på at surfe på det oprørte hav, der omgiver øen. En af de få ting, der synes at gøre hende glad. Hun har taget orlov fra sit forskerarbejde på Århus universitet, hvor hun beskæftiger sig med, hvordan havet optager Co2.

Selv om dette måske kan forekomme som en temmelig regulær hverdagshistorie, som man måske indledningsvist kan undre sig over er fortalt i tegneserieform i stedet for som kortroman eller novellefilm, så giver det faktisk ganske fin mening, at Havet er en tegneserie. Dels fordi dette format er virkeligt godt til visuelt at gengive de blikke, ansigtsudtryk, de affolkede gader og ikke mindst det kulsorte hav i al sin dysterhed. Samtidig understøtter stilen på fineste vis det fortalte, og læserens indlevelse i hovedpersonernes situation.

Havet er virkelig flot tegnet. Både landskaber, interiører og de figurer, som optræder virker på én gang meget virkelige og stiliserede. Den meget stramt komponerede sort/hvide stil kunne godt mistænkes for at være blevet til på baggrund af rentegnede fotografier. Dette skal bestemt ikke opfattes som en kritik, for det gør det samlede udtryk meget realistisk og udtryksfuldt. Denne stil passer også meget fint til den historie der udfolder sig, da alle medvirkende kommer til at fremstå som nogen, der sagtens kunne eksistere i dagens Danmark.

Desuden er der et godt tempo i den måde som Havet fortælles på. Der er flere sider undervejs som er helt ordløse og når der optræder dialog, er det ikke overvældende teksttungt. Dette giver en ro i det overordnede indtryk, en ro, der står i stærk kontrast til den indre uro, som stort set alle de figurer, vi præsenteres for, plages af.

Som antydet i starten, så er dette ikke just en fortælling, der efterlader læseren med en positiv forløsning af de konflikter, der optegnes. Der er også en vigtig brik i det narrative puslespil, som først falder på plads tæt på historiens slutning. Denne information, som Kapellet selvsagt ikke vil afsløre, bliver også central for forståelsen af Lene og Andrés vanskelige forhold til hverandre – men samtidig opstår der også et spørgsmål om, hvorfor Lene har valgt at flytte netop til Lyngø i lyset af denne information.

Havet er en tegneserie, der er hurtigt læst, men det rigtigt fine ved den er, at kompleksiteten og dybden i historien ligger i alle de ting, som kan ses i ansigtsudtrykkene og alle de ting, der ikke bliver talt om. Det er rørende og smertefuldt at opleve den kløft af stilhed der opstår mellem mor og søn. En konflikt, som blot bliver dybere og dybere, jo tættere vi kommer på slutningen. Havet er grafisk vildt stram, velfortalt, og så leverer den en tragisk hverdagshistorie, der bliver siddende i bevidstheden længe efter, man er færdig med at læse den.