Måske hører du til dem, der i spænding går og venter på næste sæson af Tysklands hidtil dyreste tv-serie Babylon Berlin, baseret på Volker Kutchers bøger. Handlingen i denne fremragende tv-serie er henlagt til Weimarrepublikken, altså tiden umiddelbart før udbruddet af Anden Verdenskrig. Hvis ventetiden er for tung, kan man selvsagt kaste sig over Kutchners bøger, der i 2018 blev genudgivet af Lindhardt og Ringhoff i forbindelse med tv-serien, men der er også en anden mulighed.

Her i foråret 2020 udkom den samlede udgave af Jason Lutes’ hovedværk, tegneserien Berlin, der på over 600 sider præsenterer sin læser for en multiplotfortælling, der handler om livet i storbyen netop på samme tidspunkt som ovennævnte tv-serie foregår. Berlin har tidligere været udgivet i separate bind, men nu er den altså blevet samlet i én stor, flot udgave, der endda byder på en introduktion af Volker Kutcher og flere efterord, der både byder på en artikel om Berlins byudvikling og på et interview med tegneseriens skaber.

Den første figur, som læseren møder i Berlin, er den ungen kvinde Marthe Müller, der sidder i toget på vej ind til storbyen. Hun forfølger sin drøm om at gå på kunstakademiet, så til trods for at hendes forældre ikke bryder sig om ideen, er hun rejst fra Köln for at prøve kræfter med livet. Hun møder i toget journalisten Kurt Severing, der bor i byen, og efter de to falder i snak, inviterer han hende til at kigge forbi hans bopæl, hvis hun har lyst til selskab.

Idet bogens første afsnit ender, har Marthe fundet frem til den adresse, hvor hun har lejet et værelse. Dette noget triste loftskammer danner rammen om det nye liv, hun skal begynde på. Et liv, der - uden at afsløre for meget - bliver noget anderledes, end hun egentlig havde forestillet sig.

Som faste læsere vil vide, så er undertegnede lidt modstander af betegnelsen ’graphic novel’ i stedet for ordet ’tegneserie’. Men netop Berlin er muligvis tættere på en egentlig roman end mange af de andre såkaldte ’graphic novels”, som kapellet har anmeldt gennem tiderne. Ganske enkelt, fordi Berlin er en meget lang, detaljeret og kompleks fortælling, der også tager sig tid til at skildre meget hverdagslignende scenarier. Selv om læseren hele tiden vender tilbage til Marthes oplevelser i byen, så bliver man undervejs også præsenteret for en lang række andre figurer og miljøer.

Læseren (såvel som Marthe) vender også tilbage til førnævnte journalist, der forsøger at skrive om de mange komplekse situationer, der opstår i byen, både i forhold til storpolitik og interessegrupper. På den led er læseren også vidne til at se, hvordan nationalsocialisterne får vind i sejlene. Vi får ligeledes et blik ind i en jødisk families liv og oplever det massive had og mistroen, der opstår mod dem.

Læseren bliver også taget med på eksklusive natklubber, hvor man oplever noget af den dekadente stemning, som mange nok forbinder med de brølende tyvere. Berlin var på dette tidspunkt et knudepunkt for kunst, fritænkning og progressive ideer. Dette frisind og løsslupne levevis blev som bekendt brat stoppet, da nazisterne kom til magten, da dens slags frivolitet bestemt ikke passede med den ideologi og det kunstsyn, som Hitler stod for.

Apropos Hitler, så dukker han faktisk også op på et enkelt tidspunkt i serien. Selv om han ikke spiller nogen væsentlig rolle i selve handlingen, så bliver hans tilstedeværelse et varsel om, hvad der sker umiddelbart efter hovedfortællingerne i Berlin slutter. I forlængelse af dette fokus på nazismens opblomstring, så forekommer det, idet man læser bogen mystisk, at man godt nok ser nazister marchere i gaderne, men i bogens første og mellemste del mangler hagekorsene i de ellers så karakteristiske flag. I et længere interview til sidst i bogen forklarer Jason Lutes om dette valg:

”Det gik hurtigt op for mig, at afbildingen af et hagekors ville stride imod mit forsøg på at dukke ned i tiden. Det var dengang et magtfuldt symbol, men ikke nær så mægtigt som i tiden efter krigen, hvor det fik en global betydning, som ville have indskrænket læseoplevelsen. Jeg bemærkede faktisk, at nogle læsere faktisk ikke troede på, at der ikke havde været nogen hagekors at se i de to første dele. De havde simpelthen projiceret symbolet ind på siderne.”

Undertegnede gjorde selvfølgelig også dette, men undrede sig samtidig over fraværet af netop hagekorset i en tegneserie, der i øvrigt kærrer sig så meget for sin historiske akkuratesse i alle andre sammenhænge. I Tyskland er det jo stadig i dag forbudt at afbillede hagekors, med mindre man har fået særlig tilladelse til det. Om Lutes interesse i også at sælge sin historie på det tyske tegneseriemarked er grunden til de manglende svastika’er, kan man kun postulere. Personligt køber anmelder ikke hans forklaring. Den er også sær, når hagekorsene i bogens sidste tredjedel pludselig er blevet endda meget synlige.

Berlin er – hagekors eller ej – en imponerende tegneserieudgivelse. Den har både fysisk og åndelig tyngde. Jason Lutes har brugt hele 23 år på at færdiggøre sit imponerende værk. Det er ikke en bog, der er hurtigt læst eller let fordøjet. Tegnestilen er, set fra anmelders optik, en smule stiv, og engang imellem er der visse vinkler og især ansigter, som godt nok er genkendelige, men ikke altid lige elegant tegnet.

Selv om Hr. Lutes måske kan anklages for at tegne sine figurer lidt stift, så er hans evne til gengive Berlin, som byen så ud i tyverne helt fantastisk. Det er vildt imponerende, og han har med garanti (som man også kan læse lidt om i efterordet) lavet et kolossalt researcharbejde i forhold til at gengive både bygningsværker, gader, fartøjer, øvrige omgivelser og figurernes påklædning så tidstypisk realistisk som overhovedet muligt.

Selv om Lutes’ tegnestil, samt det faktum, at serien er sort/hvid uden gråtoner, og at værket er tungt både rent fysisk og i forhold til de meget komplekse emner, som udfolder sig, kan virke afskrækkende på enkelte, så er historien og den måde, den er blevet organiseret på, til gengæld virkelig interessant.

Dette er en tegneserieudgivelse, der vil appellere mest til den læser, der i forvejen har en interesse i den tid og den by, der fokuseres på, men som også kan læses af dem, der intet kendskab har til Weimarrepublikken og det byliv, der eksisterede dengang. Det værste, der kan ske, er at du, kære læser, måske ligefrem kan lære noget undervejs, mens du følger Kurt, Marthe og alle de andre figurers dagligdag i en af Europas mest spændende byer.