Der er noget sirligt og ganske rørende ved Fuglemanden. Det er noget så sjældent som en tegneserie, der gennem ord og billeder forsøger at give sin læser indsigt i hvordan det er at være ung og psykisk syg. Dette lyder muligvis ikke særligt opløftende, men til gengæld er tegneseriemediet virkelig velvalgt til netop at kunne skildre en ung piges indre liv.

Titlen refererer til den mystiske og manipulerende skabning, som en dag pludselig dukker op i den 17-årige Barbaras liv. Hun er til at begynde med en introvert pige, der til trods for både veninder, en sød fyr, der helt tydeligvis er lun på hende, og forældre der holder af hende, langsomt trækker sig ind i sig selv i sådan en grad, at hun ender med at gøre skade på sig selv. Når Barbara er alene dukker fuglemanden op – en skabning, der ved præcis hvilke følelsesmæssige knapper, han skal trykke på for at få Barbara ud af balance og som manipulerer hende til at foretage sig ting, som hun egentlig ikke har lyst til.

Selv om det ikke angives direkte i fortællingen, så kan man godt antage at den unge, fiktive pige lider af en form for personlighedsforstyrrelse. Hvad der starter som stemmer inde i hendes hoved, ender med at tage fysisk form og blive truende i sådan en grad at Fuglemanden forsøger at tage kontrol over alle aspekter af hendes liv.

Læseren er ”fluen på væggen” gennem hele Barbaras sygdomsforløb, og derfor får man et let distanceret forhold til hende. Det giver et fint dobbeltblik, for dels kan vi på første hånd opleve den skræmmende Fuglemand, der kommer til at fylde mere og mere i pigens bevidsthed, dels ser vi også men vi ser også hvordan Barbaras venner og familie ikke er i stand til at hjælpe hende, eller reagerer uforstående på pigens opførsel. Fuglemanden fylder meget i Barbaras liv, men er selvsagt usynlig for alle andre.

Historien er velfortalt og særligt fint er det, at fortællingen heldigvis også ender på en forløsende tone. Nogle vil måske mene at slutningen kan være medvirkende til at lade læseren tro at det kan være forholdsvis nemt at komme ud på den anden side af en psykisk sygdom, men så har man vist alt for hurtigt glemt de mange, væmmelige episoder som Barbara skal igennem, før hun når så langt.

Tegningerne er meget ekspressive og det passer virkeligt fint til både emnet og den historie, der fortælles. Selv om førstehåndsindtrykket måske virker lidt rodet og sjusket, så vil man opleve, at man i løbet at ganske få sider, ikke rigtigt kunne have forestillet sig denne fortælling være illustreret på andre måder. Interessant er også den måde som folkene bag bogen har valgt at benytte forskellig skrifttyper på; håndskreven tekst når Barbaras tanker og indre monologer skildres og en mere neutral sans serif-font til den tale og tekst, som eksisterer uden for Barbaras sind.

Det er nok fra forlagets side tænkt som en bog, der primært henvender sig til piger både i forhold til det grafiske udtryk og det faktum, at hovedpersonen netop er en ung pige. Det vil dog være en skam, hvis det kun var teenagepiger, som læste den, for der er også mange unge fyre eller for den sags skyld forældre eller bedsteforældre, der sikkert har haft problemer, der minder uhyggeligt meget om Barbaras. En god idé ville derfor være, at f.eks. skoler fil indkøbt klassesæt som kunne benyttes til at belyse psykiske problemer, der, af uudgrundelige årsager, stadig virker som et tabubelagt emne i flere steder.

Der har i mange år i børne- og ungdomslitteraturen, for slet ikke at tale om ungdomsfilmen, været et fokus på unge med problemer. Unge, hvis problemer bliver overset af lærere, venner, forældre, myndigheder og som derfor ender i store problemer eller ligefrem med at dø, før deres omverden når at reagere. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er derimod den måde det gøres på her. Tegneseriemediet har en evne til at gøre det usynlige synligt, det uudtalte konkret, og når man som her vælger at skildre et sygdomssymptom helt konkret som en dyster skikkelse, der fylder mere og mere i hovedpersonens liv, så bliver det meget håndgribeligt for læseren.

Fuglemanden er en meget velkommen udgivelse, der meget konkret får sat både billeder og ord på et emne, som måske kan være svært at begribe for de, der aldrig har haft den type af problemer inde på livet. Den er hurtigt læst, gribende fortalt og ikke mindst en bog, der kan være vigtig og forhåbentlig gør alle dens læsere bevidste om, at vi måske skal blive lidt bedre til at tale om emner som disse og måske ligefrem blive bedre til ikke blot at lade vore nærmeste slippe med et ”jeg har det ok”, når man spørger, hvordan de har det.